Farvel til min trofaste ven, bloggen, og farvel til Afrika

Taskerne lavet af capulana vil altid fange mit blik og gøre mig glad.

Jens bor godt nok stadigvæk i Mozambique lidt endnu, men vi tre tøser er tilbage i Kolding. Og i morgen, fredag den 1. august 2014, begynder jeg på arbejde igen. Et års orlov er slut. Et års udstationering i Mozambique, Afrika, er slut. Derfor bliver dette også bloggens sidste indlæg.

Inden af os havde været i Afrika før, og ingen af os kendte til Mozambiques hovedstad, Maputo.
Wauv, godt vi tog derned.

Maputos klima er det bedste vi har levet i indtil dags dato. Godt nok kan det blive koldt om natten i vintermånederne juni til august, men dagene er som regel fuld af sol og varme. Blæsten fra vandet sørger for, at det ikke bliver for varmt i januar til marts.

Vi har været heldige at møde og være omgivet af fantastiske mennesker. Både kolleger og ansatte og andre udstationerede. For mig er det mest kvinderne fra circuit training og yoga, der fortsat vil være i mit hjerte.

Skolen kunne have været bedre. Så absolut.

Landet er mere velorganiseret end de andre lande, vi kender, til gengæld har vi aldrig hørt om så meget kriminalitet omkring os. Kidnapninger, korruption, skudepisoder. Det var øv.

Sydafrika var et FANTASTISK bekendtskab. Hold fast hvor har vi nydt mange dejlige måltider i det land. Vandret og river raftet i flot, flot og stor natur. Drukket masser af deres vine.

På den ene side er Mozambique bare så skønt og så rigt med sit klima og sine naturråvarer, at man tænker, at det skal nok blive godt. På den anden side tænker man, puha, der er godt nok lang vej endnu, og fattigdommen gør, at man - jeg! - har tvivlet på, om det falder godt ud i den nærmeste fremtid, eller om de bare vil slås og myrde hinanden for at få del i rigdommen. Jeg krydser fingre for, at uddannelsesniveauet stiger, og at medmenneskeligheden sejrer.

Jeg har kigget billederne igennem fra det sidste år og udvalgt nedenstående til jer - mine trofaste læsere. Tak til alle jer, der har fuldt os og givet kommentarer i min mailboks og på Facebook. Uden jeres interesse i bloggen og vores liv, ville vi stå helt alene med oplevelserne. Og oplevelser er til for at deles! For de påvirker vores hjerne og hjerte. Ligesom Afrika, der var så fremmede i starten og endte med at give os følelsen af, at her var vi også hjemme.

Stella på vej i skole.  Ren luksus.

Min elskede hula-bula-taske, som jeg kalder den. Den var ment til at være en midlertidig håndtaske,
men den står lige her ved siden af min stol i Danmark. Den skiller jeg mig nok aldrig af med.

Stella foran sin locker nr. 37.

Uden Berta var det aldrig gået så godt. Berta, erindringen om dit smil vil altid få mig til at smile.

De forholdsvise lange, mørke hverdagsaftener, hvor vi hyggede i stuen med film, men mest bøger.

En af vores kære vagter, som jeg trods sprogvanskeligheder kommunikerede med.
De forstod i alt fald godt, når noget skulle laves ;-) 

Charlie fotograferet på toppen af køkkenskabene, hvor han ikke måtte være.
Hvis han kunne vælge, ville han helt sikkert vælge den danske have og natur, han fiser rundt i nu.
Og han ville helt sikkert fravælge enhver flyvetur, men vi er super glade for, at vi tog ham med,
og han har tilsyneladende ikke lidt nogen last.

Stella gjorde det godt på fodboldholdet, også selv om det kunne være varmt at træne om eftermiddagen efter skole.

De her sushi-platter har Stella og Jens delt mange af i Ilanga, Nelspruit.
Jeg synes at kunne huske, at platten kostede en lille 100 kr.
I DK får man ikke meget frisklavet sushi (på restaurant) for 100 kr.

Jeg fortærer tapas. Der skylles ned med sydafrikansk vin.
Chez Vincent har budt på nogle af mit livs bedste gourmet- og helhedsoplevelser.

Det varmeste vi oplevede var faktisk 46 grader, men ellers lå temperaturerne konstant omkring de 25 om dagen
og op til de over 30 under afrikansk sommer.

Vi holdt efterårsferie i Durban, Sydafrika. 

I Sydafrika skulle vi altid have en kop et eller andet fra Mugg & Bean.
I Kolding Storcenter koster en kop et eller andet-Starbuck tæt på 50 kr.

Det første stykke kohorns-smykke, men ikke det sidste...

Vores smukke 13-årige Stella, som fyldte 14, mens vi var der og som voksede mig over hovedet det år.
Selv om hendes tykke og lange hår og lange, flotte ben kunne antyde, at jeg ikke er hendes mor.
Så er jeg det altså!

Stellas absolutte favorit-strand: Bilene. 

Vi andre måtte også holde af Bilenes blå lagune, som har noget mere stille vand end langs den mozambikanske kyst.

Ord ikke nødvendige.

Cape Town, hvor jeg håber, at jeg engang skal besøge dig igen.

Cape Town by night.

Vinmarkerne uden for Cape Town. Vi kom til at holde meget af udvalgte sydafrikanske vine.
Fat Bastard endte med at blive vores favorit rødvin. 

Tablemountain, du var en udsøgt fornøjelse af besøge og vandre rundt på.

Cape Point, hvem havde troet at jeg skulle besøge et af de sydligste punkter på jorden.
Dem som jeg sad og nærstuderede i geografitimerne, fordi jeg havde problemer med at huske, hvilken af dem der hed Cape det ene og Cape det andet. Det kniber stadigvæk.

Bedst som vi sidder og spejder i det fjerne efter vilde dyr, stiller de sig op lige foran os.
Åh, ja, en af de gode safari-oplevelser. 

Heldigvis havde vi mormor og morfar med. Heldigvis kom de ned til os.
Det mest triste ved at rejse hjem er, at vi har måttet afslog besøg fra andre familie og venner.
Det kunne have været så fedt at vise dem rundt.

Tofo, nord for Maputo, var en eksotisk oplevelse.
Sol, palmer, friskfanget fisk, driverliv... I just love it.

Cafeen i parken. Vores andet hjem, selv om maden ikke var specielt god.

Min gave til mig selv, da jeg havde bestået min mini-MBA-eksamen.

Bedre yoga kommer jeg nok aldrig til at dyrke.

Maputo set fra vandet.

Både Swazilands befolkning og natur overraskede os positivt.

Hende her den skønne kunne vi jo desværre ikke have med, da hun var udvekslingsstudent i USA.
Men takket være WhtasApp og Skype og Facetime havde vi mange gode samtaler.
Hun dansede endda med rundt om plastik juletræet (mens hun sad inde i Ipaden), da vi fejrede juleaften med mormor og morfar den 4. januar.

Min elskede fotograf.
Uden ham havde I ikke fået de skønne billeder, og uden ham havde turen ikke været nær så sjov og skøn.

Arika er rykket ind i huset

En engelsk kvinde har mens hun boede i Afrika malet disse herlige,
farverige og meget sigende billeder af det daglige, afrikanske liv.
Jeg faldt pladask for dem. De får mig til at smile bredt.

Efter at kasserne er kommet til Danmark og er blevet tømt - er Afrika blevet integreret i indretningen.

PS. Og SÅ vidunderligt at have hurtigt internet igen.

Safari postkort og postkort af proteablomsten, som vi så over alt på Kap det gode håb, Afrikas sydspids.
Sarinas tur til Houston er også kommet op: Don't mess with Texas, og det lyder som om, at de mener det.

Vi har boet i Sri Lanka = budhha figuren, Bangladesh = moske "lygten" og Mozambique = trævasen.

Endnu et lille billede af en festlig situation i en landsby.
Afbilledet så man nærmest kan høre dansen, trommerne og sang.
Side om side med et lille farverigt firben, lavet på traditionel vis af ståltråd og perler.

Nogle af de mange bøger jeg har haft fornøjelsen af at læse i Mozambique.
Corban Addison er ny og endnu ikke oversat til dansk.
Hans bøger om verdensomspændende børnesalg og -prostitution er barske men gode og oplysende.
The Birth Order Book der omhandler en af de ting, jeg er overbevist om påvirker os dybt og meget:
Hvilken række vi selv og vores forældre er i søskendeflokken.
The man who couldn't stop af David Adam har jeg til gode at læse.
Den blev anbefalet af min "ynglingsbogsælger" (hvis man kan ha' sådan en?!) i Nelspruit.

Mine tre mozambikanske figurer.

Kasserne fra Maputo til Danmark

Kasserne fra Maputo ankom forrige uge.
De indeholder de engelske bøger, vi har indkøbt i Sydafrika, nyindkøbt brugskunst (primært i træ), nyindkøbte duge, spil, mine tennisting, sko m.v.
Konklusion: Vi havde kvantitativt det samme med til Danmark som fra Danmark for et år siden. Indholdet har blot ændret sig en smule.