Sådan begyndte det hele

Vi har som nævnt tidligere været udstationeret. Da vi kom tilbage til Danmark i sommeren 2011 var det primært fordi, at tre år er et lidt magisk tidspunkt i forbindelse med en udstationering. Det er sådan lidt et point of no return, da vores piger dels begyndte at blive mere og mere engelske og dels havde jeg været væk fra det danske arbejdsmarked i tre år. Savnet af familien i Danmark blev heller ikke mindre. Skulle der ændres på disse ting, så måtte turen gå retur til Danmark.

Vi returnerede til Danmark med et udelukkende positivt indtryk af at være udstationerede og med et ønske om at blive det igen - engang. Et eller andet sted vidste vi, at det godt måtte blive i Afrika næste gang. Nu havde vi prøvet at bo i Asien, hvilket havde været lige nøjagtigt så anderledes fra den danske hverdag, som vi håbede og kunne lide. Sydamerika tiltalte ikke rigtigt nogen af os, uden at vi i øvrigt kunne henvise til nogen årsager. Afrika havde vi hørt så meget godt om fra andre udstationerede. Om et dejligt klima, en dejlig befolkning, et flot land etc. Velvidende at Afrika er så stort et kontinent, at alle ting må variere meget. Jeg ved det ikke, for jeg har aldrig været i Afrika - endnu. I dag er der 14 dage til jeg stiller mine fødder på den afrikanske jord.

Så en dag før jul 2012 kommer Jens hjem fra arbejde og nævner, at der sandsynligvis kommer en stilling som Project Manager på et større projekt i Mozambiques hovedstad, Maputo. Lige som sidste gang så er det ligesom om, at når først tanken er plantet i hovedet, så åbner der sig en vej, som man ikke kan gå forbi. Langsomt bevægede vi os undersøgende ud af vejen. Første afklaring lå hos os selv. Hvis vi var positive, hvad så med pigerne? Første gang vi skulle af sted spurgte vi ikke pigerne. De var 8 og 10 år. Dér lå beslutningen hos os voksne. Denne gang skulle pigerne have vetoret, uden at de vidste det. Vi spurgte dem, og de var faktisk ovenud positive. Vi lod snakken ligge og tankerne ligge hos dem i to ugers tid, før vi igen spurgte dem. Tilbagemeldingen var stadigvæk positiv fra dem begge.

Næste skridt blev for mit vedkommende at spørge min øverste chef, om jeg kunne bevilliges orlov. Min chef sagde heldigvis ja, og så kunne forhandlingerne med firmaet begynde.