mandag den 23. september 2013

Til foredrag om selvforsvar


Dette her indlæg om mine oplevelser fra et foredrag om selvforsvar har måske ikke så meget med vores udstationering at gøre, og så dog alligevel i det at jeg dels aldrig ville få tilbuddet i Danmark, og dels ikke ville tage mig tid til at høre det, hvis jeg fik det.

I fredags havde Den amerikanske ambassade arrangeret et åbent to timers foredrag om ”Safety Training”. Der var ikke nogen speciel anledning, blot et tilbud fra ambassaden. Jeg deltog sammen med cirka 30-40 andre, primært kvinder.

Foredragsholderen var en amerikansk kvinde (jeg husker desværre ikke hendes navn), der var dejligt klar i sine holdninger til emnet: ”Alle burde principielt kunne drikke sig fuld og stille sig nøgen ud på vejen, uden at nogen som helst ville forsøge at gøre dem noget. Der er ikke noget der hedder selvforskyldt, når det kommer til voldsepisoder og voldtægt”.

Hun fyrede en masse statistik af, hvoraf specielt én slog mig: Statistikken om indberettede voldtægter i high schools i USA. Ud fra alt anden statistik for voldtægter og overfald burde antallet af voldtægter og indberetninger være pænt mange, taget de store antal af elever i betragtning, men det var ikke tilfældet. Statistikken holdt selvfølgelig ikke. Om det er kvindernes – forkerte – opfattelse af, hvornår der er tale om voldtægt, eller om skolens ledelse får det fejet ind under gulvtæppet, skal stå hen i det uvisse.

Hun sluttede af med tips til at være ”klædt på” til en farefuld situation. Det første punkt på listen var at kunne to telefonnumre på mennesker du ønsker hjælp fra i situationen. Jeg kender ikke engang mit eget telefonnummer hernede. Og slet ikke Jens’.

Hun havde en god balance mellem at tænke sig om og være på vagt uden at gå rundt og være bange og paranoid. Alt i alt en tankevækkende og informativ eftermiddag.

…+258 82 29 48 451, eller måske jeg bedre kan huske det, hvis jeg tænker i…+258 822 948 451…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar