Shopping in Maputo

Bag disse porte mellem to restauranter ligger for enden af en lang indkørsel et lille rum, der rummer Mozkitos varer.

 Ligesom i Sri Lanka og Bangladesh gemmer der sig i Maputos gader nogle forretninger, man bliver nødt til at få fortalt eksisterer, ellers ville man aldrig finde dem. Det gælder for eksempel butikken Mozkito. Jeg fik en taske derfra i værtindegave og fandt dem på Facebook. Det smarte er jo, at de kan være synlige på Facebook. Se selv her.

Forkortelsen for Mozambique er Moz. Her sat sammen med en forenkling af ordet mosquitos (myg).
Herligt navn, synes jeg. Selv om de små sataner i øjeblikket spreder malaria her i byen hurtigere end godt er.

Så fint ser der ud inden for i det lille rum. Farverige tasker syet af flotte capulana-stoffer.

Modsat Sri Lanka og Bangladesh, får man ikke noget foræret her. Priserne er over 100 kr stykket. Men det er også flot håndværk.
Og modsat Sri Lanka og Bangladesh går pengene ikke til nogen damer ude på landet eller et sundhedscenter eller andet.
De ryger lige i lommen på designeren. Jeg kan så håbe på, at designeren har en masse lokale ansat.

Dagens køb: Et indkøbsnet, så jeg ikke har dårlig samvittighed over alle de plastikposer jeg får i supermarkederne.

God weekend

Min julegave fra Jens: En fantastisk flot maske fra det afrikanske land Mali.
Den er ikke dyster og krigeragtig som mange af de andre masker, jeg ellers ser på markederne. 

Det er lørdag eftermiddag, og klokken er cirka 17. Jeg ved fra Facebook og mails, at I i Danmark har haft nogle kedelig uger - måneder? - vejrmæssigt. Mens I venter på, om vinteren for alvor tager fat i lille Danmark, eller om det der mellemvejr skal fortsætte, ja, så har vi konstateret, at sommeren er kommet til Mozambique. For søren her kan blive varmt - mange dage i træk med over 30 grader - og uden en sky på himlen. Det er en helt speciel oplevelse at stille sig ud i solen til middag. Ingen skygge. Den står du på, og så ellers bare brændende varme oven i knolden. To sekunder og man sveder. Ikke kun under armene og på ryggen. Overalt - på arme og ben kommer der svedperler. Så ja, det gør vi ikke lige. Som morfar sagde: "Åh, det er så godt med de skyer". I går aftes var vi til norsk "burdagskalas", og da var det 28 grader klokken 22.  Men nu ser det ud til at vende lidt. Lige nu er det faktisk begyndt at regne - men det betyder ikke, at "luften renses", som vi siger i DK. Det betyder bare, at temperaturen falder et par grader, fordi der kommer skyer! De kalder jo også denne periode for regntid, men det virker lidt grinagtigt for en nordeuropæer, som kender til regn og blæst i dagevis. Sommeren i Maputo er varm, solrig og med regn af og til.

A propos gårsdagens norske fødselsdagsfest, så var det en herlig aften med både børn og voksne, der talte svensk, norsk - og engelsk, når vi ikke forstod hinanden ;-) Jens klarer sig fint sprogligt, men Stella og jeg skal virkelig spidse ører, især når de er mange, der taler sammen, så er det svært at følge med. De første norsk/svenske ord kunne såmænd lige så godt have været russiske, kunne vi se på Stella i sidste måned, da vi begyndte at komme på den Skandinaviske skole. Og da jeg blev spurgt, om vi havde et du (udtales sådan på norsk), måtte jeg også sige, at det vidste jeg ikke, for jeg forstod, ikke hvad det var. Det er et toilet. Så festligt et sprog. Vi kunne for øvrigt konstatere, at også de norske og svenske fødselsdagssange er meget mere festlige end vores obligatoriske "I dag er det Xs fødselsdag".

Hverdagen har for længst indfundet sig efter mormor og morfars afsked, og vi går så småt og overvejer, hvad vi gerne vil nå at se og opleve inden sommerferien. Sarina har allerede lavet sig en bucket list. Mærkeligt ord, men god ide.

I morgen står den på håndbold. Vi mødes nogle danskere og skal forhåbentligt fejre sejren sammen efter kampen. God kamp - og god weekend!

Krybskytter jages i Kruger

Måske I kan huske, at jeg skrev, at jeg i Kruger Nationalpark i høj grad havde følelsen af at være på dyrenes territorium og ikke menneskenes som i en zoologisk have i Danmark. Den følelse kom blandt andet fra vores guide, som var så ydmyg over for naturen og dyrene. Og så selvfølgelig det faktum, at parken bare er så kæmpe stor. Jeg glemte at skrive, at en tredje ting peger på, hvor højt parken værdsættes: Det er tilladt for dem, der passer på parken, at skyde krybskytter. Dyrenes liv sættes altså højere end menneskers liv.

Siden nytår er der blevet skudt 11 næsehorns-krybskytter.
I 2013 blev 123 arresteret for krybskytteri.

Her kan læses flere detaljer om jagten på krybskytter.

På gensyn til mormor og morfar

Sidste måltid mad på terrassen denne gang. Det er frokosttid, og Stella er i skole.

 Så er der antiklimaks i huset her. Mormor og morfar sidder lige nu på flyet til Johannesburg, hvorfra de flyver videre til Danmark natten over. De har været her siden den 3. januar, så her er mærkeligt stille. Med mormor og morfars ankomst begyndte vi også at bruge vores gårdhave/terrasse. Både vores chauffør og Berta sagde til dem, at de ville savne at have dem siddende ved bordet og sprede hygge. Ja, det vil vi alle. Vi har gættet rigtigt mange kryds-og-tværs ved det bord, både hver for sig og sammen og på kryds og tværs af hinanden.

De nåede at komme på safari i Kruger Nationalpark, på shopping i Sydafrika, på strandtur nord for Maputo og bare leve livet i Maputo. De fik snakket masser af både engelsk og portugisisk, og det gik faktisk rigtig godt. Og min far har smuglet op til flere pakker Colgate ud af Mozambique a 6 kr for de store 110 ml tuber. Jeg har aldrig tænkt over prisen på tandpasta hernede, men kan da godt se, at det er billigt. Sådan har vi haft fornøjelsen af at se tingene omkring os gennem deres øjne. Dog er de lige så forskrækket som os over mængden af affald i gaderne. Noget vi slet ikke oplevede på vores weekendtur nordpå. Tankevækkende at det åbenbart er i Maputo, at affaldet er synligt og flyder i gaderne.

En anden tankevækkende ting er de ting, der tilsyneladende forbliver uændrede. I julegave fik jeg TV-serien Rødder. I husker sikkert nok Kunta Kinte, som blev kidnappet fra Afrika og solgt som slave i USA omkring 1767. Den serie tog vi hul på, mens de var her. Den første scene er, hvor Kunta Kinte bliver født i en hytte et sted i Afrika. Ja, sådanne hytter så vi på vores ture. Kvindernes evne til at bære whatever på hovedet og med et barn fastslynget på ryggen praktiseret også stadigvæk - blot tilføjet en mobil i hånden. 1767 - 2014. Der er alligevel nogle år mellem disse to årstal.

Så er morfar klar til at flyve de 10.000 km nord på.
De gebærder sig begge som rejsevante forretningsfolk i lufthavne.

Typisk mozambikansk reklame - fotograferet i lufthavnen. Farverig. Patriotisk med flaget aftegnet i ansigtet. Smilende og med varme, brune øjne, og alt det gule fra solen. Sådan håber jeg, at mine forældre vil huske Mozambique.
Om ikke andet vil de huske varmen, når de kommer hjem til en temperatur, der ligger cirka 30 grader lavere end her.

Weekend i Tofo

Velkommen til TOFO

 Jens og Stella tog fri fredag og klokken 5 om morgenen satte vi os alle fem ind i bilen for at køre de 500 km nordpå svarende til 6-7 timers kørsel til byen Tofo. Jens har været der en gang før, men vi fire andre anede ikke, hvad der ventede os. Forhåbningerne gik på en god strand og okay vejr. Vejrudsigten sagde regn og skyer, så vi var faktisk ved at aflyse turen. Godt vi ikke gjorde det! Vi oplevede en fantastisk strand, sol med skyer, lidt regnbyger, og ellers bare ren afslapning og bare tæer fra ankomst til afgang. Morfar og Stella har ellers snakket om, hvor jaloux de var på Sarinas' tur til Hawaii. Hun skal af sted til marts. Men efter turen til Tofo mener de, at de halvvejs har været på Hawaii.

Benzinstation ved vejkanten. Hvor kommer benzinen mon fra?
Måske fra lastbiler, der lige tillader lidt tapning.
Win - win. Penge til mig. Penge til dig. Til gengæld skidt for arbejdsgiveren.

Salg af cashewnødder ved vejkanten. De sælges i poser, som hænger i træerne.

Hver hytte havde en hængekøje - selvfølgelig. Her tager morfar sig lige en lur.

Mia læser.

Udsigten fra sengen lørdag morgen. 

Morgenmad på verandaen. 

Her ses hytterne fra stranden.
Hytterne havde en helt speciel indretning med ét stort rum med seng, bad og toilet i sådan lidt luksus-boheme-stil.
Passede perfekt til stranden og atmosfæren med de bare tæer.

Fantastisk strand og herlige bølger i absolut rent vand.
Mormor og jeg fik en laaang gåtur.

Vores "hotel": Casa na praia med receptionen til højre og hytterne til venstre.

Frokost på det lokale og nye hotel.

Tofo by med vores købmand til højre.
Hans udbud var det absolut nødvendigste: toiletpapir, isterninger og alkohol. 

Surferne underholdt os om eftermiddagen, hvor bølgerne for alvor kom.

Så var det tid til en sundowner på terrassen.

To der værdsatte omgivelserne.

Stella nyder også hængekøjen, klimaet og stedet.

Udendørs bruser med direkte udsigt til stranden og vandet.
Herligt, herligt, herligt at stå der efter en tur i det salte hav.

Så er der håndbold - Danmark versus Spanien, der ifølge Wilbek sikkert er den bedste kamp der nogensinde er spillet.
Mormor syntes det var helt surrealistisk med bølgernes brusen i baggrunden og håndbold på skærmen. Og så lige en vodka i glasset. Ja, hvad mere kan man forlange?

Jeg håber, at I kan læse, at vi havde en fantastisk tur. Absolut en lang køretur, men vi oplevede Mozambique, når det er bedst. Dyre resorts i Thailand kan ikke hamle op med stranden, vandet og stedet. Dejligt at være sammen og have denne oplevelse med hinanden. Så Sarina, nu kan vi bedre acceptere, at du til marts tager til Hawaii ;-)

Elefantens hale

 Morfar har fået et armbånd af Berta. Lavet af hår fra elefantens hale. Jeg vil lige sige, at det langt fra føles som menneskehår. Det er lidt ståltrådsagtigt. Måske I kan fornemme det ved at se på billedet ovenfor. Nedenfor et af Jens' billeder af elefantens hale fra vores tur til Kruger nationalpark.

Hverdag med mormor og morfar

Mormor og morfar på rundvisning på skolen

Efter safarien er vi tilbage i Maputo. Jens arbejder, og Stella er begyndt i skole igen. 

Vi tre andre leger turister, går ture, shopper og hygger. 

Om aftenen ses der håndbold. Enten over den bærbare på terrassen eller via den bærbare på fladskærmen.
Før håndboldkampen så vi The impossible. Snøft en barsk film.

En god gåtur indebærer som regel et smut forbi en café - her Café Sol.

Morfar har fundet sig en ny ynglingsøl: Den belgiske Duvel. 

Safari og alle de andre dyr

Da jeg var lille, elskede min farfar at se dyrefilm i fjernsynet. Især dem fra Afrika kunne tiltrække hans opmærksomhed, som var det Radioavisen kl. 12. Så jeg kunne enten vælge at lytte/se sammen med ham eller udvandre. Ikke forstyrre. Blev jeg, supplerede han gerne med oplysninger til det vi så. Oplysninger fra andre udsendelser han havde set. For mig var valget simpelt: Var det om mindre dyr og insekter, gik jeg. Kunne og kan ikke holde ud at se, hvordan de kribler og krabler og æder hinanden. Var det store dyr, blev jeg. De store dyr levede jo alligevel helt nede i Afrika og hos dem var det sjovt nok fascinerende at se, hvordan det gjaldt om at overleve; "survival of the fittest". Min farfar nåede aldrig at komme på safari, men I torsdags sad jeg lige pludselig på første række til disse store dyr. Inden for deres helt eget territorium. Wauv, en oplevelse.

Ud over The Big Five valgte disse at vise sig for os.

Vortesvinet - hannen med de store tænder.

Impalaer så vi masser af.

Aber. Forskellige slags.

Flere elefanter.

Mormor og morfar med elefanter i baggrunden.

Smuk natur.

Stellas store øjeblik: Da vi pludselig var omringet af giraffer.
Jeg ved snart ikke, om jeg var høj af oplevelsen eller af Stellas reaktion.
De var bare så flotte og elegante og ja, dejlige.

Kuduer.

Zebraer - også et flot dyr. 

En skøn blanding: Impala, zebra m.fl. 

En flodhest ligger og feder sig i vandet. Strækker lige lidt hals her.

Her et af Jens' pletskud: Sikke nogen bisser den har, den flodhest. Og hvilken stor mund.

Morfar sidder lige og tjekker flodens dyr ud. Se bøfler til venstre i billedet.

Game drive og The Big Five

Så er vi klar til safari i åben vogn og med guide, der samtidig var vores chauffør.
Reelt set hedder det ikke safari men game drive, sådan en tur i Kruger.

Kruger Nationalpark er med sine 21.000 km den største nationalpark i Sydafrika. Det svarer til det halve af Danmark. Den strækker sig fra grænsen til Zimbabwe og 350 km mod syd og langs grænsen til Mozambique og op til 60 km mod vest. Parken bliver hele tiden større, idet nye farme inddrages og den udvides mod nord, hvor dyrene frit kan gå over grænsen.  

Den åbnede i 1898 med det formål at beskytte dyrene mod ukontrolleret jagt. Ingen tvivl om, at her var vi på dyrenes jord, ejendom - på naturens betingelser. Lige modsat følelsen, når man er i zoologisk have. Og det var nok den følelse der fyldte mest gennem hele dagen fra solopgang til solnedgang, mens vi kørte rundt i jeep'en i den varierende natur. Var til dyr, så kan man kun sidde og begejstres i en åben jeep under sådan en game drive. Vi fik lov til at se en lille del af dyrenes verden - blandet andet fik vi - næsten - set alle fem af The Big Five. Hvad vi ellers så af dyr, kan du se i næste indlæg her.

Bøffel - tjek. Flere bøfler.
Især Jens var fascineret af bøflerne.

Løve - tjek.
Dette var mormors største minde fra turen. Den lå egentlig og sov og havde gjort det længe, fik vi fortalt, men mens vi var der, rejste den sig, rystede lige manken og så sig nysgerrigt omkring. Godmorgen hr. løve!

Elefanter - tjek. Mange elefanter.
Vi fik fortalt, at når en elefant er cirka midt i 40'erne, så forlader den de andre for at gå for sig selv resten af livet, hvilket kan være op til 35 år. Her går han så alene og forsøger så godt han kan at spise, mens han med årerne mister tænderne og faktisk ender med at dø af sult. En ualmindelig sørgelig historie, synes min far.

Næsehorn - tjek. Så vi et par stykker af.
Sidst men ikke mindst dette utroligt, flotte og gigantiske næsehorn, der som løven valgte at rejse sig fra vandet, da vi holdt stille og kiggede. Dét var et af mine øjeblikke under safarien. Tjek lige den bagdel ;)

Jep, I know, vi mangler leoparden, som vi desværre ikke så.
Vi har set den i Sri Lanka, men mormor og morfar har til gode at se den.