And action! - optagelse af dansevideo

Pigerne her stillede sig helt uopfordrede op og begyndte at danse for Stella og jeg.
Læg mærke til de små, halve kokosnødder som de har på som overdel.

Her styres nogle dansende mozambikanere af en instruktør (som ikke ses på filmen her).

Baggrunden for disse to film finder ud i forrige indlæg - her.

En gåtur med dans og musik

Stella og jeg valgte at gå hjem fra mayfair (se forrige indlæg). Pludselig var der høj musik og dans i gaden, hvilket sådan set ikke er atypisk hernede. Men denne gang var det rimelig høj musik, og dansen så noget mere styret ud. Helt præcist hvad vi var øjenvidner til, ved vi ikke, men det mindede om en form for professionel filmoptagelse - måske til en sangvideo. Se de næste to indlæg.

NB. Beklager, det driller lige lidt at oploade de to små film. Jeg vil forsøge at oploade meget tidligt i morgen, hvor forbindelsen forhåbentligt er bedre.

Dans og glade ansigter.

Rytmer så det basker - hos begge køn.

Action - blev der sagt nogle gange.

De her børn stod og ventede og så på.
Måske de er en del af videoen. 

Da jeg tog kameraet frem for at zoome, kom pigerne her hen og dansede for Stella og jeg.
Se det næste indlæg.

Luksusbazar

Vågnede dejligt tidligt i morges og så solstrålerne trænge gennem sprækkerne mellem mørklægningsgardinerne og vindueskarmen. Solen står op kl. 4:48, så det er dejligt tidligt lyst - for et A-menneske som mig. Jeg åbnede til balkonen og konstaterede, at det ren faktisk var et fantastisk dejligt vejr og cirka 20 graders varme. Så da Jens tog på arbejde, løb jeg mig en tur. En god start på en god dag.

Stella og jeg tilbragte et par timer i formiddags til luksusbazar på en lokal restaurant/café, Café Sol. Her kalder de luksusbazar for Mayfair. Lokale butikker og selvstændige kunstnere og designere havde opstillet boder og solgte sine værker. Der var både smykker, brugskunst, naturmedicin og delikatesser. 

Som altid masser af farver og mønstre.

Det her med at sætte perler på ståltråd, der er formet som især dyr, er meget udbredt her.
Se fx mit nyindkøbte firben nedenfor.

Dagens indkøb. Men jeg bliver nok nødt til at tage derhen igen i morgen...

House coaching

Se lige hvad jeg fik ind ad døren forleden: Bogen House-Coach. Come home to yourself. Skrevet af en fantastisk dansk kvinde, Kirsten Steno. Som jeg er så heldig efterhånden at kende rigtig godt. Blandt andet fordi jeg har haft fornøjelsen af at læse "struktur" på bogen og anskue den med coachens øjne. 

Kirsten er oprindelig indretningsarkitekt og er fornylig blevet certificeret Martha Beck coach. Nu har hun gjort den kunst at kombinere de to interesser og sammen med det verdensomspændende møbelfirma BoConcept udgivet bogen. Lige nu rejser Kirsten verden rundt - bogstavelig talt - og fortæller om konceptet house-coaching. Arbejdet med bogen kørte, mens jeg boede i Danmark, men bogen nåede jeg ikke at få med hertil. Så jeg blev så glad og varm indeni, da jeg stod med bogen i hænderne. Fordi house-coaching kan gøre en forskel.

Kirsten Steno

Svaret på dette spørgsmål finder du i teksten til nedenstående billeder.

Coachende spørgsmål til sammenbragte familiemedlemmer kan resultere i et hjem, hvor alle føler sig tilpas,
hvad enten de bor der hver dag eller hver anden weekend.

Det her kan jeg personligt skrive under på.

Så kort og præcist kan det også siges.
Og "where you are" kan være både mentalt og fysisk.

Blomstrende træer

Jeg har tidligere skrevet om Mozambiques lilla træer. De er nu afblomstret og afløses i gadebilledet af disse røde blomstrende træer. Det er forår her - tæt på sommer - og i Danmark kender vi også til blomstrende frugttræer - men slet ikke i de her stærke farver. Det er på en eller anden måde bare så typisk mozambikansk med alle de farver i gadebilledet.

You, Danish, saved my marriage

Som så mange andre danskere, har jeg set dem alle. Borgen, Livvagterne, Forbrydelsen, Den som dræber - og nu ser jeg Broen, sæson I. Det sjove er, at det er der mange udlændige, der også har. I foråret var vi i London, og her spottede receptionisten straks, at vi var danskere. Han kunne genkende sproget fra de danske tv serier (?!!) Han fortalte, hvordan det var helt fantastisk, at netop de danske tv serier kunne både konen og ham blive enige om at se. "You, Danish, saved my marriage", sagde han i fuld alvor. Hans ynglingsserie var Those who kill (Den som dræber), som jeg på det tidspunkt ikke kendte.

En dag her i Maputo var der igen nogle expats, som fortalte mig, at danske tv serier var fantastisk, intelligent underholdning. Jeg fortalte historien om receptionisten i London, og det hollandske ægtepar svarede i munden på hinanden: "And it's true. We also see them together". Og gud hjælpe mig om jeg ikke også hører om vores tv serier i Sydafrika. Én ting er fra dvd sælgerne, men senest fra ekspedienten i boghandlen, der genkendte vores sprog som dansk - fra Broen (!), som han stærkt anbefaldede. Så den ser jeg så nu.

Det er jo sådan set alletiders at være kendt for andet end Lego og Carlsberg. Det eneste der bekymrer mig er, om udlændinge nu går rundt og tror, at vi danske kvinder er som den kvindetype, som de her serier tegner. Laura Bach i Den som dræber, Sofie Gråbøl i Forbrydelsen og Sofia Helin i Broen. De er alle ekstremt fokuserede, nørdede og følelsesmæssigt afstumpede kvinder. Men min bekymring er sikkert unødvendig, for ingen har nævnt andet, end at det har givet dem kvalitetsunderholdning - og reddet deres ægteskaber. Slet ikke dårlig reklame for lille Danmark.

Project Purpose

Fredag eftermiddag var fokus på Project Purpose - et NGO projekt om prostituerede i alderen 9-24 år og et hjem i Maputo for prostitueredes børn og de yngste piger. 

Der var inviteret til "High Tea" (dvs et siddende tearrangement med en bestemt menu) i den danske ambassadørs hus. Det var en amerikansk kvinde, der i 2001 fik ideen og grundlagde hjemmet, men det var en dansk kvinde, der stod bag velgørenhedsarrangementet. Min rolle var at tage mod entré og være fotograf. Indsamlingen kom fra entré-billetten på 1.500 Mt = 275 kr samt salg af lotteri og champagne. 

Derudover kunne man aflevere sine lettere brugte bh'er til projekt Free the Girls. Projektet går ud på at indsamle brugte bh'er i USA og andre steder og lade tidligere prostituerede sælge dem. 

En absolut god dag for børnehjemmet og projektet. Stemningen var fantastisk positiv, støttende og nysgerrig. Ingen af de tilstedeværende vil glemme dagen eller projektet, og det var formålet.

Kvinden bag velgørenhedsarrangementet

Heldigvis mødte mange op - cirka 60 personer

High Tea er kendetegnet ved bl.a. sandwich og scones med syltetøj og flødeskum

Kvinden bag projektet

Jeg tør næsten ikke skrive, at jeg var halvtræt, da jeg kom hjem, for min rolle var så forsvindende lille ift andres,
men jeg var fyldt godt op med indtryk og navne og ansigter på en masse, for mig, nye mennesker.

Hverdagen

Pt mit ynglingsbillede af Stella

Der sker så meget i øjeblikket, at jeg ikke når at få det skrevet her i bloggen.

I sidste uge var jeg et par dage med en veninde i Nelspruit i Sydafrika. Hun er projektleder hos Project Purpose, som er et børnehjem for prostitueredes børn. Dagene i Nelspruit blev blandt andet brugt på at handle mad og drikkelse til et velgørenhedsarrangement for børnehjemmet. Det sker i morgen, fredag. Det skal jeg nok fortælle meget mere om efter i morgen.

I går havde vi fri - igen -, da der var kommunevalg. Et valg for dem, der bor i kommunerne - og altså ikke for dem, der bor på landet! Det gik heldigvis forholdsvist stille og roligt. Resultatet kender vi ikke rigtigt endnu - og dog, Frelimo bliver siddende. Urolighederne mellem Frelimo og Renamo fortsætter - især nord på. Jeg tør ikke ytre mig for meget om dette, da Google translate til enhver tid kan gøre min blog forståelig og upopulær hos en mozambikaner. En gængs Googlesøgning på Frelimo kan bringe min blog frem blandt søgeresultaterne.

Langsomt udvides mit netværk i byen og sidste invitation lød på fjerdemand i tennis damedouble. Det sker i morgen tidlig. Det har jeg absolut ingen erfaring med, men det skal da prøves. Bagefter er der den sædvanlige, effektive circuit træning.

På lørdag er der luksus basar i byen, som Stella og jeg tager med til. Der er også nogle fashion shows her og der i denne uge. I det hele taget foregår der meget i byen. Koncerter, udstillinger, konferencer m.v. På den måde mærker vi, at vi bor i en civiliseret hovedstad. Det er et spørgsmål om at kunne overskue arrangementerne og så ellers komme afsted til det, man har lyst til.

Men nu skal der studeres. I øjeblikket læser jeg om, hvordan medarbejdere motiveres. Ret interessant!

Weekend i den blå lagune

Intet ur, ingen make-up, ingen sko, kun bikini, sand og vand. Endelig fik vi badet i Mozambique. 

Små tre timers kørsel nord for Maputo ligger Bilene. Der har vi tilbragt weekenden. For Stellas vedkommende blev det meste af tiden tilbragt i vandet. Vandet var helt fantastisk klart og varmt. På et tidspunkt da Stella og jeg skulle i vandet, trak vi instinktivt maverne ind, for nu kom det kolde gys jo, men nej, især i går, lørdag, var det meget varmt. Maldiverne varmt. Love it!

Der var ikke ret mange mennesker. Dejligt! Stedet besøges åbenbart flittigt af sydafrikanere og mozambikanere, der bruger stedet som legeplads for deres speedbåd og jetski. Det kunne jeg godt forestille mig var irriterende, hvis der var mange mennesker, men nu her betød det bare, at vi havde noget at kigge på.

Vi valgte at overnatte i en bungalow på stranden på Complexo Palmeiras. Spartansk, men velfungerende. Desværre er det et lidt kedeligt menukort og en kedelig kvalitet, som stedets restaurant har. Og det er her, Mozambikanske strande tilsyneladende adskiller sig fra tilsvarende steder i fx Thailand. Vandet og sandet er fantastisk, men den der luksus, "selvforkæleri" og byen med butikker og restauranter en masse for turisterne er her slet ikke. I stedet er det sådan meget afslappet, halvsnusket og ja, naturligt. Jeg savner ikke hotelpromenaden fra andre byer, meeeen jeg kunne nu godt tænke mig lidt mere luksus. Man er vel forvænt. 

Her vil vi helt sikkert køre op for en enkelt dag en anden gang.

Frokost med udsigt og varm vind i håret

Badenymfer med lokal fisker i baggrunden.

Restaurant til højre. Boliger til venstre.

Vores hytte var den i midten af billedet.
Dejligt tæt på vandet.
Det er desværre ikke vores jetski, der ligger og venter i vandkanten.

Stella nød hvert et minut i vandet.

Der skal godt med solcreme til at beskytte sig under afrikas stærke sol.
Det nåede Stella og Jens at konstatere.

På onsdag er der regionsvalg.
På hjemturen kom vi til at køre bag tilhængere af det nuværende regeringsparti: Frelimo.
Som altid er der fest og farver hos mozambikanerne. 

Cocopine

Efter en omgang træning i varmen er den her drik altså bare det skønneste. Skal nydes iskold. Cocopine er en sammensætning af coconut og pineapple dvs. kokosmælk og ananassaft. Jep, jeg ved det. Det lyder ikke delikat, men det er det. Måske lidt sødt. Før mormor kommer, må jeg nok hellere tjekke, hvordan den fungerer med vodka. En before-dinner-drink er en del af vores ferierutiner. Her hedder det godt nok en Sundowner. Whatever, det er det i glasset, der tæller.

Julen kom med flyveren

Så dejligt at vågne op til dette syn.

Se lige hvad vi fik fløjet ind fra Danmark i går aftes sent. Firmaet har besøg fra Danmark, og det betød, at vi fik mulighed for at få de ting, der altid er godt at få hjemmefra. Det var Jens, der kørte i lufthavnen, og det var ham, der fik æren af at pakke tingene ud. Det var knap så stor en fornøjelse, for  sovsekuløren var løbet ud af tuben og videre ud af posen, som den var pakket ind i. Så det hele var godt og vel sovset ind. Godt det kun lå sammen med de andre madvarer og ikke tøj etc.

Marcipanbrød, lakrids og blade. Yes! Stella spiste simpelthen et af Anthon Bergs marcipanbrød til morgenmad - i sengen - sammen med Vi unge. ;-) Ribsgele, rødkål, kirsebærsauce, kalenderlys og grødris. Endnu mere yes! Juleaften er næsten reddet. Bortset fra at vi mangler anden.

Stella og jeg er alene hjemme hele helligdagen her. Vi var til circuit træning i morges, efterfulgt af en tur i poolen. Så en tur i parken og spise frokost. Hjem og surfe og læse og hygge. I aften står den på risengrød, som Stella skal lave - og så ellers hygge med bladene igen.

Så nu er julen så småt ved at krybe ind i huset her også.

PS. En kæmpe stor tak også til Jens' kollega, som har sørget for at handle disse ting til os!

Frokost i parken på Campo di Fiori - en af Stellas ynglingsrestauranter.
Heldigt nok at vi kun bor 100 meter derfra.

Så er det weekend - efter skole-hjem-samtale

Det er fredag, og klokken er 17. Berta er netop gået hjem, og der venter os en dejlig lang weekend. Det er helligdag på mandag, så ingen skole. Jens skal dog arbejde.

I morgen eftermiddag skal jeg banke ham i tennis (not!), og søndag skal jeg til yoga (hvor han desværre ikke deltager, for der ville jeg helt sikkert slå ham).

Faktisk har Stella også været hjemme i dag, da underviserne har dedikeret hele dagen til skole-hjem-samtaler for de ældre klasser. Hendes undervisere har siddet i auditoriet i dertil indrettede "bokse" og givet feedback til de studerende og deres forældre. Vi fik at vide, at Stella var komplet umulig og uengageret og... nej, vel? Her får de jo karakterer i alle fag, og skal reflektere på skrift om det, de lærer. Også i drama og idræt fx. Så på den måde er der noget fagligt at snakke om i alle ni fag. Stella er blevet endnu mere vild med matematik hernede, og der er ingen tvivl om, at hendes matematiklærer også er glad for Stella. Portugisisk er til gengæld ikke noget, som Stella går vildt meget op i at lære. Hun gik heller ikke op i at lære spansk, da vi var i Dhaka. Hun vil hellere være super dygtig til engelsk, siger hun. Det er okay med os. Generelt kører skolen et højt, fagligt niveau, og der er mange lektier, og vi er først og fremmest ovenud tilfredse med, at Stella har givet skolen og lektierne den opmærksomhed og tid der skal til, for at komme ind i fagene og kulturen i skolen.

Vi havde først tid kl. 15-16, så Stella og jeg har hygget i dag.
I morges tog Stella med mig til circuit training. En træningsform der vist alligevel udfordrede hende, selv om hun var langt den yngste. Men åbenbart på en god måde, for hun vil gerne med igen mandag formiddag, hvor vi har aftalt at hoppe i trænerens pool efter træning. Jeg er virkelig glad for, at jeg blev introduceret for dette hold. Især fordi de træner udendørs. Dét elsker jeg.

Ellers må vi desværre konstatere, at der er noget videre uro hernede i landet. Ikke helt som Danmarks borgerkrig om Allan Simonsens deltagelse i VMD. Her er det en magtkamp mellem regeringen og oppositionspartiet Renamo. Det er noget værre rod, der desværre koster menneskeliv. Det lugter lidt af en ny borgerkrig. Omvendt så melder mange ud, at Mozambique har været i for mange krige og set for mange ødelæggelser til at ville risikere det igen.
Men ved I hvad, jeg gider slet ikke at skrive om det. Det er simpelthen så trist, og det er sådan nogle latterlige argumenter, der kommer frem, men jeg husker jo fra Sri Lanka, at der ligger dybe, dybe følelser bag en krig. Som oftest hos en underlegen part, som længe ikke har følt, at de kunne komme til orde. Når de så endelig taler bliver det med åben ild. Vi håber på, at tingene ikke udvikler sig til en borgerkrig, men jeg er ikke for optimistisk.

Nå, Bertas hjemmelavede pizza begynder at dufte herinde i stuerne, så jeg vil bare ønske jer alle en rigtig god weekend.

Hvad jeg ellers roder med

Vores fine og meget nyttige myggenet i soveværelset.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvor velgørenhed gemmer sig henne her i byen. I Dhaka og Sri Lanka var der brug for ens hænder og hoved overalt. Mange af de kvinder jeg kender er involveret i sport eller skolen eller ingenting, og i alt fald det der med skolen er ikke lige mig. Skolen har en slags forældrekomité, som står for arrangementer for studerende, forældre og skolens ansatte. Yderst vigtigt og meget flittige og kreative forældre, der løser en masse praktiske opgaver. Men altså... mig der fuldt ud overlader køkkenet til Berta og som ikke engang melder mig til at arrangere firmaets julefrokost i DK. Nej, det der arrangere fest er ikke lige mig. Jeg koncentrerer mig i øjeblikket om mit læseri og ser, hvad der dukker op af velgørenhed, jeg har lyst til at kaste mig over.

I stedet har jeg involveret mig med myggenet-damen. Måske nogle af jer husker, at jeg en lørdag formiddag sad og skrev et blogindlæg, mens jeg ventede på en dame, som skulle komme og måle op til myggenet rundt om vores senge. Hun har ingen hjemmeside, og hun vil så frygtelig gerne have det. Så jeg har frivilligt påtaget mig at samle et team, der kan få sådan en på benene. Interviewet ejeren om, hvad hun vil med sin hjemmeside. Hvordan den skal se ud. Haft møde med en grafiker. Et andet møde med en journalist, en amerikaner, som kan sørge for både perfekt engelsk/amerikansk og portugisisk. Etc.

Jeg har også meldt mig til skolens "tekniske komité", som har til opgave at skrive en strategi for området. Desværre er jeg her afhængig af en af underviserne, som er tovholder for gruppen, og der sker ikke meget på den front. Foreløbigt lader jeg det ligge og afventer. På et tidspunkt springer jeg sikkert op i hovedet på ham, som trold ud af en æske, og beder ham redegøre for, hvorfor pokker der ikke sker en disse, river tastaturet ud af hænderne på ham og går i gang med at skrive et koncept og en tids- og handleplan for strategien. I så fald er det fordi, at jeg er klar ;-)

Mit læseri

Udsigten fra mit skrivebord:
Charlie, der ligger - med direkte view til gaden - og overskuer verdenssituationen fra hoveddøren.

Jeg knokler i øjeblikket med min casebeskrivelse til modul 4 på mini-MBA'en. Dette modul handler bl.a. om kriseledelse og virksomhedernes muligheder og motivation for at arbejde med social ansvarlighed og bæredygtighed. Jeg synes, at det er super spændende, relevant og yderst brugbart, men det er altså lidt trist at sidde alene med det. Heldigvis har jeg en god sparringspartner i Jens, som jeg spiller bold op ad, indtil det står klart for mig, mens jeg snakker til ham (vi er nogle, som ikke tænker før vi taler), hvad jeg har forstået og i øvrigt selv mener, at virksomhederne burde gøre.

Der er i alt 6 moduler, så jeg er over halvvejs. Jeg gruer lidt for eksamen, fordi den er skriftlig, og der kun er kort tid til at løse cases. Jeg har altid foretrukket mundtlige eksamener. Jeg må vist arbejde med under forberedelsen at gribe de skriftlige eksamener an, som om det var en mundtlig. For jeg kan godt lide at skrive. Elsker faktisk at lege med ordene og bytte rundt på sætninger, så budskaber står mere skarpt. Det vigtigste er dog, at jeg kan lide emnerne.

At vælge mini-MBA'en var det rigtige valg for mig. Jeg er SÅ glad for, at jeg lyttede til min mavefornemmelse, der sagde, at jeg ikke skulle kaste mig ud i større, 2-årige akademisk uddannelse. Min hjerne talte for at tage den store mundfuld, mens mit hjerte sagde noget andet. Jeg commiter mig, og så ender jeg med at sidde her i min stol og læse og læse og læse. Så ville jeg aldrig få oplevet Maputo og dets liv. De her seks moduler er til at overskue.

Her går vi med horn

Jeg har haft en fed oplevelse i dag. En uventet oplevelse. 

En af mine veninder hernede havde de flotteste øreringe på en dag. Lavet af kohorn. Jer der kender mig ved, at jeg er meget interesseret i smykker. Så vi aftalte at besøge designeren: Astrid, en schweizisk, fastboende kvinde. I formiddags kørte vi til hendes workshop. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forventet, men i alt fald endte det med et uhyre interessant indblik i produktionen af smykker af kohorn. Ja, og da også med lidt afgivning af ordre og køb af smykker.

Lige ved gaten til workshoppen ligger denne bunke kohorn.

Hornene skæres op og koges indtil de bliver bløde, og de kan presses flade,
hvis det er det, der er behov for.

På halvmuren ligger to stykker rå horn, der har været kogt og er blevet rettet ud.
De er nu parate til at blive skåret og slebet i forskellige faconer og tykkelser.

Ret primitive, men effektive metoder

Kunstneren selv i midten med front denne vej.
Omgivet af dem der sidder og sliber hornene.

Ved denne arbejdsplads finslibes hornstykkerne, så de bliver glatte og blanke.

Her er så bare et lille udvalg af hendes design,
der også tæller armbånd, halskæder, ringe, tilbehør til tasker og ja, meget mere.

Hvad jeg købte til mig selv

Så nu går jeg også med horn ;-)

Jeg kan jo ikke lade være med at sidde og tænke på min "juvelerveninde" Charlotte fra Sri Lanka og på, at det kunne være spændende at kombinere det rå kohorn med de blinkende safirer...

Welcome to Mozambique, Dona Mia

"Welcome to Mozambique, Dona Mia". Sådan sagde Berta, da jeg viste hende mit D.I.R.E. Min opholdstilladelse og dermed erstatning for det midlertidige visa i mit pas.

Der er det mærkelige ved visa, at det gælder for en vis periode (fx gjaldt vores visa 6 måneder) - og inden for denne periode må man max være i landet i 30 dage. Det vil helt konkret sige, at vi har været nødt til i slutningen af en 30-dages periode at forlade landet og komme retur med vilje, for at opnå en ny 30-dages periode. Indtil vi nu har fået et mere permanent af slagsen: et DIRE, der gælder for et år.

Nu har vi alle tre sådan et lille hårdt, plastikkort på størrelse med et kreditkort. Vi skal altid have det på os. Hvorfor er det så lige så interessant? Fordi det altså ikke sådan bare lige er til at få fat i. Det kan tage fra flere uger til flere måneder, at få det. Ja, og så selvfølgelig lige den lille finesse, at uden det måtte vi ikke være her, for vores visa er udløbet.