Svært bare at se på

Det er mandag, og jeg har været ude og handle mad. Egentlig ikke ret meget, men her - som i Asien - bruger de én pose til hver lille ting. Poserne koster ingenting, så det går ikke ud over min pengepung. Meeeen miljøet... Stella er ved at gå amok over det. Sarina oplever skægt nok det samme i USA og er såmænd også ved at gå amok over det.
Det er jo bare en lille ting, og ren miljømæssigt er det nok heller ikke den vigtigste kamp at tage. På den anden side er det da så nemt at skære halvdelen af poserne her fra. At tvinge mig til at bringe poser hjemmefra etc.
Det samme med deres offentlige busser, som bare ryger og forurener så meget, at man holder vejret, når de kører forbi én. For ikke at snakke om alle deres gamle biler. Eller fabrikkerne lidt uden for byen, som i årevis har udledt affald i havet, selv om det nu forlyder, at de har indført både det ene og andet rensningsfilter.
Det samme med alt deres affald, der bare ligger og flyder her og der og alle vegne, blandt andet fordi de ingen skraldespande har her i byen. Bogstavelig talt. Jeg har set containere, men ikke skraldespande pænt spredt i bybilledet.
Jamen, for søren da, hvor er der åbenbart bare langt fra internationale topmøder om klimaforandringer til dagligdagen i præsidentens eget land og by.
Det er så svært bare at se på... ham præsidenten får altså snart besøg af Senorita Bastrup.