Shopping, shopping, shopping

Sig hej til Stellas nye ven, som endnu ikke har et navn. Vi tænker gevaldigt over, hvad han skal hedde.

I vores familie er mormor den absolut mest hardcore shopper. Hun kan blive ved i timevis. Mia og Sarina er også ret tålmodige og målrettede shoppere, men Stella har aldrig rigtig syntes, at det var værd at fordrive tiden med, og Jens decideret hader shopping. Ikke desto mindre er det netop Stella og Jens der har brugt oceaner af tid på at købe hårde hvidevarer, ting til køkkenet etc., mens jeg har været i Danmark.
Nu hvor jeg er ankommet, er vi alle tre af sted. Vader gange op og ned med en liste i hånden så lang, så lang. Og så var han der: Stellas ven. Eller rettere Stella havde haft et godt øje til ham længe og spurgte så mig, om hun måtte få ham. Som I kan se, røg han i indkøbskurven.

Hvor er vores ting og møbler?

Ud over to senge: én til Jens og jeg og én til Stella, så er her ingen møbler eller nips overhovedet. Vores  fem flyttekasser står i lufthavnen og venter på frigivelse. Vores IKEA-møbler står i Durban i Sydafrika. Vi venter på, at et skib fragter containeren med dem fra Durban til Maputo havn. Så skal de igennem told, og så... skulle de gerne kommer hertil huset. 

Vi foretrækker at rejse uden vores private møbler og ejendele. Det gjorde vi også sidst. Vores møbler ville aldrig have holdt til klimaet i Asien. Flytning er også hårdt for møblerne, men flere udstationerede foretrækker at flytte med hele indmaden af boligen i Danmark. 

Jens fandt under et af hans besøg i Maputo ud af, at møbler er dyre i byen. Så pigerne og jeg - og mormor - tog i IKEA i maj måned og valgte de møbler og ting, som vi gerne ville have. Uden at vi kendte til, hvilket hus vi skulle bo i. Så vi daskede rundt i IKEA og fandt sofaer, skriveborde, senge, kommoder, glas, håndklæder, bademåtter og andet til boligen, mailede bestillingslisten til IKEA. 

Uhyre nemt i forhold til fx Dhaka, hvor vi sad sammen med en snedker og designede vores møbler, så han kunne møblemere vores lejlighed der. Der begyndte vi også med hver en seng og et havebord som spisebord. 

Når jeg engang får en fornemmelse af sol, støv og fugt, og hvilket udvalg byen har, så skal jeg i gang med at handle fx køkkenting og senere nipsting til at gøre huset til vores hjem. Det kan være hårdt arbejde men også meget lærerigt i forhold til, hvad landet tilbyder, og hvordan kulturen er, når man fx handler. Og jeg kan lide det, så der er ingen grund til at have ondt af mig. I hører nærmere, når jeg bevæger mig ud i byen og handler. 

Indtil da er vi da så heldige at have et fedt køkken "at slænge os i".

Jens rejste i forvejen

Jens har været i Mozambique et par gange i foråret, inden han flyttede derned i juni. Formålene med hans rejser har ud over at besigtige landet i forhold til Aarsleffs opgave: At opstille elmaster og transformerstationer, været at finde en bolig til os. Han fandt hurtigt ud af, at prisniveauet på boliger er højt. Almindelig udbud og efterspørgsel er årsagen. Der er fundet olie og gas i landet, og flere internationale - bl.a. rige lande - er interesserede i en aktie i udvindingen af dette, så ja, vi er bare mange, der gerne vil bo her i byen. Så priserne stiger.

Han fandt også hurtigt ud af, at et håndtryk og en aftale om leje af et hus ikke nødvendigvis er en gældende aftale. I Maputo er der flere ejendomsmæglere om hvert hus, så sidst på dagen kan de forskellige mæglere kommunikere om, hvem der har fundet de "bedste lejere". Så det blev til besigtigelse af mange huse, før han fandt og næsten bogstavelig talt satte sig på huset ved at medbringe sin egen kontrakt til besigtigelsen. 

Stella havde inden da ønsket sig en græsplæne (læs fodboldbane). Hende og Jens kan godt lide en aftenkamp. Jeg ville bare sikre mig, at jeg kunne komme uden for, altså som minimum en altan. Og så havde jeg ønske til beliggenheden. Jeg ville ikke for langt væk fra alting, så jeg blev afhængig af chauffør til at køre mig til fx fitness eller en tur ned i byen. Det var de betragtninger, Jens havde med i baghovedet, da han gik på husjagt i Maputo. Han endte op med et hus, der ligger mellem byen og Stellas skole: Summerschield hedder kvarteret. Et kvarter med andre expats og ambassader. Så High Security zone. Der bor vi så nu. 

Så er jeg ankommet til Maputo!

Lige nu, fredag aften den 9. august 2013, sidder jeg for første gang i "mit" køkken i Maputo og skriver på bloggen... ja, hvor skal jeg begynde? Jeg har det godt. Jeg er glad. Dejligt at være forenet med Jens og Stella igen. Og vores kat, Charlie, som sagtens kunne genkende mig. Og så har jeg hilst på Berta, vores maid eller impregada, som det hedder på portugesisk.
Efter bare en halv dag i Maputo er jeg ikke i tvivl: Her taler "man" portugisisk. Godt at Berta er så god til engelsk og portugisisk, så kan vi rende rundt som "Me tarzan. You Jane" og lærer hinanden engelsk og portugisisk.
Berta forekommer at være ufattelig sød og interesseret i at lære nyt, og så ser det ud til, at hun både kan gøre rent og lave mad - og stryge. Super. Mere om Berta i et andet blogindlæg, hvor jeg også bringer et billede af hende.

Huset er pænt stort med tre værelser og to badeværelser på førstesalen og en hal, en stue, et kontor og et køkken på stueplan. Herudover kommer et udendørs bryggers og en overdækket terrasse. Jeg skylder jer også et særskilt blogindlæg om huset med billeder. Det skal nok komme.

Umiddelbart kan jeg konstatere, at man kan købe alt her i byen. Meget mere end det var tilfældet i Dhaka i Bangladesh. Til gengæld kommer man også til at betale for mange af tingene. Dyr mælk, yoghurt, ost, morgenmadsprodukt etc. Madsortementet og priserne kræver også sit eget blogindlæg.

Det er vinter hernede. Det vil mere præcist sige, at jeg pt sidder med åben dør ud til den overdækkede terrasse med sandaler, knickers og en sweatshirt og har det behageligt. Her er som en god sommerdag med en kølig aften.

Selvfølgelig er det lidt mærkeligt at sidde i huset og vide, at her skal vi så bo, selv om vi endnu ikke føler os hjemme, især fordi vi ikke har indrettet os endnu. Men det skal nok komme.

Her ser I vores nye hjem. Vi bor i halvdelen af huset - den venstre del med indgangspartiet, som ses bag lågen.

Charlie, hovedløs gerning og hjertefuld handling

Charlie er vores etårige Main Coon kat, som vi i løbet af foråret besluttede at tage med os til Maputo. beslutningen blev taget med hjertet - uden vished om hvad det indebar. Hvem tager også sin kat med syd for ækvator?

Lad det være sagt med det samme. Der er stort set ingen hjælp at hente, når det gælder regler og procedurer for at tage en kat med til et andet land. Du skal selv evne at researche på nettet etc. Dyrlægen kan i heldigste fald henvise til nogle websider.
Det er nu også fair nok, for reglerne varierer så meget fra land til land. Fx må Charlie ikke komme ind i Sydafrika, men gerne i Mozambique. Heldigt nok. Dette betød, at hvor vi normalt mellemlander i Sydafrika, så måtte vi vælge en helt anden flyrute med et halvt døgns ventetid og overnatning i Lissabon - pga Charlie. 

Derudover er han blevet vaccineret og tatoveret, og embedsdyrlægen i Vejle har skrevet under på, at dyrlægen, der har givet ham en sundhedsattest, er en rigtig dyrlæge (!).
Det var mig, som var ved dyrlæge med Charlie. Og hvilken dyrlæge. Fagligt engageret og med et noget holistisk syn på tingene. Hun ville gerne, at Charlie skulle have en god rejseoplevelse, så hun foreslog alt fra at medbringe jord fra haven (med i flyveren!?!), overnatning på Lissabon strand aht at han kunne komme af med sin afføring og lån af lydcder med flyvemaskine lyde, så han kunne vænne sig til rejsen. 

Personligt havde jeg mere forestillet mig halvandet døgn fuld narkose, som han kunne vågne lykkeligt uvidende op fra for så at få øje på mad og drikke og en kattebakke med grus. Kompromisset blev nogle beroligende piller og spray. Det var ikke vores oplevelse, at de to ting gjorde en forskel. 

Men altså nu er Charlie ankommet til huset sammen med Jens og Stella og ser ud til ikke at have lidt nogen større psykisk belastning. Selv om jeg aldrig nåede på biblioteket efter de lydfiler...

På gensyn

En af de ting der hører med til at være udstationerede er at sige "Farvel, vi ses". Lad det være sagt med det samme; jeg er så dårlig til det. Der skal ingenting til, så løber tårerne fra mine øjne. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg evnede at styre mig, at jeg kunne holde dem tilbage. Det gør mig ikke noget at vise mine følelser, og at jeg kommer til at savne dem, jeg krammer, men de der tårer gør det ligesom så dramatisk, og det er slet ikke meningen. 
Anyway, det hører med, at vi siger på gensyn til kolleger, venner og familie. Ofte har vi ikke vidst, hvornår vi kom hjem igen, og så er det ekstra svært. Denne gang siger vi med stor sandsynlighed farvel for de næste 10 måneder. Vi returnerer til Danmark til vores kære fætters konfirmation til maj næste år. 
Nu er Stella og vores kat, Charlie, vel ankommet til Maputo, og jeg mangler kun at sige "På gensyn" til nogle få personer. Jeg er så småt ved at komme til punktet med afskeder, forberedelse og pakning, at nu må det godt snart blive den dag, hvor jeg kører til Billund og checker ind. 
Inden da vil jeg nyde den danske sommer, mennesker, mad og ikke mindst Sarina. 

Billedet her er fra Kastrup Lufthavn, hvor Sarina og jeg krammer hinanden en sidste gang før Sarinas afgang til Houston. Det kan godt være, at vi smiler til fotografen, men det var helt sikkert en af de "på gensyn", som har gjort mest ondt nogensinde.  

Det vigtigste: Skole til Stella

Noget af det første vi undersøgte, inden vi sagde ja, tak til udstationering i Maputo, var muligheder for skolegang til Stella. Stella har i Sri Lanka gået på en international skole med britisk curriculum. Det var helt okay. Mange regler og retningslinier. I Dhaka gik hun og Sarina på amerikansk international skole, hvilket var en kæmpe succes. Færre regler og ellers baseret på et værdisæt. Veluddannede og meget imødekommende undervisere... jeg kunne skrive et blogindlæg alene om herlighederne ved denne skole, AISD.

Maputo viste sig ren faktisk at have flere internationale skoler, her iblandt en American International School of Mozambique, AISM. Stella var ikke i tvivl. Vi nærlæste hjemmesiden og påbegyndte straks korrespondancen med dem. Én ting er at ønske at få sit barn på skolen. Én anden ting er, om de har plads, og om DE ønsker at optage ens barn. Fra Dhaka ved vi, at dette ikke er en selvfølge. 

Børn testes også i forbindelse med optagelsen. Så selv om skolen pænt og entusiatisk mailer til én, oplysninger rask væk udveksles, og papirer udfyldes en masse, så er man langt fra sikker på sit barns fremtidige skolegang, før man har fået en endelig mail med en decideret bekræftelse på optagelsen og med placering på klassetrin.

Amerikanske internationale skoler kører bench marking på verdensplan, og de er økonomisk og pædagogisk skruet sammen til at kunne rumme raske og engagerede børn. Her spiller testen af børnene, der søger om optagelse, en afgørende rolle. De her tre linjer er sådan som jeg tolker deres system og afgørelser. Virkeligheden er muligvis mere nuanceret.

Den gang i Dhaka i foråret 2010 syntes lærerne, at Stella var blevet fejlplacerede, så hun gennemførte endnu en test, der viste, at hun fagligt godt kunne rykkes et klassetrin på fra 3. til 5. klasse. Det samme er sket nu igen, hvor testen har gjort, at Stella placeres i grade 8. 

PS. De tests vores piger har gennemført i forbindelse med optagelse har bestået af to dele: en matematisk og en sproglig del, begge dele på engelsk. Testen gennemføres over nettet enten på skolen eller hjemmefra. For Stellas vedkommende sad hun 2-3 timer under lærerlockouten alene i et klasseværelse på realskolen og besvarede spørgsmålene på nettet.