torsdag den 24. oktober 2013

En tur sydpå

Vi er nu hjemme igen efter en bilferie i Durban, Sydafrika. Det fantastiske ved bilferier - modsat flyveture - er, at man får oplevet noget. Set noget. Vi fik set noget mere af Afrika og kom mere sydligt, end vi nogensinde har været tidligere. 
Egentlig var ferien på nogle områder skuffende. For det første var det meningen, at det skulle være badeferie. Men vejret viste sig fra sin til tider værste side med heftig regn og kold blæst. Morgenen, hvor vi skulle hjem, var det til gengæld helt perfekt vejr med fuld sol og vindstille (hm, hvad kunne vi bruge det til?). For det andet forsøgte vi os med at køre rundt i området til Durban og se nogle ting, men det lykkedes heller ikke rigtigt. Men vi hyggede os sammen, vi fik set så meget andet, vi ikke havde regnet med, og vi fik noget fantastisk mad og god vin - til ingen penge (50-60 kr for huset vin!). 
Og så tror jeg så småt at vi må konkludere, at man ikke kan sige, at man har set Afrika, når man har været i Sydafrika. Det svarer til at sige, at man har set Asien, når man har været i Singapore. Singapore og Sydafrika er ren vesten.

Lørdag morgen den 19. oktober begyndte Stellas Semester Break. Vi fejrede ferien med at sætte os ind i bilen kl. 6 og køre sydpå - fire overnatninger i Durban ventede på os. Durban ligger helt ude til østkysten, ligesom Maputo - bare 600 km sydligere. Den hurtigste vej derned er gennem Swaziland. Køreturen hed altså Mozambique (1,5 time) - Swaziland (2 timer) - Sydafrika (5 timer). 
De to timers kørsel gennem Swaziland så stort set sådan her ud hele vejen.
Vi så flere dyr end mennesker. Og vi så masser af marker med sukkerrør.

Husene ligger spredt.
Lad jer ikke snyde. Ved siden af disse huse holder nogle steder biler, og beboerne står uden for og sms'er.

Nogle bor i hytter.
Selv om de bor sådan her, så render de nyvaskede rundt med tøj på kroppen.
Ja, måske denne kommentar fortæller om mine fordomme,
men jeg forbinder bare ikke lige disse hytter med nystrøgne skjorter.

Alle skilte i Swaziland har ordet "kingdom" eller "royal" i sig.

Velkommen til provinsen Kwa Zulu Natal, KZN.

Vi så bl.a. aber og vildtsvin undervejs.

Chaufføren.

Så er vi helt sikkert i Sydafrika, hvor tingene bare fungerer.
Flotte motorveje omgivet af grønne bakker og dale.

Durban i sigte - lortevejr.

Durbans svar på Baywatch.
I solskin kan Durban sagtens leve op til Californiens strande og Atlanterhavet.

Masser af forlystelser og spisesteder nede på promenaden og stranden. 

På grund af vejret trak vi inden for på en japansk restaurant
og bestilte en omgang sushi og grillet fisk.

Grillede nudler og grøntsager, tun og tigerrejer.
Så godt at vi valgte at komme igen.
PS. Af sladder kan jeg fortælle, at Swazilands konge vist nok lige har giftet sig med sin 14. kone - selvfølgelig en yngre model (ikke i orden!), og at han forleden i netavisen blev citeret for at sige, at Gud var kommet til ham i hans drøm, så nu vidste han, hvad han skulle gøre indenrigspolitisk (!).

PPS. Den japanske restaurant www.daruma.co.za - Aligato (=Tak) til Daruma.

PPPS. Hotellet vi boede på: Belaire Suites

Ingen kommentarer:

Send en kommentar