søndag den 10. november 2013

Så er det weekend - efter skole-hjem-samtale

Det er fredag, og klokken er 17. Berta er netop gået hjem, og der venter os en dejlig lang weekend. Det er helligdag på mandag, så ingen skole. Jens skal dog arbejde.

I morgen eftermiddag skal jeg banke ham i tennis (not!), og søndag skal jeg til yoga (hvor han desværre ikke deltager, for der ville jeg helt sikkert slå ham).

Faktisk har Stella også været hjemme i dag, da underviserne har dedikeret hele dagen til skole-hjem-samtaler for de ældre klasser. Hendes undervisere har siddet i auditoriet i dertil indrettede "bokse" og givet feedback til de studerende og deres forældre. Vi fik at vide, at Stella var komplet umulig og uengageret og... nej, vel? Her får de jo karakterer i alle fag, og skal reflektere på skrift om det, de lærer. Også i drama og idræt fx. Så på den måde er der noget fagligt at snakke om i alle ni fag. Stella er blevet endnu mere vild med matematik hernede, og der er ingen tvivl om, at hendes matematiklærer også er glad for Stella. Portugisisk er til gengæld ikke noget, som Stella går vildt meget op i at lære. Hun gik heller ikke op i at lære spansk, da vi var i Dhaka. Hun vil hellere være super dygtig til engelsk, siger hun. Det er okay med os. Generelt kører skolen et højt, fagligt niveau, og der er mange lektier, og vi er først og fremmest ovenud tilfredse med, at Stella har givet skolen og lektierne den opmærksomhed og tid der skal til, for at komme ind i fagene og kulturen i skolen.

Vi havde først tid kl. 15-16, så Stella og jeg har hygget i dag.
I morges tog Stella med mig til circuit training. En træningsform der vist alligevel udfordrede hende, selv om hun var langt den yngste. Men åbenbart på en god måde, for hun vil gerne med igen mandag formiddag, hvor vi har aftalt at hoppe i trænerens pool efter træning. Jeg er virkelig glad for, at jeg blev introduceret for dette hold. Især fordi de træner udendørs. Dét elsker jeg.

Ellers må vi desværre konstatere, at der er noget videre uro hernede i landet. Ikke helt som Danmarks borgerkrig om Allan Simonsens deltagelse i VMD. Her er det en magtkamp mellem regeringen og oppositionspartiet Renamo. Det er noget værre rod, der desværre koster menneskeliv. Det lugter lidt af en ny borgerkrig. Omvendt så melder mange ud, at Mozambique har været i for mange krige og set for mange ødelæggelser til at ville risikere det igen.
Men ved I hvad, jeg gider slet ikke at skrive om det. Det er simpelthen så trist, og det er sådan nogle latterlige argumenter, der kommer frem, men jeg husker jo fra Sri Lanka, at der ligger dybe, dybe følelser bag en krig. Som oftest hos en underlegen part, som længe ikke har følt, at de kunne komme til orde. Når de så endelig taler bliver det med åben ild. Vi håber på, at tingene ikke udvikler sig til en borgerkrig, men jeg er ikke for optimistisk.

Nå, Bertas hjemmelavede pizza begynder at dufte herinde i stuerne, så jeg vil bare ønske jer alle en rigtig god weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar