Viser opslag med etiketten Julen 2013. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julen 2013. Vis alle opslag

mandag den 16. december 2013

Julefrokoster

Julefrokost for danskere i ambassadørens hus.
Det var 35 grader den dag, så vi var trukket inden for.

Sidste fredag holdt vi julefrokost herhjemme for Jens' kolleger og familier. Vi havde dels gjort os umage med at finde gode vine i Sydafrika, og jeg for noget videre rundt for at finde de rigtige madvarer her i byen. Det lykkedes at servere en tre retters menu, som tilsyneladende faldt i alles smag. Berta stod for forretten, som bestod af hendes berømte rissois (indbagte rejer), humus med persille og masser af hvidløg og tunsalat på pebrede kiks. Jens stod for hovedretten: Marineret oksemørbrad, bearnaisesauce, hasselbackkartofler, ærter og hvidløgsstegte bønner. Jeg stod for desserten, som var en desserttallerken med hjemmebagt brownies, is, chokolademousse og frisk frugt. En fornøjelig aften, hvor huset var fyldt med legende børn og de voksnes latter. 

Dagen efter bød Skandinavisk Skole her i byen på julefrokost. Vi tog derned for at se stedet og hilse på de mange især nordmænd og svenskere, som er tilknyttet skolen. Et dejligt sted med både tennis-/boldbane, pool m.v. og som vi nu er blevet medlem af, så vi kan få os en svømmetur og spil tennis. Skolen ligger cirka 15 minutters gang herfra.

Nu her i lørdags havde den danske ambassadør inviteret til sammenskuds-julefrokost for danskere i Mozambique. Vi var små 80 danskere, men der er godt 200 i landet. Mange af dem har boet her i mange år. 10, 20 og 30 år. Andre er nyankomne som os. Stellas tallerken afslørede, at der var nogle retter, som hun savnede ;-) Den var nemlig fyldt godt op med kød med kød: frikadeller, medisterpølse og leverpostej. Mens jeg holdt mig til især silden, ris-a-la-manden og pebernødderne. Snakken gik lystigt fra kl. 14 eftermiddag til sent, sent aften. 

Der er ikke flere julefrokoster i vente. I overmorgen tager vi flyet til Cape Town, hvor vi fejrer julen - eller rettere sagt ikke fejrer julen, for juleaften bliver lørdag den 4. januar her i huset sammen med mormor og morfar.



Børnene afkølede sig i poolen.

mandag den 9. december 2013

Projekt: Santa Shoebox

I forrige uge var skolens forhal lige pludselig domineret af en masse tomme skotøjsæsker. Hm, hvad kunne det mon betyde, tænkte jeg. På den anden side foregår der altid et eller andet kreativt på den skole. For en måneds tid siden indsamlede de 2 liters sodavandsflasker, så jeg besluttede mig ubevidst for at afvente mail fra skolen om årsagen til æskerne. Mailen lå lige så fint og ventede på mig i min indboks, da jeg kom hjem.
Meningen var, at man skulle tage en eller flere æsker med hjem og fylde dem med bl.a. sæbe, tandpaste, tandbørste, lidt slik og ting til skolen (blyanter, viskelæder etc.). Slikket står måske nok i modsætning til tandbørsten, men der var tale om en "gave" til børnehjemsbørn rundt omkring i byen, og de skal vel også have slik til jul. Indsamlingen går under navnet: Santa Shoebox.
Hvor er det en god og enkel måde at gennemføre en indsamling på. Aflevere nogle tomme skotøjsæsker til en skole og hente dem fyldte og indpakkede efter et par uger. Klar til udbringning.

PS. Den opmærksomme læser vil sikkert notere sig, at jeg får mails fra skolen. Jeg får mails fra både sekretariat, ledere, undervisere m.fl. Her må vi gerne kende lærernes e-mailadresser. Det husker jeg, at vi ikke måtte i Danmark. Der skulle al korrespondance gå igennem intranettet, som man så kunne sætte op til at smide én en mail, som man så kunne logge ind på.

søndag den 8. december 2013

2. advent i Maputo

Dagens morgenmad og kalenderlyset blev nydt på terrassen.
Stella får hver morgen en pakke i sin julesok af "julemanden" (som er ved at være godt træt af at skulle sidde oppe den halve nat og vente på, at hun går i seng ;-)), og hun er vist ganske godt tilfreds med at være enebarn i år. 
Sarina får også en pakkekalender - en digital pakkekalender. Hver morgen modtager hun en e-mail med et eller andet julerelevant. Det kan være et e-gavekort, et digitalt julekort, en e-bog, et juleminde, en julesang eller andet. Måske ikke helt en pakkekalender, men alle følelserne bag hver e-mail er lige så ægte som ved en fysisk pakke.

Ellers har dagen budt på løb og circuit training for Jens og jeg, lektier for Stella og jeg, og praktiske opgaver for Jens. Senere skal vi Skype med mormor og morfar. Sarina har vi kort chattet med. Hun er i Florida med sin værtsfamilie, så hun lider ingen nød.

1. advent i Maputo

Den første december fik vi selvfølgelig risengrød.
Vi ved fra tidligere udstationeringer, at det ikke kan lade sig gøre at skabe julestemning, som vi kender det fra Danmark. Her er varmt, sol og masser af lys (vores dage bliver længere og længere!), hvor jul jo normalt er ensbetydende med hygge inden for i varmen, mens det blæser og er koldt og mørkt uden for. Anyway, vi er danskere, og vi har vores traditioner, som vi forsøger at holde fast i, uanset hvor vi er. Den første december får vi risengrød med saftevand. Det fik vi også i år. Vi plejer også at få det den 23. december, men det kommer vi ikke til i år, for der spiser vi på en vingård i Sydafrika, Cape Town.

Jeg købte i sidste weekend i Nelspruit i smug materialer og lys til en adventskrans. Så sidste søndag overraskede jeg Jens og Stella med en adventskrans med pynt, der er naturmaterialer, men selvfølgelig ingen ler og gran. Meget praktisk, da den skal stå indtil lørdag den 4. januar, hvor vi skal fejre juleaften med mormor og morfar. Den første advent tændes det ene lys. Det er Jens' tradition, og lyset må først tændes igen næste adventssøndag. Hm, siger jeg bare, ser da dumt ud med sådan en adventskrans der står hele ugen uden at blive tændt. Nå, men sådan er det.

mandag den 11. november 2013

Julen kom med flyveren

Så dejligt at vågne op til dette syn.
Se lige hvad vi fik fløjet ind fra Danmark i går aftes sent. Firmaet har besøg fra Danmark, og det betød, at vi fik mulighed for at få de ting, der altid er godt at få hjemmefra. Det var Jens, der kørte i lufthavnen, og det var ham, der fik æren af at pakke tingene ud. Det var knap så stor en fornøjelse, for  sovsekuløren var løbet ud af tuben og videre ud af posen, som den var pakket ind i. Så det hele var godt og vel sovset ind. Godt det kun lå sammen med de andre madvarer og ikke tøj etc.

Marcipanbrød, lakrids og blade. Yes! Stella spiste simpelthen et af Anthon Bergs marcipanbrød til morgenmad - i sengen - sammen med Vi unge. ;-) Ribsgele, rødkål, kirsebærsauce, kalenderlys og grødris. Endnu mere yes! Juleaften er næsten reddet. Bortset fra at vi mangler anden.

Stella og jeg er alene hjemme hele helligdagen her. Vi var til circuit træning i morges, efterfulgt af en tur i poolen. Så en tur i parken og spise frokost. Hjem og surfe og læse og hygge. I aften står den på risengrød, som Stella skal lave - og så ellers hygge med bladene igen.

Så nu er julen så småt ved at krybe ind i huset her også.

PS. En kæmpe stor tak også til Jens' kollega, som har sørget for at handle disse ting til os!

Frokost i parken på Campo di Fiori - en af Stellas ynglingsrestauranter.
Heldigt nok at vi kun bor 100 meter derfra.

lørdag den 21. september 2013

Ugen der gik

Typiske mozambikanske træfigurer
Det er lørdag formiddag og her er stille. Jens er på arbejde. Stella sover trygt. Hun kom i går hjem fra en uges aktiv ferie i Sydafrikas natur/bjerge, hvor hun var sammen med alle ottende klasserne. Hun underholdt under hele middagen med turen og har bare haft det godt. Så vi har også haft en stille uge. Dels fordi Stella har været væk, og dels fordi Berta har været syg et par dage. Jeg har udnyttet de stille dage til at få skrevet min anden case til mit diplomlederstudium, og om aftenen har den stået på at arrangere de kommende ferier.

Som jeg tidligere har skrevet, har vi booket flybilletter til Cape Town. Vi skal de første dage bo i selve Cape Town i en lejlighed. Den 24.-27. december skal vi bo på vingården Spier. Fra den 22. december  har vi lejet en bil, så vi kan køre ned til Kap Det Gode Håb og senere ud til vingårdene. Det får I selvfølgelig meget mere at vide om, når vi når dertil.

Vi har også booket hotellejlighed til Stellas semester break ferie ultimo oktober. Her tager vi syd på i vores egen bil til Durban i Sydafrika med en tur gennem Swaziland på vejen. Måske tager vi en tur til Zululand også. Vi får se. Én ting er dog sikkert, Stella skal i biografen og se den nye One Direction film.

En del tid er også gået med at booke billetter til mormor og morfar og undersøge, hvad vi gør med visa til dem. Vi vil gerne på safari - i Sydafrika - og et visa til Mozambique indbefatter ikke, at man sådan bare smutter over grænsen til Sydafrika og tilbage igen. Så de er ved at søge et Multiple Visa i Stockholm. Nu er vi alle blevet klogere på, hvad det vil sige, at søge en sådan. Jeg har skrevet vejledningen ind under Besøgsguiden i den sorte bjælke øverst her på bloggen. Og som jeg skriver der, hvis I synes, at det lyder omstændeligt at søge visa til ferie i Mozambique, så prøv at forestille jer, hvor besværligt det må være for en mozambikaner at skulle på ferie i Danmark.

Så dejligt med disse ferier, der ligger og venter på at blive brugt. Ikke mindst mormor og morfars besøg kan gøre én helt glad i låget. Stellas smil blev da også lige noget bredere, da hun fik at vide, at det næsten er tre uger, at de skal være her. Det er bare med at udnytte, at de er blevet efterlønnere.

Ellers byder weekenden på ren hygge. Stella vil nok foretrække at være i sin seng hele weekenden, og jeg har da heldigvis en god bog: Dan Browns Inferno. I morgen, søndag, står den på tennis.

Nu ringer det på døren. Jeg afventer en dame, der lever af at skræddersy myggenet. Det er ved at være tiden, at vi får sat myggenet op rundt om sengene i huset. Hende vil jeg gå ud og tage pænt imod.

Rigtig god weekend til jer alle.

tirsdag den 10. september 2013

Juleferien 2013 går til Cape Town

Så er rammerne for juleferien i år sat. Vi skal jo desværre holde jul uden Sarina og uden vores nærmeste. Vi har taget konsekvensen og valgt slet ikke at være hjemme i Maputo. Tre flybilletter er booket til Cape Town. Vi havde ellers leget med ideen om at køre turen fra Maputo til Cape Town, men dels er det langt at køre (ca 2000 km), dels kræver det, at vi krydser grænsen samtidig med mange, mange andre. Vi har hørt om op til 12 timers kø ved grænsen. Sydafrikanerne valfarter efter sigende frem og tilbage til de mozambikanske resorts nord for Maputo. De har lang sommerferie hen over jul og nytår.

Onsdag den 18. december flyver vi og kommer retur fredag den 27. december 2013. Nytår bliver holdt her. Hvor vi skal bo, og hvad vi skal foretage os i Cape Town er endnu uvist. Jeg arbejder på en sortering af de mange muligheder. Mit personlige ønske er at komme ud til en vingård eller to lidt øst for byen. Og så selvfølgelig Kap Det Gode Håb.

Mormor og morfar kommer og besøger os efter nytår, så håber vi, at de vil holde en juleaften med os med juleand og julegaver, så Stella ikke bliver helt snydt.