Sarina hjemme igen

Onsdag den 18. juni 2014 kl. 16.10 stod vi alle tre og mormor og morfar i Kastrup - SÅ parate til at tage mod Sarina. 10 måneder, 11 dage og 12 timer var det siden, at jeg sagde farvel til hende i samme lufthavn. For Jens og Stella var det tæt på 11 måneder siden, de sidst havde holdt om hende. Behøver jeg at skrive, at vi nærmest havde sommerfugle i maven af forventning. Månedernes længsel efter at være fysisk tæt på hende havde samlet sig i ens sind og krop. Der var da også forventningsglæde og nærmest sitren i luften ved ankomstdøren, hvor mange forældre, søskende og venner var samlet for at tage imod sit afkom, der havde tilbragt året i USA. Det virkede som en evighed, før de unge endelig kom samlet gennem døren, og vi alle råbte og skreg og vinkede og flagede. Glæden skulle jo ud på en eller anden måde...

En lille sjov oplevelse fra lufthavnen: Et forældrepar stod med en utrolig flot og tydeligvis professionel kreeret velkomstbanner. Vi stod med vores flag. Men så foldede Stella sit eget hjemmelavede banner ud, hvor der stod "Nu behøver jeg ikke og savne dig mere". Personligt kan jeg kun sige, at det professionelle banner blegnede sammenlignet med Stellas.

Bagefter kørte vi til Nyborg, hvor familie ventede. Vi grillede pølser og fik sagt god sommer til hinanden. Sarina havde heldigvis sovet hele vejen over Atlanten, så hun var frisk på at fejre sin hjemkomst.

En helt igennem dejlig dag! Og jeg er efter en periode med "fantomsmerter" blevet hel igen.

Hjemme i Danmark

Haven, Charlies paradis

Her er nogle af de ting, vi nyder i Danmark i juni måned. Nyder ekstra fordi vi har været bort fra dem eller ikke har kunnet købe det.

Hjemme i Danmark genkendte Charlie tydeligvis huset og blev nærmest helt ekstatisk, da han blev sluppet ud i haven - som en ko der kommer på græs om foråret :-)))

Der sker det samme for tre af os (kvinderne) i familien - som der skete sidst. Vi kommer hjem med vores kufferter og nyindkøbte ting. I det vi vil ligge/stille det på plads, så får vi trang til at rydde op og smide ud. Lidt farligt at stå her i "sommervarmen" (som danskerne kalder disse temperaturer ;-)) og have lyst til at smide alle sine gamle vintertrøjer ud. Men super at få ryddet ud i sko, blade, bøger, tøj, strømper, kosmetikting etc. Lige nu, mens jeg skriver, ligger der en kæmpe bunke af ting, som mormor skal have med til Mission Afrika. Resten af det vi har sorteret fra, er Jens på forbrændingen med lige nu.

Friske jordbær, blåbær og hindbær. Mums

Dejligt at slappe af efter en lang dag i haven.
Hvis du har svært ved at se, hvad det er billedet forestiller, så er det Charlie der ligger på ryggen på mine ben.

Mine kohornssmykker side om side med mine smykker fra Sri Lanka.
Lige et enkelt armbånd fra danske Marklund Design.

Vasketøjet til venstre i billedet ordner så ikke længere sig selv...
Godt at jeg har to teenagedøtre, der kan hjælpe til.

Frisk spinat, honningmarinerede rabarber fra haven, pinjekerner og gedeost. Mums.

Så er der plantet krydderurter og planter

I år måtte jeg bare have Skærmliljer i min have. De bringer minder om vores tur til vingården Spier
(læs evt. dette blogindlæg).
Lige netop oplevelsen på billedet nedenfor minder de to små beskedne skærmliljer på terrassen mig om:
Stella midt i et stort bed at skærmliljer, som for øvrigt var at finde mange steder på vingården.
Måske er det sådan vores sanser og hukommelse virker; det er de små ting undervejs, der får os til at tænke os tilbage.

Farvel hus og på gensyn kasser

Fem kufferter og fire stykker håndbagage blev det til.

Foran os ventede en af de bedste flyveture fra Mozambique til Danmark: Afgang fra Maputo sent aften og ankomst til Lissabon om morgen, små to timers transfer og ankomst til Kastrup 15.10. Rejsen gik som planlagt - bortset fra lidt bøvl i Lissabon, hvor de ved indtjekning lige pludselig mente, at dyr ikke var tilladt om bord på flyet til Kastrup. Det havde vi bevis på, at det var, og de fik da også diskuteret sig frem til, at Charlie skulle med os!! Alt i mens der blev diskuteret med Norwegian Airlines stod vi og observerede tiden gå, mens vi stadig ingen boardingcards havde fået. Det hele lykkedes dog til sidst, og vi steg ombord med forhåbning om, at både kufferter og Charlie var ombord også. Vi havde på det tidspunkt ikke set Charlie siden aftenen før.

Vi fik ham overrakt i Kastrup lufthavn, hvor vi fik fortalt, at de havde fundet hans bur tomt, og at han selv var løbet ud af flyet og direkte hen under en bil. Her var det faktisk lykkedes ham at få ham ud der fra og over i buret. Well done, når jeg tænker på, at Charlie må have været total forvirret af rejsen, lydene og de fremmede steder. Han så da også forskræmt ud, da vi fik ham. På bilturen til Kolding faldt han lidt til ro, mens Stella sad ved siden af ham.

Charlie har fået en beroligende pille og ved heldigvis ikke,
at der venter ham en rejse fra kl. 19 til næste dag kl. cirka 16.

Vi er klar til afgang til Maputo lufthavn. Det føles rigtigt.

De her seks kasser følger efter.
Gad vide hvornår vi ser dem igen, og hvordan de og indholdet slipper igennem rejsen?

Loungen i Maputo lufthavn. Jens og jeg forærede Stella en afskedsgave. Bogen om giraffen der ville vide, hvordan den var blevet så høj. Stella har et eller andet med giraffer. Især under januars safaritur, hvor vi kom helt tæt på giraffer, blev hun fascinerede over, hvor majestætiske de var. 

Farvel til Berta, Requito og vagterne

Dona Mia & Berta

Mandag den 9. juni var afrejsedag. Vi pakkede kufferter, fik en frokost i parken - selvfølgelig, og jeg var et smut ved dyrlægen og få ordnet det sidste med vores kat Charlie, så han kunne komme med hjem. Vi sluttede af med at fortære vores ynglingspizza - Bertas hjemmelavede pizza.

Berta, der ellers normalt er så glad, var mut hele dagen. Jeg prøvede at opføre mig, som om det ikke var vores sidste dag sammen med hende, men hun var og blev trist. Til sidst på dagen, inden hun skulle gå, begyndte hun at græde. Så vi satte os ned ved spisebordet sammen med hende. Vi fik en lille snak, grinte lidt og gav hende gaver. Stella valgte at give hende et billede med tekst, som hun elskede. Vi havde sat alle hendes opskrifter ind i en A4 mappe, hvor vi også havde indsat billeder fra vores år sammen. Hun blev superglad for begge gaver.

Der er ingen tvivl om, at vores tid i Maputo har været så god blandt andet på grund af Berta. Ud over at hun har fuldført sit arbejde og stopfodret os med sin gode mad, så har hun været interesseret i, hvad vi ville, og hun har rådgivet os om alt muligt i byen - og gjort os klogere på dens liv og kultur. Ikke mindst har hun spredt omkring sig med sit gode humør. Alt dette har vi også skrevet i hendes anbefaling.

Vi kunne kun kramme hende stort og hårdt, da vi sagde farvel, for tak var kun et fattigt ord.

Tosse-selfie.

Vores chauffør, Requito, Dona Mia, Berta og vagten, Nelson.

Den kidnappede dreng fra skolen er kommet hjem

I maj blev der kidnappet en dreng fra Stellas skole. Han var på gåben til AISM og blev kidnappet på vejen (læs indlægget her). I sidste uge kom han tilbage til sin familie. Vi er ikke blevet orienteret om andet. Jeg sidder tilbage og håber, at drengen slap uden for mange fysiske og psykiske mén.

Farvel til venner

Noget af weekenden er gået med at sortere og pakke kasser. Vi har heldigvis ikke mange, og vi kender rutinen, så det er gået okay. I dag, mandag, gælder så kufferterne og Charlie. Jeg tager til dyrlæge med ham her fra morgenstunden. Det skal ske inden for 48 timer, inden flyet letter.

Søndag eftermiddag var der så tid til at sige farvel til familien Oliveira. Denne familie er vores første bekendtskab med portugisere. Hvis alle portugisere er som dem, så må Portugal være et dejligt land. Fantastiske mennesker, der har taget mod først Jens, og senere Jens og Stella og så mig, da jeg ankom. Og så er der gang i dem. I går hev faderen et spil UNO frem og vi spillede en times tid, mens vi sad i seneftermiddags solen og kiggede ud over bugten. Endnu nogle mennesker vi ikke ved, om vi nogen sinde ser igen. Så vi takker fra hjertet for venskabet.
Jens vil se faderen på arbejde hen over sommeren.

Stellas farvel

Fra venstre: Mozambique, USA, Zimbabwe, Danmark og Kina/Mauritius

Denne weekend sagde Stella så farvel til sine tætteste veninder, der kom forbi i lørdags. Traditionen tro, havde jeg nær skrevet, serverede vi danske pandekager med is, sirup og nutella. Pigerne er super gode til at lægge mobilerne fra sig og ellers synge, danse og snakke sammen. De endte endda med at hjælpe Stella med at pakke hendes værelse ned.
Dejlige piger!

Champagnebrunch

Det uformelle billede

Jeg HADER farewell parties - især hvis det er mig, der skal sige farvel og det er til nogle mennesker, som jeg er kommet til at holde af. Når jeg skriver hader er det selvfølgelig fordi, at jeg er super dårlig til at sige farvel. Jeg bliver så berørt, og tårerne kommer, uanset hvor meget jeg forsøger at holde dem tilbage. Så da fredag var min sidste circuit trainings time frabad jeg mig noget i den stil. Jenny, træneren, fandt i stedet på at invitere til champagne brunch og lade det være på gensyn efter sommer-arrangement. Den var jeg med på.
Vi mødtes som sædvanlig kl. 9 til en times træning. Derefter fotografering og efterfølgende brunch. Champagnebrunch er mest kendt fra 5-star hoteller og indebærer en frygtelig masse dejlig mad. Det bestræbte vi os på at efterligne - med succes. En helt igennem kanon morgen og formiddag.
Mens jeg skriver det her, kan jeg så mærke, hvor vemodig jeg bliver over, at jeg ikke skal se disse kvinder igen. Nogle af de bedste timer her i Maputo er tilbragt sammen med dem. Fantastisk at jeg rendte ind i det hold og de kvinder. Et evigt minde, der vil bringe smil om munden - og desuden bragte mig i mit livs form.

Nederst til højre: Monkey bread. Uforskammet dejlig ting der minder om en ting mellem brunsviger og kanelsnegle.
http://kanelkage.dk/kanelkage-opskrifter/monkey-bread-godt-amerikansk-kanelbroed

Lige oven for Nutella-cookies. Endnu mere uforskammet gode kager.
http://www.ambitiouskitchen.com/2012/09/nutella-stuffed-brown-butter-sea-salt-chocolate-chip-cookies-my-favorite-cookie-ever/
Kalorieindholdet snakker vi ikke om.

Det formelle billede.
Desværre var flere allerede taget på sommerferie, så vi er ikke fuldtallige.
Fra venstre England, Canada, Sydafrika, Danmark, USA, USA og USA.

Brunchen arrangeres.

Skål i champagne - nogle mixet med juice.

Grundlovsfest hos ambassadøren

Mozambiques fiskeriminister, Victor Borge (det hedder han)
og til højre den danske ambassadør, Mogens Pedersen.

Grundlovsdag havde den danske ambassadør inviteret til fest fra kl. 18-20. Det er vist ikke noget, han eller hans forgængere plejer at gøre. Det der med at fejre nationaldagen er ellers meget udbredt blandt expats. I Dhaka var det et brag af en fest. Sikkert fordi man bliver så patriotisk, når man er langt hjemmefra. Nordmændene er især gode til det - i hele verden. De har nationaldragt på og vandrer gennem byen til ambassaden, synger og vinker. Som regel er der en lidt mere formel fejring om formiddagen på ambassaden og så ellers fest for landsmændene senere.
Den danske ambassadør valgte at lade det være en formel fest, hvor der var mindst lige så mange udenlandske og mozambikanske forretningsmænd, som der var danskere. Det var hyggeligt at møde de andre danskere, men jeg følte ikke, at vi var der for at fejre noget som helst dansk.

Vi var pænt mange. Billedet her viser kun den ene side af poolen.

So cute

I går var jeg en tur uden for Maputo og hente kohornssmykker hos Astrids værksted.
Her mødte jeg denne lille, søde dreng.

Er han ikke bare kær?

Han var tydeligvis sulten og havde for det meste sin tommelfinger i munden.

Capulana

Capulana i alskens farver og mønstre.

Jeg har før skrevet om capulana, der er det stykke stof, som stort set alle kvinder render rundt med som nederdel og/eller rundt om et barn, der hænger på deres mave eller ryg. Jeg skrev om det blandt andet i forbindelse med Mozkito taskerne, der netop er syet af capulana (se indlægget og billederne her).

Egentlig er det lidt snyd, for capulana går for at være typisk mozambikansk, men det er oprindeligt et stykke stof, som blev bragt hertil fra Asien, og som blev brugt som byttevarer. Mozambique var et oplagt sted for søfarer at stoppe på vej fra Europa til Asien og retur igen. Faktisk er jeg ret sikker på, at de fleste stykker capulana stadig produceres i Asien, men sælges her som om de er her fra. Jeg skal lige skynde mig at sige, at capulana er udbredt i hele Afrika.

Capulana kan man købe over alt hernede. På gader, i butikker. Stoffet bruges til ALT, halskæder, sko, t-shirts, bukser... you name it. Men jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle bruge dem til, men jeg skulle da næsten have et stykke med hjem. Jeg snakkede med en veninde om, at jeg godt kunne lide de nyere, psykedeliske designs. Hun kendte tilfældigvis lige en butik i Maputo, som har de nyeste stoffer OG som sælger dem i metermål. Af sted med os.

Inde i butikken Casa Pandia.

Foran butikken er der liv og glade dage - og mandlige syersker.

Kvinderne her køber capulana i butikken og sælger det videre.

Dagens køb: 3,5 x 1 meter capulana i nogle heftige farver og mønster.
Har i tankerne, at det skal ende som dug på spisebordet i Danmark.

Berta havde sjovt nok også lige fået sig en ny capulana af sin søster.
Det var den flotte og traditionelle capulana med dyremotiv, i dette tilfælde elefanter, som Berta er helt vild med.

Sidste alting

Mit hjørne på skolen, hvor jeg venter på Stella.

Til morgen afleverede jeg til Stella de chips, der giver os adgang til skolen, og det gik op for mig, at jeg havde været der for sidste gang i går.

Min sidste dag på skolen i går var så heldigvis en god dag. Først med et godt og produktivt møde med sammenslutningen af forældre og lærere, Parents Teacher Association (PTA), hvor næste års bestyrelse og aktiviteter blev valgt og fastlagt. Dernæst et kort møde med skolens IT-chef, som skal udføre de sidste ændringer på PTAs hjemmeside (et projekt jeg har kørt). Bagefter et smut på skolens bibliotek med dvd'er, som vi ikke vil have med hjem, og som de utroligt gerne vil indlemme i deres samling, der kan komme studerende og forældre til gode.

Klokken 14.30 hentede jeg så Stella - som sædvanligt - fik hilst på mozambikansk manér på veninderne med vores kys på begge kinder. En gestus Stella og jeg for øvrigt har lært at værdsætte. En tur gennem skolens åbne arealer og ud på den altid solrige og bagende varme parkeringsplads, hvor vi - som sædvanlig - fandt Requito og vores bil ved stadium. Ind på bagsædet og hjem med os. "Vamos a casa, por favor" (hjem til huset, tak).

Ved ankomst til huset åbnes gaten af en af de tre vagter, José, Leonel eller Nelson, en lille gåtur langs huset og om i gårdhaven, hvor vasketøjet hænger. På det tidspunkt står Berta som regel og stryger dagens vask eller er så småt begyndt på aftensmaden.

Tjaee, de rutiner er det snart ved at være slut med. I dag er sidste skoledag, i aften er danskerne inviteret til at fejre Grundlovsdagen hos den danske ambassadør, mens Stella tager en sidste sleepover. I morgen er sidste omgang circuit training inklusiv champagne-brunch, vi får gæster fredag aften og i weekenden skal vi pakke nogle flyttekasser og til farewell party og til min sidste gang yoga). Mandag skal vi pakke kufferter og have vores sidste dag sammen her i huset. Jens vender alene tilbage til huset i slutningen af juni.

5. juni 2014: Stellas sidste skoledag

Klokken er 7.10 og Stella hopper ind i bilen til Jens.
Før kidnapningerne i efteråret var det vores chauffør, der kørte hende, men Jens tog over.
Mon ikke også der ligger et hyggemoment i den tjans for Jens ;-)

Så er Jens og Stella kørt. Som Jens sagde under morgenmaden: "Så er det sidste gang, at jeg skal køre Stella i skole. Fra næste skoleår af skal hun cykle". Tydeligt gys hos Stella, som sikkert allerede overvejer, hvordan hun kan blive fri for det.

"Enebarnet" Stella skal i Danmark selv transportere sig til skole og hjem igen. Heldigvis ved jeg, at hun har nydt det og værdsat det - selv været bevidst om, at denne luksus ikke varede evigt.

Sidste besøg Chez Vincent

Before dinner time - på langs - med kølig hvidvin inden for rækkevidde -
og tanken om en forestående aften med tapas og mere sydafrikansk vin. Life is good!

August 2013 overnattede vi første gang hos Chez Vincent i Nelspruit - se indlægget her fra dengang. Både stedet og restauranten faldt så godt i vores smag, at vi er endt op med at komme der yderligere fem gange. Jeg har været der på kvinde-tur også. Vi oplever - heldigvis - så meget nyt altid, at det denne weekend var rart bare at "gøre som vi plejer". Ankomme til kendte Chez Vincent - til "vores" familieværelse - sidde ved "vores" bord i restauranten foran pejsen, som på denne årstid er i brug. Tage i shoppingcenteret Ilanga og gå i "vores" sædvanlige forretninger. Oven i købet blive genkendt og tiltalt nu, som var vi stamkunder. Så ja, vi har haft en dejligt afslappende weekend i Nelspruit og spist og drukket alle de ting, vi elsker.

Jeg er opmærksom på, at I netop har læst to blogindlæg om mad - men her kommer altså lige et mere.

PS. Det her blogindlæg er skrevet med en kær veninde i minde, da hun er en af de bedste kokke jeg kender. Ja, Helle, det er dig, jeg tænker på.

Hvilke tre tapas skal jeg vælge? Stella slog alle rekorder, da hun lørdag konsumerede fem tapas retter.

Et hyggeligt lille hjørne af restauranten. 

Stegt argentinsk calamari (blæksprutte) med spansk chorizo pølse, hvidløg og friske krydderurter.

Norsk laks med hjemmelavet pasta og saffron creme.

Endnu et hyggeligt hjørne af restauranten.

Jens' absolute ynglingstapas: Grillet oksemørbrad med steget parmaskinke, asparges og pesto.
Det endte med at blive Jens' dessert begge aftener.

Min dessert: Bær crumble med vanilje creme.

Så er det tiden at sige farvel til Sara & Vincent, ejerne af stedet.