På gensyn

En af de ting der hører med til at være udstationerede er at sige "Farvel, vi ses". Lad det være sagt med det samme; jeg er så dårlig til det. Der skal ingenting til, så løber tårerne fra mine øjne. Jeg ville så inderligt ønske, at jeg evnede at styre mig, at jeg kunne holde dem tilbage. Det gør mig ikke noget at vise mine følelser, og at jeg kommer til at savne dem, jeg krammer, men de der tårer gør det ligesom så dramatisk, og det er slet ikke meningen. 
Anyway, det hører med, at vi siger på gensyn til kolleger, venner og familie. Ofte har vi ikke vidst, hvornår vi kom hjem igen, og så er det ekstra svært. Denne gang siger vi med stor sandsynlighed farvel for de næste 10 måneder. Vi returnerer til Danmark til vores kære fætters konfirmation til maj næste år. 
Nu er Stella og vores kat, Charlie, vel ankommet til Maputo, og jeg mangler kun at sige "På gensyn" til nogle få personer. Jeg er så småt ved at komme til punktet med afskeder, forberedelse og pakning, at nu må det godt snart blive den dag, hvor jeg kører til Billund og checker ind. 
Inden da vil jeg nyde den danske sommer, mennesker, mad og ikke mindst Sarina. 

Billedet her er fra Kastrup Lufthavn, hvor Sarina og jeg krammer hinanden en sidste gang før Sarinas afgang til Houston. Det kan godt være, at vi smiler til fotografen, men det var helt sikkert en af de "på gensyn", som har gjort mest ondt nogensinde.