Kidnapning af dreng fra skolen

Alle forældre fik mailen i går eftermiddags. En 15 årige dreng fra Stellas skole er blevet kidnappet på vej til skole. Tilsyneladende gående alene.

Der var så mange kidnapninger i byen i efteråret, og skolen tog så mange forholdsregler med ekstra bemanding udstyret med pumpguns etc. Efter nytår har der været stille, og vi er alle så småt gået tilbage til normal hverdag, hvor vi ikke tænkte over risikoen for kidnapning. Og så sker det her. Især gør det mig vred, når de går efter børn/unge, når det jo er forældrenes penge, de vil have. Men ja, netop via børnene får de pengene.

Jeg skal skynde mig at sige, at vi ikke har følt os direkte truet eller i risikogruppen, men vi har da taget vores forholdsregler med film på bilruderne, peberspray i bilen, ændring af køreruter og tidspunkter etc. En overgang var det kun Jens (og ikke vores chaufføren), der bragte og hentede Stella. Just in case.

Den amerikanske ambassade arbejder på højtryk på at finde spor, og det er dem, der udtaler sig til pressen. Det er den amerikanske ambassade, der er involveret, fordi det er en amerikansk skole.

Vi andre kan desværre ikke gøre så meget andet end at håbe på, at drengen ikke lider for stor skade psykisk og fysisk, og at han hurtigst muligt returneres til sin familie.

Skolen er i disse to sidste uger før ferien fuld af aktiviteter og festivitas dag og aften, og den står foran at skulle hylde sine ældste elever, der har "graduation" på fredag med stor fest.

Ikke at noget tidspunkt ville være belejligt for en kidnapning, men hændelsen lægger unægteligt en skygge over feststemningen på skolen.

Jeg lover at skrive, når der er nyt i sagen.

Grade 8s udstilling om Mozambique

Nogle af grade 8-eleverne, årgang 2013/2014

Alle 8. klasse elever har i en rum tid i fagene geografi, økonomi og engelsk arbejdet med temaet Mozambique. Det hele kulminerede mandag aften, hvor hver elev og gruppe skulle fremlægge, hvad de hver især har arbejdet med inden for temaet. Emnerne spændte vidt fra Mozambiques berømte stof, Capulana over landets import og eksport til organisationer der hjælper Mozambique. Den grundlæggene ide var at få dyb indsigt i Mozambiques økonomi og ressourcer og hvordan de har forvandlet og båret Mozambique frem til det, det er i dag.
Det anderledes var, at eleverne valgte at fremlægge på vidt forskellige måder. Nogle sang, nogle læste digte højt, nogle fremførte et modeshow, nogle fremviste plancher etc. Det gjorde det dejligt varierende at være tilskuer, og giver samtidig eleverne mulighed for at udtrykke sig, som de har lyst til.

Stella og hendes veninde havde i faget økonomi skrevet og sammenlignet Mozambique med et udviklet land, Norge.
Én af pigernes pointe var, at borgerkrigen fra 1976 til 1992 har medvirket betydeligt til at hæmme landets udvikling.

Stolt mor med en forkærlighed for det amerikanske skolesystem

Sarinas diplom - i faget fysik

Som mor må jeg godt engang imellem ignorere janteloven og bare gennemrose sine piger og nogle af de amerikanske skolers procedure. Så kære læser, nu er du advaret.

Mine - åh, vores - to piger har fået sig hver et diplom. Sarina har fået Taylor High School Certificate of Recognition for Outstanding Achievement i fysik. At det lige blev i fysik kom vist også bag på Sarina selv. Matematik er nemlig et af hendes ynglingsfag, men fysik har hun det også okay med. Stella har fået AISM's Excellence i årgangens fag matematik, fordi hun har "mantained an exeptional standard of scholarship and duty".

Når man går på skoler med andre nationaliteter er det ingen hemmelighed, at især i matematik og de andre "hårde" fag, så er det sjældent, at de studerende kan hamle op med de japansk/kinesisk/koreansk studerende. De er bare for gode, så det giver lidt fornemmelsen af dobbeltsejr, når man kommer foran i netop disse to fag.

Det er vist helt på sin plads at skrive "vores" piger, for evnerne i fysik og matematik kommer næppe fra min hjerne - den analytiske og knap så faktuelt orienterede del af familien. Jeg hadede fysik. Rosen til vores piger skal først og fremmest gå på, at de ikke er kommet sovende til deres diplomer.

På amerikanske skoler - som de jo begge går på, bare på hvert sit kontinent - bliver de studerendes indsats målt og vejet flere gange månedligt, der bliver kørt lokal, national og international bench marking, og alle ekstraordinære gode resultater bliver honoreret - både løbende med et ekstra karakterblad for for eksempel "Straight A'es" (=rene 12-taller) og med diplom i slutningen af skoleåret. Især dette med at honorere er typisk amerikansk og meget udansk. Som forældre er man på grund af alle disse tests ikke i tvivl om, hvor ens barn ligger helt præcist. Vi ved for eksempel, hvordan Stella klarer sig i forskellige fag sammenlignet med 37.000 andre studerende i verden. Vi ved for eksempel også, hvor Sarina ligger karaktermæssigt blandt alle juniorer på hendes skole. Ret syret ikke?

Selvfølgelig kunne vi nu begynde en diskussion om, er det kun er de dygtige, der bliver rost og motiveret, at der ikke er plads til bredden etc. Omvendt kunne man også sige, at endelig betaler det sig at gøre en indsats, inden for det du er passioneret omkring, hvad enten det er matematik, engelsk drama, foto, sport eller et andet kreativt fag. Der er altid noget man er god til. Desuden bliver det hurtigt synligt, hvis ens barn halter bagefter i et fag. Afgørelsen om at sætte ind udskydes ikke med begrundelser i fornemmelser. Og skolerne har flere ordninger, hvor de dygtige hjælper dem, der har svært ved et fag. Altså en win-win-win-situation (for den der har et behov for hjælp, for den der hjælper og for skolen/underviseren). Jeg har gang på gang oplevet, hvordan måden amerikanernes måde at rose - hvem som helst - på motiverer og appellerer til at præstere. Meget inspirerende og lærerigt.

Best regards,
Proud Mom

Stellas diplom - i faget matematik.
Jeg har desværre ingen billeder af overrækkelsen af diplomet, for begivenheden fandt sted, mens vi var i DK,
og Stella vidste intet, før hun i går fik det i hånden. 

Bertas citronkage

Citrontræet

Jeg ved det; mere uinteressant kan det vel heller ikke blive: Bertas citronkage. Det er bare så fascinerende, når der ikke er ret langt fra jord til bord og i dette tilfælde fra træ til min tallerken.
Vi er jo på vej til vinter, og temperaturerne ligger mellem 15 (om natten) og 27-30 grader (om dagen). Så er det åbenbart tid for høst af citroner her i landet, hvorfor Berta i går sagde, at hun da gerne ville bage en citronkage til os. Ja, hvorfor ikke lade os prøve en mozambikansk citronkage.

Mit billede af en citron er helt gul og glat, så først kunne jeg ikke rigtigt genkende de her som citroner.
Men duften afslørede deres identitet. 

Bertas citronkage. Mums hvis man er til den friske, syrlige afdeling.
Så har hun endda sparet på citronsaften - ligesom hun sparer på chilien og tilpasser alle sine opskrifter til vores "følsomme" og skandinaviske smagsløg.

10.000 km behøver ikke at være en afstand af betydning

Takket være vores nærmeste familiers indsats med at holde kontakten, følge med i vores liv, have billeder stående fremme, snakke om os etc., har ingen af pigernes fire fætre glemt dem. Vi konstaterer - heldigvis - hver gang, at selv om både kusiner og fætre vokser (det varer ikke længe, så er Sarina og jeg de absolut mindste i familien!) og udvikler sig hver for sig, så finder de ind til det, der har forbundet dem, siden de blev født. Det er fantastisk at opleve. 

Selv Elias, der var bare 6 måneder, da vi forlod Danmark første gang,
ved så udmærket hvem hans kusine Stella og Sarina er.
Det eneste der forvirrer dem er, når de Skyper med os. For hvor er "den anden" henne?
Sarina og Stella er i deres verdensbillede altid sammen. 

Et smut i Danmark til konfirmation

Flot fyr i en flot kirke, Brændkjærkirken i Kolding.

Den 18. maj blev pigernes fætter konfirmeret. En person og begivenhed, som vi ikke ville gå glip af. Derfor har turen til Danmark her midt i maj længe været planlagt.

Festen blev holdt på Skamlingsbanken, som ikke kunne have taget sig bedre ud end
med sine friske, grønne klæder i søndagens solskinsvejr.

Jens fik lov til at tjekke sin nye linse og evner ud i fotokunsten af.
Han har konstateret, at der både er udfordringer i brugen af udstyret og i at få modellerne til at posere naturligt.

Vores hyldest til Richard var en afrikansk dans til sangen This Time for Africa og en ægte zulu salut.

Sarina havde optaget en lille film og sat den ind i et billedeshow, der blev vist på dagen.

Ikke noget at sige til, at en af gæsterne fra et af de andre arrangementer i huset fik et chok og gik baglæns, da hun var på vej på toilettet, og Jens lige stak hovedet ud af døren - lol! 

Tøjet er syet af capulana-stof af en mozambikansk skrædder, mens accessories er købt på diverse markeder i Maputo, Swaziland og Sydafrika - suppleret med netkøb i DK. Stellas halskæde er speciellavet af Berta.
I kan desværre ikke rigtigt se, at Jens har en knogle stukket gennem hovedet og en ring i næsen.
Vi har haft det superskægt med både udklædningen og dansen,
og det var en fornøjelse at optræde for et veloplagt publikum og en bifaldende konfirmand.

En betænksom gæst, der syntes, at der også skulle være et billede af Jens.

En fætter og kusine der holder af hinanden!

Og endnu en fætter og kusine som selv ikke 10.000 km og års fravær kan adskille.
Heldigvis da!

 Vi har været mentalt i vildrede med hensyn til at skulle blive i Afrika eller rejse hjem til Danmark.
Ugen her i maj, som vi samtidig benyttede til at finde en ny skole til Stella, gav os en god fornemmelse af, at vi gør det rigtige - ikke mindst på grund af de her dejlige mennesker på billedet. 

Hverdagsbilleder III

På vej til Danmark den 9. maj 2014 - efter over 9 måneder i Afrika.
Det er som om, at solen altid skinner over skyerne ;-)

At rejse er en del af en expats hverdagsliv. Dels er der rejserne til og fra moderlandet. Dels er der rejserne mange expats - inklusiv os selv - tager på, mens man er udstationeret. Når hverken tante Odas fødselsdag, tagrenderne, bilen eller huset skal passes i weekenderne, så er det lidt oplagt at tage af sted og opleve. Derfor her nogle hverdagsbilleder fra vores sidste rejse til Danmark.

Det er sket mere end en gang, at en af vores kufferter ikke er kommet frem til tiden, at der har været rodet og forsvundet ting fra kufferter - og en enkelt gang er det sket, at kufferten aldrig kom frem. Lært af disse situationer har jeg gjort det til en vane at begynde pakningen med først at lægge tøjet frem på sengen. Lige inden det puttes i kufferten, fotograferer jeg det, så jeg ved præcist, hvad jeg lagde i kufferten.

Et afrikansk ordsprog, som står flere steder i Johannesburg lufthavn.

At få refunderet noget af den danske moms på de varer vi køber, mens vi er i Danmark, er en mulighed vi har.
Det kræver, at vi kan bevise, at vi bor i udlandet, at beløbet er over 300 kr, at man kan fremvise varen i lufthavnen, og at man gider det administrative arbejde, der ligger i de forskellige måder, forretningerne kører det på. Det er ikke altid den fulde moms, der udbetales.
På min blog fra Dhaka er et af de mest læste indlæg, et jeg har skrevet om arbejdsgangen for refundering af moms.
HER link til indlægget.

Hverdagsbilleder II

Denne besked er MEGET velkendt for os.

Netforbindelse - eller rettere mangel på samme - fylder unægteligt meget i vores hverdag. For det meste har vi strøm og netværksforbindelse, men den er så langsom, at det nogle gange næsten kan være ligegyldigt at have den. Jeg er så naiv at tro, at i dag virker det nok helt okay. Vi har en 6Mbps forbindelse, men løbende speedtests viser, at vi nogle gange ligger og roder nede på 0,2Mbps. I det hele taget er netværksforbindelse dyrt hernede, så vi downloader ikke bare film og programmer. Ja, faktisk frasorterer vi mange youtube film også.

Når forbindelsen er god, er der nogle ting, der fylder i min hverdag. De kommer her:

Her et billede af forsiden i WhatsApp med mine kontaktpersoner.
WhatsApp, en app, der gør det muligt for os at sms/chatte med Sarina
- endda gratis når vi er i huset og dækket ind af wi-fi.
Denne app har givet rigtigt mange gode snakke med Sarina.
Faktisk bedre snakke end på Skype, fordi sms-formen opfordrer til mere fri og impulsiv snak.

Her forsiden på min Saxo Reader, hvor jeg læser danske e-bøger.
Mine danske e-bøger handler jeg fortrinsvist hos Saxo.
PS. Her er Svalens graf min ynglingsbog.

Her forsiden på min Kindle - læseren til Amazons e-bøger.
Mine engelske e-bøger handler jeg fortrinsvist hos Amazon.
PS. Her har Wave, North Star (non-fiction) og Ray Kluuns børger gjort størst indtryk.
North Star kan jeg læse igen og igen.

Endelig forsiden på min iBooks på min iPad,
hvor jeg for øvrigt læser alle mine e-bøger. Jeg har ingen decideret e-bogslæser.
PS. Her har Unboss givet mig mange gode og anderledes perspektiver.

Og så selvfølgelig bloggen her.

Hverdagsbilleder I

Klokken er 14.30, og jeg henter Stella fra skole, med mindre hun skal til fodbold, så er det 17.15.

På Facebook blev jeg nomineret til at vise og fortælle om fem hverdagssituationer. Det har faktisk været en meget god øvelse for mig selv til at værdsætte de små ting i hverdagen, så jeg har valgt at give en udvidet udgave her. Det vil også være gode minder at have her i bloggen, tænkte jeg.

Vores indkørsel

Udsigten fra balkonen ud fra soveværelset eller Master Bedroom, som det også hedder.
Den er lille, men stor nok til at Charlie og jeg kan være derude alene og uforstyrret.

Faktisk er det altid i det hjørne dér på skolen, at jeg står og venter på Stella. På behørig afstand. 

En person på vej ud af et supermarked efter at have købt et eller andet. Hun får ikke lov til at gå, før vagten i uniform har tjekket hendes kvittering. Nogle gange kigger vagten hurtigt ned i indkøbskurven med alle poserne. Der er som regel to vagter, der står og gør dette ved ind/udgangen. I bedste fald giver det arbejde til nogle folk. I værste fald giver det kunden mer-arbejde, da du nogle gange skal stå i kø (igen) for at få den krusedulle.

Lektielæsning. Det er helt sikkert matematik der diskuteres her. Eller noget teknisk, eller måske geografi.
Havde jeg siddet ved siden af Stella havde det drejet sig om engelsk, alt med analyse og fortolkning og kommunikation. Jeg kan også klare samfundsfag/økonomi og science. Stella ved, hvem hun skal gå til hvornår :-)
"Tæppet" hedder Charlie.

"Vores" park tæt på hvor vi bor. Med den italienske restaurant Campo de Fiori og legepladsen og alle bænkene midt i den grønne park. Til hverdag afholdes møder, frokostmøder, kaffemøder, mens den i weekenden er fyldt med mennesker, der holder lang frokost med venner eller holder fødselsdagsfest for børn. Nogle gange optræder en dansehold, et sportshold øver sig eller en videooptagelse finder sted. Altid liv og glade dage i den park. Takket være restauranten.

En blandt flere vagter bevæbnet med AK47 passer godt på skolebørnene, når de møder og får fri på AISM.

Det første syn der møder mig om morgenen kl. 6 uden for soveværelsesdøren:
Charlie der sover - og venter på os - oven på vasketøjskurven

Det andet syn der møder mig om morgenen: Solopgangen set fra badeværelsesvinduet.
Det er yderst sjældent, at den ikke er der.
Jep, en af fordelene ved at bo i et varmt og solrigt land.

Mozambique har ligesom Sri Lanka tropisk klima, hvilket er perfekt for alle de lækre frugter vi kender:
Ananas, bananer, mangoer, avocadoer, appelsiner, citroner etc.

Selvfølgelig et billede af nogle af de utallige kvinder, som bærer et eller andet stort og tungt på hovedet.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er sundt eller bedre for dem end at transportere "godset" på anden måde,
men imponerende er det.

Det gør mig så trist

Denne plakat hænger ved grænseovergangen mellem Mozambique og Sydafrika.
Et sted hvor der finder megen bestikkelse sted.
Seneste grænse-historie var, at en sydafrikansk familie fik tilbageholdt sine pas og datter, mod at faderen skulle køre til nærmeste bank og hæve penge til grænsepolitiet. Tricket består i at grænsepolitiet ikke stempler passene, når de kører ind i Mozambique, når de så skal ud, har de opholdt sig ulovligt i landet og får at vide, at det kan de betale sig ud af. Udfaldet på historien blev, at faderen tog sin datter og familie med sig retur til Sydafrika, men lod passene blive hos grænsepolitiet.
Så vi har lært altid at tjekke, at vi får stemplet.

Bestikkelse - korruption - uærlighed - embedsmisbrug - umoral... kald det hvad du vil, men det gør mig trist. Jeg er klar over, at netop lige nu fylder netop dette emne (jeg tænker på Se&Hørs brug af kilder) forsiderne - og med fuld støtte herfra, for det må simpelthen ikke komme så vidt, som det gør hernede.

Hernede er der færdselspolitiet og politiet. Færdselspolitiet går rigtig meget op i at stoppe biler og fortælle chaufføren, at vedkommende kører for stærkt, gør noget forkert etc - og så ellers lige slynge et eller andet tal ud for den bøde, han mener, der skal betales. Politibetjenten nævner derefter, at bøden skal betales på nærmeste politistation (hvilket nogen gange kan være rigtig langt væk). For at slippe for at skulle den lange vej til stationen er det så nærliggende lige at prutte med betjenten for så at betale det aftalte beløb. Større biler med hvide chauffører stoppes mærkeligt nok ofte. Og nogen gange er det helt urimelige beløb der forlanges. Tæt på en lokal månedsløn hernede. Så ja, sådan går det. En utrolig dårlig oplevelse og helt igennem skidt for samfundet og moralen.

Forleden, hvor jeg kørte med vores chauffør, blev vi for første gang bedt om at køre ind til siden. Men vores chauffør begyndte at storgrine - for han opdagede, at det var en fra hans kirke. Så de grinede og pjattede. Der blev ikke tjekket papirer eller noget som helst. Det var alligevel sørens, tænkte jeg og nævnte over for chaufføren, at det da var mærkeligt, at man sådan bare kan slippe igennem, fordi man tilfældigvis går i samme kirke. Nå, men sådan er det skam heller ikke altid, fik jeg at vide. For eksempel var han sidste uge blevet stoppet og havde fået en bøde på stedet. Men så havde han da bare givet ham nogle penge, og så var det jo godt. Hans søn havde siddet på bagsædet og om aftenen proklameret, at han ville være færdselsbetjent som voksen "so I can collect money". Hvis det her ikke er moralsk forfald, så ved jeg ikke hvad det er. Sønnen repræsenterer landets fremtid.

Her gik jeg og troede, at der var tale om en form for racisme, hvor de hvide var udsat for flere stop og blev bedt om at betale "bøde" etc. Nej, nej, det samme system gælder også de lokale, der så bare kun betaler en tiendedel af de beløb, de hvide giver. Bortset fra ens menighedsfæller, selvfølgelig. Én ting er, at vi expats betaler og har dårlig samvittighed, men at de lokale også gør det i stor stil (med eller uden dårlig samvittighed), gør bare det hele endnu mere trist.

... og dette er jo egentlig kun latterligt små hverdags-eksempler. Hvordan ser det ikke ud højere oppe i systemet, og hvor der er langt flere penge involveret?

Cinco de Mayo

Billedet er taget før vi blev fuldtallige. Hernede er der altid nogen der kommer for sent.
Altså halve timer for sent.

Siger overskriften på dette blogindlæg heller ikke dig noget? Så er vi to. Så da jeg fik en invitation til Cinco de Mayo (den 5 maj) måtte jeg hen og google. Fandt ud af, at amerikanerne, og især mexikanerne, fejrer denne dag, fordi der den 5. maj 1862 skete det uventede, at den mexikanske hær slog den franske hær. Resten af USA fejrer dagen for at mindes frihed og demokrati. Anyway, så blev "The ladies" inviteret til fælles frokost, hvor vi skulle medbringe et eller andet mexikansk. Vi var omkring 12 kvinder der spiste og skyllede maden ned med Mojitos og Margaritas.

Wikipedia siger det HER om Cinco de Mayo.

Et billede af os alle - også mig! - på Facebook HER.

Ø-weekend på Inhaca

Santa Maria reef på Inhaca

Det er søndag aften, og jeg sidder her med øjne der klør af både træthed og saltvand. Vi har holdt weekend på en ø ved navn Inhaca, 38 km øst for Maputo.

Op til weekenden snakkede vi om, hvad vi skulle lave. Kruger Nationalpark var oppe at vende, men som Stella sagde: "Jeg har ikke brug for at se de samme dyr igen", og jeg nævnte, at jeg havde brug for en snorkle/strandtur. Den var Stella med på. Jens syntes ikke rigtigt, at han havde lyst til at køre de forholdsvist mange timer i bil for at komme til stranden, så det hele endte op med, at Jens sagde, at han ville gå i tænkeboks og finde nogle muligheder. Handlingens mand som han er, bookede han en overnatning på et hotel Pestana Inhaca Lodge. Vi havde optjent en gratis overnatning hos Hotels.com, så det passede fint. Der var bare lige en forudsætning for den non-refundable booking: færgebilletter. Fredag aften drønede Jens ned til færgelejet og sørme om det ikke efter længere tids søgen, spørgen og ringen rundt lykkedes ham at booke tre billetter på en privatfærge til Inhaca. Well done, Jens B. 

Så tidligt lørdag morgen var det af sted til færgen med hver en taske med badetøj. Selv om Mozambique igen bød på primitive forhold, og at hotellets fire stjerner må være givet tilbage i 1970'erne, så endte vi alligevel med at have en oplevelsesrig og dejlig weekend med sol, strand og snorkling. Nogen gange tænker jeg, at det er en ulempe, at vi har boet i Asien før Afrika. Asien kan bare det der med at tilbyde resorts med luksus. Det har vi ikke oplevet Mozambique tilbyde endnu. Det findes et godt stykke nordpå i Mozambique på øen Bazaruto til en 400-500$ pr nat pr person. Der har vi så ikke været. 

Eneste malurt var, at jeg fik stjålet penge fra min pung i min taske, som var på hotelværelset, mens vi var på restaurant. Jo, og så fik jeg cirka 50 myggestik lørdag aften. Hvor der er frisk havluft og vind, plejer der ellers ikke at være myg, men Inhaca er undtagelsen. Vi fik dog fortalt, at der ikke er malaria på øen, så det vælger jeg at tro på, mens jeg forsøger ikke at kradse i stikkene.

To fiskere på arbejde lørdag morgen.

Færgen kunne ikke sejle os helt ind til øen, så vi måtte skifte til denne båd.

Nummer to båd kunne heller ikke sejle helt ind til øen, så vi måtte smide skoene og ned i vandet.

Ankomst lørdag formiddag i fuld sol og 29 grader til en saltvands pool!

Lørdag gik vi tur ved stranden og slappede af, inden det var tid til Sundowner (=drink) til denne solnedgang.

Senere, på vej hjem fra restauranten, opdagede Stella, at vi havde den flotteste, klareste stjernehimmel over os.
Wauv, den måtte vi lige falde i svime over.

I løbet af eftermiddag fandt vi ud af, at det bedste sted at snorkle lå stik modsat af, hvor vi boede på den 7 gange 12 km store ø. Vi fandt en mand, der kunne køre os og et par, som kendte stedet og som gerne ville med.

Stella klatrer i palmerne. Jeg bliver på jorden og nyder solnedgangen.

Søndag morgen efter en halv times "meget urolig" kørsel på ladet af en firehjulstrækker ad dybe sandveje blev vi sat af i en skov ved en skrænt med besked om, at han ville komme og hente os kl. 13.
Øhhh, okay. Heldigvis fulgtes vi jo med nogle, der kendte stedet, så vi fulgte bare efter.

Vi endte da også nede på en strand - uden noget som helst.
Ingen mennesker, ingen huse, ingen skilte, ingenting andet end strand og hav.
Primitiv luksus!

Op ad dagen kom flere mennesker til, men ikke mange.

Så udforskes der liv i vandet. Pigen vi var sammen med har en drøm om at blive marinebiolog, hvilket fortæller en hel del om hendes interesser, og det kom os til gode. Hun spottede blandt andet en havskildpadde, lokkede fiskene til med knuste kiks og anviste gode steder at snorkle. Hun er 9 år og venter desperat på at blive 10, så hun kan få et dykker certifikat.

Det blev allerede dybt to til tre meter ude i vandet. Syret.

Stella ved at få snorkeludstyret på.

Store og små fisk opleves - og som noget nyt; nogle nærmest transparente fisk.
Spørg mig ikke hvad de forskellige fisk hedder.

Vi så også en delfin, da vi sejlede til øen.

Så er der afhentning. En halv times heftig sandkørsel kræver en god ryg og ingen tendens til køresyge. 

Ingen afgang med færgen havde vi fornøjelsen af, at disse kvinder optrådte med sang og dans.

Maputo i sigte - under solnedgangen.