lørdag den 21. september 2013

Ugen der gik

Typiske mozambikanske træfigurer
Det er lørdag formiddag og her er stille. Jens er på arbejde. Stella sover trygt. Hun kom i går hjem fra en uges aktiv ferie i Sydafrikas natur/bjerge, hvor hun var sammen med alle ottende klasserne. Hun underholdt under hele middagen med turen og har bare haft det godt. Så vi har også haft en stille uge. Dels fordi Stella har været væk, og dels fordi Berta har været syg et par dage. Jeg har udnyttet de stille dage til at få skrevet min anden case til mit diplomlederstudium, og om aftenen har den stået på at arrangere de kommende ferier.

Som jeg tidligere har skrevet, har vi booket flybilletter til Cape Town. Vi skal de første dage bo i selve Cape Town i en lejlighed. Den 24.-27. december skal vi bo på vingården Spier. Fra den 22. december  har vi lejet en bil, så vi kan køre ned til Kap Det Gode Håb og senere ud til vingårdene. Det får I selvfølgelig meget mere at vide om, når vi når dertil.

Vi har også booket hotellejlighed til Stellas semester break ferie ultimo oktober. Her tager vi syd på i vores egen bil til Durban i Sydafrika med en tur gennem Swaziland på vejen. Måske tager vi en tur til Zululand også. Vi får se. Én ting er dog sikkert, Stella skal i biografen og se den nye One Direction film.

En del tid er også gået med at booke billetter til mormor og morfar og undersøge, hvad vi gør med visa til dem. Vi vil gerne på safari - i Sydafrika - og et visa til Mozambique indbefatter ikke, at man sådan bare smutter over grænsen til Sydafrika og tilbage igen. Så de er ved at søge et Multiple Visa i Stockholm. Nu er vi alle blevet klogere på, hvad det vil sige, at søge en sådan. Jeg har skrevet vejledningen ind under Besøgsguiden i den sorte bjælke øverst her på bloggen. Og som jeg skriver der, hvis I synes, at det lyder omstændeligt at søge visa til ferie i Mozambique, så prøv at forestille jer, hvor besværligt det må være for en mozambikaner at skulle på ferie i Danmark.

Så dejligt med disse ferier, der ligger og venter på at blive brugt. Ikke mindst mormor og morfars besøg kan gøre én helt glad i låget. Stellas smil blev da også lige noget bredere, da hun fik at vide, at det næsten er tre uger, at de skal være her. Det er bare med at udnytte, at de er blevet efterlønnere.

Ellers byder weekenden på ren hygge. Stella vil nok foretrække at være i sin seng hele weekenden, og jeg har da heldigvis en god bog: Dan Browns Inferno. I morgen, søndag, står den på tennis.

Nu ringer det på døren. Jeg afventer en dame, der lever af at skræddersy myggenet. Det er ved at være tiden, at vi får sat myggenet op rundt om sengene i huset. Hende vil jeg gå ud og tage pænt imod.

Rigtig god weekend til jer alle.

2 kommentarer:

  1. Kære Mia, Stella og Jens. Vi følger jer spændt her fra Danmark, jeg modtager daglige mails i mailboxen og glæder mig hver gang til at læse dem. Det lyder til at I har det godt og er ved at falde til, omend jeg godt ved at det tager tid. Nu har I jo god erfaring med at bo i et totalt andet land end Danmark/Europa, så det gør vel også en kæmpe forskel. Det er ligesom selv at være der når jeg læser beskeder fra jer. Mine tanker er selvfølgelig ekstra meget hos jer pt efter hvad der sker af forfærdelige ting pt i Kenya, Nairobi. Ved godt det er langt fra jer og at det kan ske overalt i verden, men alligvel - så strejfer I tankerne lidt mere, håber I er ok? Efteråret er ved at ramme Dk, det blæser en del idag, og farverne skifter nu til smukke efterårsfarver. Om små 3 uger rejser Pierre og jeg til Usa hvor vi glæder os til at se Main´s skønne farver. Ærgeligt at vi ikke er i nærheden af Sarina, ville have været sjovt at hilse på hende:) Jens, nu må vi snart have et indlæg om dit arbejde:) Knus og mange tanker Elsebeth - og Pierre som pt stryger tøj:)

    SvarSlet
  2. Kære Elsebeth, tak for din dejlige kommentar. Jens har også læst dit ønske om et blogindlæg fra ham :-) Du er ikke den eneste. Kram

    SvarSlet