Stellas værelse

Så er Stellas værelse færdigindrettet. Hun har ventet på sit myggenet (myggene har vi heldigvis ikke set meget til endnu). Nu er hun på plads. En yderst kreativ indretning med malede og klippede wc-ruller, selvlavede bogstaver, billedecollager og masser af farver. Det er blevet super godt og hyggeligt.

Berta eeeelsker at være inde i hendes værelse. Berta er også selv ekstremt kreativ og fremstiller sine egne smykker. Jeg har fået flere par flotte øreringe af hende, og kan snart ikke nå at gå med alle de smykker.

Myggenettet er fremstillet i specialmål,
så der bliver et lille gangareal til venstre for sengen, når nettet er slået ned.

Værtinden og hendes sædvanlige tunge 

De tre "blomster" øverst er lavet af tilklippede, sammenklistrede og sprøjtemalede wc-ruller.

Stellas' samling af armbånd, som stødt vokser hernede.
Hun går stort set med dem alle på én gang.

Memories af steder, familie og ikke mindst venner fra nær og fjern

En "bølge" af billeder dækker skabslågerne.
I baggrunden anes døren til hendes badeværelse.

Søndagsyoga

Så fandt jeg mig endelig et yogahold. Ja, det vil sige, det vides endnu ikke, om der er tale om et hold eller blot nogle enkeltforestillinger. Det er underviseren ved at finde ud af. I alt fald er min krop slet ikke i tvivl om, at den har været udsat for noget, den ikke har gjort længe. 

Som billederne viser, er der tale om udendørs yoga - på en café, som vist nok er for vegetarer. Efter yoga var der derfor mulighed for at købe brunch. Og hvilken brunch. I går bestod den af ananas med frisk kokosdrik, urtete, fuldkornspandekager med frisk frugt og avocadodressing og til sidst jordbærsmoothie. Mums.

Vi var 10-12 stykker, så jeg håber, at underviseren vil fortsætte.

Underviseren kører en ret hård form for yoga, så 50% af os var mænd.
Det har jeg aldrig prøvet før. Altså at så mange mænd deltog.

Kokken i sin ydmyge café med udendørs køkken.

Skilte - ikke bare for sjov

På vores tur gennem Swaziland, Sydafrika og Mozambique stødte vi på nogle lidt anderledes skilte, der siger en del om, hvor vi er.

Swaziland - den der fisk til højre er vi ikke lige med på

Vejskilt i Durban

I Sydafrika findes dette skilt, lige inden der kommer vejarbejde

Lidt svært at finde et sted, hvor man udendørs kan nyde sine medbragte Berta-pandekager med kokos,
når sådanne skilte her hele tiden varsler, at man ikke er alene.

Udbredt skilt i Sydafrika, hvor de gør meget ud af, at der er steder, hvor de ikke tolere vejboder.

Skiltet her er fra det der skrækkelige stykke "vej" vi kørte hjem gennem Mozambique (forrige indlæg).
Kan I nu forstå, at jeg bare var glad for, at vi kørte og ikke sad fast?

En tur gennem bushen hjem

Hjemturen fortjener sit helt eget indlæg, for hvilken tur. Det tog 9 timer inklusiv pauser at køre gennem Swaziland til Durban. Det tog cirka 13 timer inklusiv pauser at komme hjem. Vi havde valgt at køre langs kysten op til Maputo - altså stik nord på. Det var måske ikke den smarteste beslutning, men en oplevelse blev det.

Så FLOT valgte vores sidste morgen på hotellet at være.
Allerede kl. 5 varslede solen og varmen om en fantastisk badedag
- som vi havde gået og hungret efter i de fire dage, vi havde været der
- og nu skulle vi bare tidligt op for at komme hjem.

The Golden Mile ligger bare og venter på, at jeg løber en tur på den - pokkers også at vi skulle hjem.
Selv nu hvor jeg ser billedet tænker jeg pokkers.

Vandet havde kun bitte små bølger denne morgen.

Ud på de flotte sydafrikanske motorveje med palmer i midterrabatten.

Sydafrikas svar på Starbucks: Mugg & Bean - blot bedre (Jep, Elsebeth - Bedre!)
Langs motorveje hedder de Mugg & Bean on the move.

Før grænsen til Mozambique: Fine, fine veje - også selv om de fører ud hvor næsten ingen bor.
Efter grænsen til Mozambique: Der findes simpelthen ikke asfaltveje.

De første 10 minutter var det virkelig sjovt at observere og køre i.
Godt at vi på dette tidspunkt ikke vidste, at der slet ikke ville komme ordentlige veje på resten
af de cirka 130 km vi havde til færgen til Maputo.

Åh, hvor skal vi hen du? Uundværligt med en GPS.

Frokost i Ponta Do Ouro - helt ude ved stranden.
Vi spurgte tjeneren, hvor lang tid det ville tage at køre til færgelejet, hvor vi kunne tage færgen til Maputo.
Da han svarede 3 timer, mente Stella, at han da måtte mene, at vi var gående,
for det kunne da umuligt tage 3 timer at køre godt 100 km. Det kom til at tage 3 en halv time!

Endnu glad og ved godt mod.

Så kender vi Stella igen.

Deeejlig strand. Her vil vi gerne komme igen - NOT, med den køretur.

Her er noget af det bedre vej, vi kørte på.
Vi var under pres, for vi skulle helst nå færgelejet inden det blev mørkt kl. 18.
Vi ankom til færgen kl. 18.40, og da havde Jens kørt fuldstændig koncenteret,
mens Stella og jeg hoppede rundt i bilen ved de mange bumb og sving.
I 3 og en halv time.
Inderst inde tænkte jeg hele tiden: "Når bare vi køre, så er det godt".
Jeg ville så nødigt sidde fast der midt i bushen  omringet af vilde dyr.

Vel hjemme med en møgbeskidt bil.

Det tog nogle timer at gøre bilen rent i morges.

Konklusionen på hele vores ferie kan du læse om her - i det første indlæg om turen.

The Big Five i Zululand

Midt i zululand lever også The Big Five: elefanten, løven, leoparden, næsehornet og bøflen. Det er de fem, man helst skal se på en god safari (så skal den godt nok også være god). Vi har set elefanter og leopard (et stk.) på Sri Lanka. Og nu har vi set løven også. Faktisk så vi mange løver, for der var tale om en indhegning. Uhyggeligt at blive "lukket ind til dem". Samtidig fascinerende at være så tæt på dem.

Se evt. tidligere indlæg om The Big Five på pengesedler.

I dette landskab er løvernes indhegning

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Disneys tegnefilm: Løvernes konge.

Zulu!

Af en eller anden årsag opstod der, da jeg fortalte om vores udstationering i Afrika på mit arbejde, et udtryk mellem os: Zulu! Nu hvor vi var i zulu-kongernes egen provins, skulle fænomenet da nærstuderes. Vi valgte at køre en tur til Shakaland - et frilandsmuseum. Efter godt og vel to timers kørsel viste det sig at være et dumt valg. Ved ankomst fandt vi ud af, at man kun kunne benytte sig af en tre timers pakkeløsning med zuludans, -mad og rundvisning. Det havde vi ikke lige lyst til at binde os til. Anyway, vi fik set os lidt omkring og snuset til kulturen.

Shakalands indgang

Shakaland ligger smukt ved en stor sø.

Zulu!, siger jeg. Billedet er taget til ære for mine kolleger.

Durbans stadium

Durbans stadium er ikke til at overse. Det ligger ud til motorvejen. Det kan ses både dag og nat - især gør det sig flot nede fra stranden. Moses Mabhida Stadium, som det officielt hedder, er det første stadium jeg nogensinde har besøgt. Jeg har heller aldrig været i parken. 

Dette indlæg er dedikeret til mine to fodboldtossede nevøer: Arthur og Richard, som allerede har set mange af slagsen.

Det er bygget til FIFA World Cup i 2010. Den gang kunne det rumme 62.750 tilskuere. I dag er de øverste sæder fjernet, og det står til at kunne rumme 54.000. De kan udvide stadium any time de har lyst.

Jens har læst, at de to ben symboliserer de hvide og de sorte, som er blevet ét folk
- ét ben på midten og resten af vejen ned på den anden side.

De to ben kører sammen og danner en glidebane,
hvor man kan køre op på toppen i et glasbur og se ud over byen.

Imponerende arkitektur og ingeniørarbejde.

Hvis I kigger rigtig godt efter, så kan I se mennesker på fjerde afsats.
Det er nogle der er lige ved at bungy jumpe.

Fodboldspillerne har det godt her i Spa-afdelingen med både iskolde badekar og jacuzzi kar.

Danmarks trøjen manglede.

De blå sæder står for havet.
De orange for solopgang og -nedgang.

Imponerende flot bygning.

Jeg synes jo, at hele stadium og logoet umiskendeligt minder om Zuluskjoldet og spyddet
- i karikeret form, men det kendte rundviseren ikke noget til.