Weekend og ferie

 I fredags gik Stella til ferie. Hun har ikke haft ferie siden juleferien, så det er tiltrængt. Dermed er også andet semester overstået. Det betyder karakterer og afslutning på semesterets sportsaktiviteter. Stella har brugt en del tid på at øve og deltage i teaterstykker, så fodbolden har ikke været så dominerende i dette semester. Hun har intentioner om, at tredje semester skal der spilles fodbold.

Lørdag morgen var en flot morgen - og en lille smule køligere end de foregående måneder. Perfekt til en løbetur. Ipoden i baglommen på løbebukserne og så ellers lytte til en af Elektronistas podcasts eller musik, så går det hele meget nemmere. Vi er på vej til efterår her, hvilket betyder, at vi nogle dage ligger under 30 grader, og nattetemperaturerne falder også.

Bagefter et hurtigt smut ud og købe gaver hos kohorns designeren, som havde bod på basaren.

I går aftes stod den på middag med venner, mens Stella blev her hjemme og var skidtmas. Det sker ellers sjældent. I dag, søndag, kørte Jens mig til yoga, mens han fortsatte videre til "sportsbaren" Mundos for at heppe på Magnussen i Formel 1. Nu dapper vi så rundt og hygger og pakker, for snart er det af sted til Sydafrika og Swaziland.

De her to tøser indhentede jeg på gåturen hjem,
men jeg har jo heller ikke frugter og juice at balancere med.

Mia og Sarahs fødselsdagsfest

Så er der dækket op til 12 skønne kvinder fra byen. Jeg havde slået mig sammen med Sarah, som også lige er fyldt år, og inviteret dem vi bare gerne ville tilbringe en aften med. I stedet for at ønske os gaver, ønskede vi os, at folk medbragte lidt spiseligt eller drikkelse. På den måde skulle vi ikke bruge hele dagen i køkkenet, og vi ville få noget lækkert at spise.

Berta havde lavet sine populære rissois

Så snakkes der ellers løs - på engelsk. De her kvinder er ufattelig søde til at snakke engelsk, også selv om de skulle komme til at sidde ved siden af en landsmand. Det er noget, jeg selv er meget opmærksom på, for det kan i den grad ekskludere andre, hvis to eller flere sidder og snakker løs på sit eget sprog. Jeg synes heller ikke, at der er en forskel i humoren hos os, selv om vi spreder os over flere kontinenter.

Det er nogle ret sportslige kvinder, men jeg skulle hilse og sige,
at det da heldigvis ikke holder dem tilbage fra at drikke hvidvin og champagne i stride strømme.

Byens bedste træner. Hun er hård men god. 

Byens bedste pilates instruktør.

Jeg gik i seng kort før midnat, godt og vel træt - og med et stort smil i ansigtet. Selv om jeg måtte undvære Jens og Sarina på min fødselsdag, havde jeg fået lige nøjagtigt det ud af dagen, som jeg havde håbet og satset på.

Mia 45 år

Gaven fra Jens

Så blev det min fødselsdag :-) Jens viskede allerede tillykke i mørket, inden han rejste sig fra sengen for at tage meget tidligt nord på på grund af arbejde. Så det blev Stella, der helt alene måtte synge mig vågen og overrække mig gaven fra mine forældre. Et Tromborg sæt. Det har været min mors forkælelsesgave til mig ved de sidste mange lejligheder, og hun ved, at jeg værdsætter det.

Sarina havde i løbet af natten sendt mig en lydfil over WhatsApp med hendes fødselsdagssang og en lille, sød hilsen. Så var dagen jo godt begyndt.

Formiddagen gik med noget arbejde på en hjemmeside og forberedelser til aftenens fest. Og så lige en omgang circuit training af de hårde.

Ud og hente Stella fra skole, spille et par omgange Damerøv eller hvad det var det hed det der sjove kortspil, hun lærte mig.

Jens' gave var det impala hoved, I ser på billederne. Det er lavet i ståltråd og perler, mens hornene er lavet af "beads" - også kaldet "Teething beads", fordi zulu folket stadig bruger de små, hårde bønne-agtige frø til, når børnene får tænder. De er utroligt populære at bruge til smykker, kæder og meget andet. Jeg er vild med det hoved. Både fordi jeg synes, impalaer er smukke, og fordi materialevalget er så afrikansk, mens helhedsindtrykket er enkelt, nærmest nordisk.

Et impala hoved

Dagens avisoverskrifter den 23. marts 2014

At læse dagens avisoverskrifter kan fortælle en masse om et land. Jeg synes derfor, at I skulle have chancen for at høre, hvad der står af nyheder på nettet i dag.


Dagens avisoverskrifter i Club of Mozambique:

Præsidenten, Guebuza, rejser rundt og hilser på folket, samtidig med at han præsenterer Frelimo partiets kandidat, Filipe Nyusi, til valget den 15. oktober.

Bemærkning: Ved valget skal mozambikanerne vælge deres fjerde præsident siden de blev uafhængige af Portugal i 1975.


For fire uger siden begyndte man på registreringen af vælgere til valget den 15. oktober. I de fire uger er foreløbigt 3 mio registreret.

Bemærkning: Med godt 24 mio indbyggere er der et stykke vej til alle potentielle vælgere er registrerede.


Landets uddannelsesminister, Augusto Jone, udtaler, at medierne ikke skal ses som en fjende men som en partner. Vi skal også fortælle om, når det går godt, og vi skal via medierne holde øje med, hvad folket siger om os.

Bemærkning: Lyder umiddelbart fornuftigt og er da en udstrakt hånd til pressen i byen, men hvad betyder det reelt?


Kommissionen af militære eksperter mødtes i sidste uge for at blive enige om retningslinjerne for "foreign mediation" (mediation/mægling ved en ekstern part) og for at fjerne oppositionspartiet, Renamos, fjendtligheder især i nord.

Bemærkning: Regeringen (=Frelimo) har længe villet afvæbne Renamo, som i efteråret har gennemført voldelige handlinger i det nordlige Mozambique. Til denne "afvæbning" har Renamo ønsket sig en gruppe af mæglere bestående af repræsentanter fra EU, USA, Portugal, Sydafrika og nogle andre lande. Efter nytår blev de enige om dette, men det vides ikke, om udenlandske repræsentanter er blevet kontaktet og sikkert er det, at der er ikke sket nogen afvæbning af Renamo. Denne diskussion har kørt længe, og jeg fornemmer ikke nogen fremgang eller handling.


En Maputo provins, cirka 30 km vest for Maputo, er erklæret fri for landminer. Det blev fejret ved en ceremoni i fredags. Programmet for rydning af landminer blev etableret for 20 år siden og er nu i sin sidste fase. Mozambique håber med udgangen af året at kunne tilslutte sig kategorien: "A country free of land mines".

Bemærkning: Programmet skulle have været afsluttet 2009 men blev forlænget med 5 år. Seks ud af 10 provinser er i dag erklæret minefri. For mig lyder det urealistisk, at de skal nå fire provinser inden nytår. Så vidt jeg ved, er det FRELIMO og RENAMO selv, der under borgerkrigen lagde landminerne for hinanden. Jeg er usikker på, hvem der betaler for oprydningsarbejdet. Jeg ved blot, at det involverer både amerikanere og englændere.

Konklusion
Mange af overskrifterne minder måske meget om andre landes overskrifter: Et kommende valg, en regering og et oppositionsparti (her er der dog tale om et et-partis demokrati), snak om regeringens rolle ift medierne og så udrydning af landminer. Jeg kan heller ikke her vide, hvor meget af sandheden der fortælles. Forskellen er for mig at se, at disse "uskyldige" snakke, som der refereres til,  involverer våben, der snildt kan tages i brug, hvis den ene part finder det nødvendigt.

Gæst til middag

I går, søndag, aftes havde vi en sjælden gæst til middag: Sarina. Vi skypede sammen før spisetid og kom til at snakke så længe, at vi inviterede hende med til bords. Lidt synd for hende, at hun skulle sidde der og se på, at vi guffede Jens' hjemmelavede biksemad af resterne fra lørdagens oksemørbrad.  Men det var hendes morgen, så hun havde vist ikke lige lyst til den slags mad.

Det var ganske hyggeligt, og føltes helt naturligt. For eksempel spørger Stella: Må jeg bede om køkkenrullen? Sarina: Jeg kan ikke nå den. Og så fortsatte samtalen ellers ;-)

Weekend i marts

Et stykke interiør på AISM

Fredag eftermiddag efter skole mødtes jeg på Stellas skole, AISM, med vores norske venner, som begge er undervisere på Den Skandinaviske Skole her i byen, og som også har sine tre børn gående der. Stella havde lovet dem en rundvisning. I kraft af at de begge er lærere og i øvrigt videbegærlige og dejligt nysgerrige, så havde de mange gode spørgsmål.

De havde deres datter med, som er på Stellas alder. Sidste weekend var Stella inviteret til privat fødselsdagsfest sammen med de andre unge fra Den Skandinaviske Skole og havde en sjov aften og skal det igen på fredag. Så Stella er så småt ved at vænne sine ører til det skandinaviske.

Endnu et stykke udendørs interiør fra AISM

 Fredag aften var Stella til Hunger Games aften på skolen, hvor de rendte rundt i mørke og skulle kæmpe for hver især deres overlevelse. Stella har intentioner om at skrive et blogindlæg om det.

Charlie har ikke meget natur at boltre sig i, så fredag morgen blev hans jagtinstinkt tændt af et lille firben på væggen i gangen. Det kunne måske ligne mission impossible, men han endte faktisk med at få dræbt det.

Lørdag formiddag var jeg inviteret til smykkeudsalg hos en af byens førende designer, Carla da Silva. Det var en uventet oplevelse. Jeg kendte i forvejen intet til hendes design. Kommer så til det her salg i et privat hjem. Et utrolig flot og personligt hjem med brugskunst fra hele verden og meget smagfuldt indrettet. Nogle af disse stykker brugskunst var så brugt til at udstille smykkerne. Og hvilke smykker. Wauv! Så anderledes - så unikke hver og et af dem - og så stik modsat den nordiske minimalisme, som jeg ellers holder meget af. Selv lige nu, mens jeg skriver, kan jeg ikke sige, om jeg kunne lide smykkerne - altså til mig selv. For vel var de da flotte og særprægede, men ville jeg gå med dem nogensinde? Jeg købte ikke noget. Men nu har jeg da direkte kontakt til kunstneren selv, hvis jeg skulle komme på andre tanker.
Se hendes smykker under Quimera på Facebook.

Lørdag aften var vi inviteret til fest. Stella skulle passe børn hos nogle venner, som også skulle med til festen, så efter aftensmaden kørte vi Stella på job, og vi kørte til fest. Festens omdrejningspunkt blev husets Table Shuffleboard. Jeg har aldrig prøvet det før, men sjovt var det, og noget alle kan være med til. Dermed ikke sagt at det er nemt, for det er det ikke.
En anden anderledes ting ved festen var de små kulørte glas på bardisken, som viste sig at indholde gul og rød gele med vodka. Specielt, men ikke vammelt som jeg frygtede.

Bordet er dækket af sand.
Der er en rende med sand hele vejen rundt om træpladen.
Wikipedia om Table Shuffleboard

Bordet her er 18 feet langt dvs. omkring 5,5 meter.

Nu er det så søndag eftermiddag, og vi får besøg lige om lidt, og senere har vi en Skype aftale med Sarina. I morgen begynder så en ny uge med circuit training, et par møder, arrangering af min fødselsdagsfest, og på fredag går Stella til ferie - semesterbreak. Men det får I selvfølgelig alt sammen mere at vide om. Ha' en god uge.

Fødselsdagsfrokost

I dag var vi var nogle stykker, der overraskede Sarah med frokost, fordi hun fylder år. 

Frokosten blev indtaget på restaurant Fianna med udsigt ud over bugten. Forholdsvist dyrt sted, hvis mad, efter min mening, ikke levede op til prisen og forventningerne. Generelt bliver jeg nok skuffet, når restauranter hernede forsøger at være vestlige/europæiske, for det synes jeg ikke, at de er gode til. De er meget bedre til deres egne lidt "flippede" restauranter med et afrikansk inspireret menukort. Det er også alt sammen ligegyldigt, for i det her tilfælde var det selskabet, der fik seks kokkehuer.

Så er der madlavning

Kylling og hakkede tomater er nemt nok,
men så er der lige alle de der fremmedeartede krydderier, som jeg kun kender de portugisiske navne på.
Jeg kan ikke umiddelbart dufte mig til, hvad det er, for nogle af dem er blandingskrydderier.

 En af de ting, jeg har fortrudt ved vores udstationeringer, er, at jeg aldrig fik lært at lave bare nogle af de mange, lækre retter, som vores maids har kreeret for os. I Sri Lanka lavede Indrani den lækreste Rice and curry, hvor hun startede dagen med at samle lemongras, ingefær og andet godt i vores have. Og hendes sambal oelek, oh my god, den var god. Tripti i Bangladesh kunne lave den skønneste omgang tomatsalsa og nogle supper, som pigerne elskede - med kuvertbrød til og det hele. Nu er det så Berta, der tryller alt muligt godt i vores køkken - og denne gang har jeg sat mig for at lære at lave nogle af retterne.

Heldigvis er Berta helt med på at have mig med i køkkenet. Hun tilbereder alle tingene. Så kommer jeg med min MacBook Pro, lytter til hendes engelske/portugisiske fremgangsmåde, hvorefter jeg oversætter til dansk og skriver det hele ned. Det sjove er, at normalt er det omvendt. Der er det mig, som kommer med en dansk opskrift, som jeg har oversat til engelsk (inkl. at omsætte måleenhederne), så oversætter hun til portugisisk, og til sidst kaster vi os ud i sammen at tilberede maden den første gang. Derefter kan Berta selv, og hun er god til at udvikle opskrifterne, hvis der er nogle ingredienser vi ikke kan få fat i. Det sker tit!

I går lavede hun kylling i kokossauce under observation. Næste gang skal jeg have hende til at vise mig, hvordan jeg marinerer og steger fisk.

Mozambique - set gennem frontruden

Typisk landskab i Mozambique. Og typisk vejr!

Nu er det ikke lige i mesterfotografens interesse at publicere mine "klodsede" og "tågede" billeder taget fra passagersædet, men jeg vil bare så gerne give jer et indblik i, hvad mine øjne ser, når vi sådan kører nord for Maputo.

Jens har observeret, at kvinder og mænd og børn går adskilt. Altså med mindre barnet er så lille, at det sidder slynget fast til moderen, så bevæger folk sig meget opdelt efter køn og alder. Vi ser yderst sjældent en familie eller en far med sine børn (tror jeg faktisk aldrig at jeg har set). Selv små børn render rundt sammen og uden voksne. Jeg har forhørt mig hos nogle mozambikanere, om vi tager helt fejl. Her på matriklen snakker de godt nok sammen på kryds og tværs, men de bekræfter, at sådan er det; at piger render sammen, drenge render sammen, voksne mænd render sammen etc. Stella oplever jo det samme i skolen: piger for sig og drenge for sige. Hvor hendes venner i DK er langt mere mikset drenge og piger. Jeg kan ikke give nogen forklaring, heller ikke garantere at det er korrekt konkluderet, blot indvie jer i en lille - interessant - observation. Interessant fordi det har kæmpe betydning for for eksempel arbejdsmarkedet, hvis de lever så adskilt. Jeg fortsætter med at observere ;-)

Vi kører ikke mange kilometer ude på landet, uden at der er gående i vejkanten.
Landet har godt 24 mio indbyggere.

Salg af cashewnødder i vejkanten. Cirka 40 kr for cirka 400 gr.
Vi prutter ikke med prisen med mindre de beder om en ublu pris.
De skal også leve.

Der er ret smukt ude på landet.

Regnsæsonen har resulteret i oversvømmelser mange steder i landet.

Kombineret badning og fiskeri i floderne.

Ser vi hele tiden og overalt:
Kvinder, der bærer ting på hovedet - gående i vejkanten. 

Vodacom, et af de store mobilselskaber hernede. Det andet er det statsejede teleselskab Mcel.

Bymiljø

Mere bymiljø langs hovedvejen til Maputo.

Hardware shops over alt. Her menes ikke teknisk hardware. Snarere a la Silvan.

Familien er ude og købe sandaler.
Læg mærke til solnedgangen i baggrunden.

En butik: Good lucky.

Flere butikker.

Og lige en butik mere. 

Endnu en tur til Bilene

Et ualmindeligt dejligt gensyn: Den store blå lagune.

 Stella har fablet om stedet siden vi var der første gang: Den blå lagune i Bilene. På nytårets bucket liste (liste over ting vi gerne vil nå inden juni 2014) var et af hendes ønsker at tage dertil igen. Den var vi straks med på.

Der er ikke rigtigt nogen "fede" steder at overnatte i byen, så vi havde allerede sidst besluttet, at vi godt kunne tage dertil bare for nogle timer, så det satsede vi på i lørdags. Egentlig er det lidt vildt at køre to til tre timer i bil hver vej, blot for en dukkert. Det svarer til at køre fra Kolding og til Blokhus og retur bare for en dukkert. Men hvilken dukkert.

Den lagune er altså bare som én stor svømmingpool med klart og varmt vand - og smukke, smukke omgivelser. Igen var vi heldige, at der ikke var ret mange mennesker, så vi fandt hurtigt en strå-parasol at smide os under.

Fire timers tid var vi der. Lavede ikke noget andet end bare ligge og fede os i enten sandet eller vandet. Kun afbrudt af frokost: Dagens fisk, som man aldrig går galt af i Mozambique.

Jens og Stella legede lidt med kameraet og en ny linse.
Jens fik blandt anden dette pletskud ud af det.

Tjek lige det vand.
Og der er ikke noget med at suge maven ind, når man går i, fordi det er koldt. Tværtimod.

En glad 14 årige pige!

Klar til at blogge

Så har jeg serveret for mig selv: Caffé latte og chokolade muffin med blød karamel i midten. Mums. Muffin er ikke noget jeg sædvanligvis gør i, men Caffé latten er blevet noget jeg værdsætter midt på dagen. Det virker som en opkvikker. Normalt er jeg jo ikke kaffedrikker, så jeg når nok aldrig til at kunne drikke de der små espresso'er, som alle er så afhængige af hernede. Og som for øvrigt er så "farlige" at drikke lige før sengetid. Aldrig takke ja til en Irish Coffee efter en god middag hernede. Med mindre du har intentioner om at danse den halve nat. Du sover ikke foreløbigt i alt fald.

Anyway, jeg er klar til at blogge - om resten af Stellas fødselsdag, en strandtur til Bilene og ud fra billeder fra vores tur fra Bilene til Maputo.

Det blev aldrig til flere billeder fra Stellas fødselsdag. Jeg skrev ellers i forrige indlæg, at jeg ville vende tilbage med flere billedere. Om eftermiddagen havde hun nogle veninder på besøg. De gik en tur over i parken og hyggede. Stellas gode veninde blev til middag, som selvfølgelig blev sushi - Stellas absolutte ynglingsspise - efterfulgt af pandekager med is og sirup. Bagefter slog vi mave og hyggede og aftalte, at næste dag skulle tilbringes ved Bilene strand.

Stella - 14 år

Sarina var frisk her til morgen kl. 6. Hun er på Hawaii og 12 timer bagud os.
Så faktisk var det slet ikke den 14. marts for hende endnu.

 I dag den 14. marts 2014 fylder Stella 14 år. Her i familien siger vi aftenen før fødselsdage: "Godnat og sov godt Stella, 13 år". Om morgenen er det så selvfølgelig: "God morgen Stella, 14 år". I morges skulle vi så lige have Sarina med på iPad. Sattelitforbindelsen gør det lidt sværere at synge synkront, men hva' pokker, vi har alligevel aldrig kunnet synge i vores familie, og det er "støjen" der tæller. Hermed billeder fra hendes morgen. Lige nu er der liv og glade dage på værelset, hvor nogle piger pjatter og griner. Flere billeder fra dagen følger senere.

En kurvfuld af gaver. Så heldigt, at Jens lige har været i DK, ellers havde der slet, slet ikke været så mange gaver.

Stella synes vist, at det er lige tidligt nok.

Der pakkes op, mens Sarina og vi andre ser på. Eller hvad det nu er, Sarina laver (Hvad laver du egentlig?).

Charlie er også med.

En overraskelse fra far: Tarteletter og tartelletfyld på dåse. Fra Danmark.
NB. Læg mærke til indpakningen af de skrøbelige tarteletter: Et kloakrør. En rigtig Jens indpakning - som virker!

Gavebordet. En stor tak til Annette og Maja, som har hjulpet med at finde og købe vores gaver til Stella i Danmark.
Faktisk har vi haft personlig shopper på (Annette), mens Maja var en gude smuk model for tingene.
Jeg kunne så sidde hernede og sige dur - dur ikke ud fra billederne. TAK!

Det er (heldigvis) altid gaverne fra veninderne, der gør Stella stille, når hun pakker ud.
Der ligger så mange følelser dér, og de kan ikke købes for penge.

Stella og Eleanor stiller op til fotografering - tøser altså!