Kommunikation

Når man blogger - kommunikerer i det hele taget - glemmer man nogle gange at fortælle om det, der fylder mest. Det er også sket for mig i denne blog. Jeg har slet ikke skrevet om sproget - og måden jeg kommunikerer med min omverden på, og det til trods for, at det fylder ufattelig meget og - på en dårlig dag, hvor overskuddet ikke er der - kan frustrere mig helt vildt. Jeg snakker selvfølgelig om portugisisk.

Før vi tog herned, læste jeg mig til, at det var et portugisisk talende land. Okay, tænkte jeg. Jeg taler dansk, de taler portugisisk, og når vi taler sammen, snakker vi engelsk. No big deal. Jens havde godt nok advaret mig om, at alle skilte er på portugisisk, alle reklamer, ALT. Han har ret! De taler portugisisk OVERALT hernede, og de er virkelig ringe til at tale engelsk. De fleste kan faktisk ikke tale engelsk. For dem af jer som ikke taler fransk og som har prøvet at være på ferie i Frankrig, I ved, hvad jeg snakker om.

Teoretisk set består kommunikation kun af 7% ord. Resten tilfalder betoning 38% og kropssprog 55%, så hvad er problemet? Ikke noget bortset fra at jeg en gang imellem forundres (læs irriteres) over, at de selv synes, at portugisisk er verdens omdrejningspunkt. Når jeg nu synes, at engelsk er det. I forbindelse med visa ansøgning skal jeg for eksempel aflevere en - ren - straffeattest. Når jeg så afleverer den, og den som standard er oversat til engelsk, spansk, fransk og tysk, hvorfor skal de så absolut have den oversat til portugisisk, før de kan forholde sig til den?

Nå, men jeg øver mig dagligt. Godt hjulpet på vej af Berta og andre omkring mig. I dag har jeg lært at sige "bil" (der må godt grines). Jeg er ved at få godt fat i alle høflighedsfraserne som "Tak", "Nej, tak" (vigtigt i forhold til gadesælgerne), "Vi ses senere", "Vi ses i morgen", "Undskyld" etc. Jeg gør mig inden forhåbninger om at kunne føre lange samtaler på portugisisk. Målet er at kunne gøre mig forståelig på portugisisk og at kunne forstå bare lidt af, hvad de siger til mig.

Trods min forundring over mozambikanernes sproglige selvtilstrækkelighed, vil jeg gerne vise befolkningen min respekt ved at forsøge at kommunikere på deres sprog, og når ordene ikke rækker, så må jeg bare gestikulere kraftigt og lægge ansigtet i de rette folder. Det er jeg kommet langt med indtil videre ;-)

PS. Berta har fortalt mig, at "ude på landet" der fødes man til at tale det sprog, der nu engang hører landsbyen til - stammesprog om I vil. Det betyder, at hun og hendes mand, som er fra en anden by, ikke taler samme sprog. Derfor taler de portugisisk hjemme. Set i det lys bliver portugisisk fællesnævneren for befolkningen, og engelsk bliver et fjernt, unødvendigt sprog.