fredag den 8. november 2013

Hvad jeg ellers roder med

Vores fine og meget nyttige myggenet i soveværelset.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvor velgørenhed gemmer sig henne her i byen. I Dhaka og Sri Lanka var der brug for ens hænder og hoved overalt. Mange af de kvinder jeg kender er involveret i sport eller skolen eller ingenting, og i alt fald det der med skolen er ikke lige mig. Skolen har en slags forældrekomité, som står for arrangementer for studerende, forældre og skolens ansatte. Yderst vigtigt og meget flittige og kreative forældre, der løser en masse praktiske opgaver. Men altså... mig der fuldt ud overlader køkkenet til Berta og som ikke engang melder mig til at arrangere firmaets julefrokost i DK. Nej, det der arrangere fest er ikke lige mig. Jeg koncentrerer mig i øjeblikket om mit læseri og ser, hvad der dukker op af velgørenhed, jeg har lyst til at kaste mig over.

I stedet har jeg involveret mig med myggenet-damen. Måske nogle af jer husker, at jeg en lørdag formiddag sad og skrev et blogindlæg, mens jeg ventede på en dame, som skulle komme og måle op til myggenet rundt om vores senge. Hun har ingen hjemmeside, og hun vil så frygtelig gerne have det. Så jeg har frivilligt påtaget mig at samle et team, der kan få sådan en på benene. Interviewet ejeren om, hvad hun vil med sin hjemmeside. Hvordan den skal se ud. Haft møde med en grafiker. Et andet møde med en journalist, en amerikaner, som kan sørge for både perfekt engelsk/amerikansk og portugisisk. Etc.

Jeg har også meldt mig til skolens "tekniske komité", som har til opgave at skrive en strategi for området. Desværre er jeg her afhængig af en af underviserne, som er tovholder for gruppen, og der sker ikke meget på den front. Foreløbigt lader jeg det ligge og afventer. På et tidspunkt springer jeg sikkert op i hovedet på ham, som trold ud af en æske, og beder ham redegøre for, hvorfor pokker der ikke sker en disse, river tastaturet ud af hænderne på ham og går i gang med at skrive et koncept og en tids- og handleplan for strategien. I så fald er det fordi, at jeg er klar ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar