Sofaer på plads og gæsteværelset klar

Jaaaahhh, så er sofaerne kommet på plads. Jens fandt betrækket på lageret uden for byen. Se forrige indlæg, hvis du vil vide, hvad jeg mener. Utroligt nok er det endt op med, at alt fra IKEA er kommet. Ikke én ting har manglet.

I skrivende stund samler Jens stadigvæk møbler! 

Han er tæt på at være færdig med at samle møblerne i gæsteværelset, så vi er klar til at modtage gæster!

Vi er snart ved at være på plads med alle møblerne. Lige nu er vi glade for at have "et hjem" og ikke kun et opholdssted. IKEA-look eller ej. Småtingene og billederne, der skal give huset vores personlighed, må købes hen ad vejen. Antennekablet til fjernsynet mangler vi også lige at få trukket... fra den modsatte ende af huset!

Her udsyn fra TV-stue gennem spisestue og ud til køkken.

Sir Charlie har for længst udvalgt sig sit ynglingsopholdssted.

Ingen sofaer :-(

Sådan har Jens ligget på sine knæ hele dagen - og gør det endnu! Og samlet og samlet og samlet IKEA møbler. PS. Han har ikke smilet sådan hele dagen, men hvem gør også det, når man samler IKEA ting?

Dagens helt store skuffelse er, at vi ikke kan finde betrækket til vores sofaer. Vi har sofaerne, og de kan ikke samles, før de er betrukket! Af alle de ting og møbler vi har fået leveret, hvorfor skulle det så lige være noget med sofaerne? Dybt suk. Nå, hvis vi er heldige, ligger de hos en af de andre familier fra firmaet eller på lageret. Hvis vi er rigtig uheldige, er det aldrig blevet sendt med fra Århus. 

IKEA flytter ind

Yes! Vores møbler er kommet i hus. IKEA er flyttet ind! I skrivende stund (tirsdag formiddag) står der IKEA kasser overalt i huset, og der ligger mange timers samlearbejde foran os.  

Kasserne forlod Århus den 19. juni 2013. Den 26. juni 2013 ankom til Durban i Sydafrika (lige syd for Maputo), hvor de desværre strandede i 3 uger, før de endelig blev sejlet til Maputo i sidste uge og hvor de mozambikanske myndigheder forholdsvist hurtigt har frigivet dem fra tolden.

Møblerne er bestilt og købt, før vi vidste hvor vi skulle bo, så det bliver spændende, hvad vi får til overs, og hvad vi mangler.

Her er møblerne på firmaets fjernlager i Maputo. 

Lastbil 1 ankommer til huset.

Lastbil 2 ankommer til huset.
Jeg skal lige for en ordens skyld fortælle, at der var møbler til en anden af firmaets familie også.

Efter mange forsøg og mange gode råd lykkedes det at bakke ind i indkørslen.
Herefter stillede Jens sig i døren og dirigerede flyttefolkene til, hvor kasserne skulle hen.
Jeg stod på førstesalen og dirigerede videre.

Kasser overalt. Bagerst skimtes stuen.
Charlie sidder foran trappen til førstesalen. 

Kasser i spisestuen.

Hos Vincent

I Nelspruit i Sydafrika boede vi hos Vincent, Chez Vincent. Se evt. de to foregående indlæg for at få historien op til ankomsten til Nelspruit. Et sted vi havde fået anbefalet. Nettet kan tilbyde meget godt inkl. meningstilkendegivelser, men de der mund til mund anbefalinger er at foretrække.

Værtsparret, en englænder og franskmand, kører stedet og er selv udøvende i køkkenet og restauranten og receptionen og... 

Chez Vincent gjorde vores ophold til andet og mere end blot en shoppingtur. Hos Vincent lukkes du ind bag deres murer og gate og så er du et dejligt og afslappet sted, hvor du kun kan hygge igennem og spise god mad.

Lige ved indkørslen var den her bananplante.
Her måtte jeg lige mindes Sri Lanka. Good memories.

Jens på terrassen foran bungalowen, hvor vi boede.

Stella benytter sig af wi-fi forbindelsen.
I bilen læste hun The Hunger Games, som hun er helt opslugt af.
I baggrunden anes køkkenet.

Stella foran receptionen.

Restauranten, Saffron Restaurant, er en tapas restaurant. Først tror jeg, at vi alle tre blev sådan lidt skuffede. Tapas? Vi var sultne. Nå, men tjeneren anbefalede at bestille tre tapas pr. person, hvilket ikke lød af meget, men det gjorde vi. Wauv, den bedste tapas, jeg nogensinde har fået, og pænt store portioner. Jeg havde ellers sat mig for at prøve deres "tapas dessert", men kunne simpelthen ikke få en bid mere ned.

Den helt specielle, brede og flotte dør til restauranten.

Prisen: 540 kr for en overnatning i familierum inkl. morgenmad for to voksne og op til to børn.

Et positivt overraskende Sydafrika

Efter godt tre timer i grænseland satte vi os ind i bilen og kørte ind i Sydafrika. Lettere slukøret. Vejen går langs den sydlige grænse til Kruger Nationalpark, hvilket vi pludselig opdagede, da to giraffer spankulerede langs vejen. Og senere nogle aber, der også løb rundt langs vejen. 

Det er jo vinter hernede, så træerne har ingen blade på, og savannen fremstår meget tør, men på turen så vi masser af appelsintræer med modne appelsiner. Masser af sukkerrørsplantager. Bananpalmer. Papayapalmer. Så frodigt. Provinsen har desuden citroner, avocadoer, mangoer, macadamia- og cashewnødder. Humøret steg bare mere og mere i bilen. Wauv, et landskab med bakker og bjerg i baggrunden. Associationerne gik til Sri Lankas mange frugttræer og til landskabet i Californien.

Bananplanter. De blå poser beskytter bananerne. Sikkert mod aberne, men måske også mod utøj.

"Vintertræer" uden blade.

Målet var som sagt Nelspruit. En by med 21.500 indbyggere, der lever højt på, at indbyggere fra især Mozambique og Swaziland foretager sine månedlige indkøb i byens mange og store varehuse (denne påstand kan bekræftes af Wikipedia).

Første indkøbssted var varehuset Makro, et Bilka/Metro-sted. Herunder ses Stella mellem et par af hylderne. Én ting er, at du kan få ALT, én anden ting er de lave priser.  

Herunder billeder fra den ene af SUPERSPAR i byen. Rigtig flotte forretninger.

Læg lige mærke til budskabet langs loftet. Fladskærm uden synlige ledninger. Servicemindede medarbejdere.

Selv de mindste skal have det godt, så de sidder i polstrede "lædersæder". I det  hele taget en børnevenlig by, hvor de fleste restauranter har udendørs legepladser.

Byen har to indkøbscentre, som man bør besøge (siges det): Riverside og det nyeste Ilanga. Stella og jeg tjekkede forretningerne ud på nettet og valgte Ilanga på grund af dens udvalg af nyere forretninger, som vi kun kender fra USA. Stella røg direkte i paradis - faktisk allerede før indgangen til Ilanga. Hun konstaterede, at tingene kostede det samme som i Danmark, blot med den forskel, at vi her kun skulle betale halvdelen af prisen, da det var i sydafrikanske rand.

På restauranter betalte vi typisk 50-70 rand for en god frokost, hvilket er 25-35 kr. 12 kr for et glas vin. Lørdag aften spiste vi på restaurant. Tre personer med vin, øl, vand. Super, super lækkert, og kom af med i alt 250 kr.

Byen er flot og pæn og ren, men uden den store kultur og historie. Den har tilsyneladende alt, hvad hjertet kan begære af sko, tøj, mad, sportsting etc. Den ligger smukt og har efter sigende en masse gode hoteller og Bed&Breakfast steder. Vi kommer helt sikkert tilbage til Nelspruit.

Det næste indlæg handler om der, hvor vi boede.

En tur over grænsen til Sydafrika

"Hvor bliver jeg dog pludselig bevidst om, hvor meget jeg værdsætter Schengen-samarbejdet" (se faktaboks nederst i indlægget), udbrød Jens lørdag tidligt morgen, mens vi på anden time stod i kø for at... ja, vi vidste dårligt nok hvorfor. Jo, for at få op til flere stempler i vores pas og på løse papirer. 

Kl. 5 lørdag morgen kørte vi vestpå til grænsen mod Sydafrika. Målet var to dages shopping og en overnatning med hygge i byen Nelspruit, der ligger 200 km vest for Maputo. Vi ankom til Mozambiques grænsepost kl. 6.30 og tilbragte godt og vel tre timer på at bevæge os de få hundrede meter fra grænsepost over ingenmandsland til næste grænsepost. På den tid stod vi i op til fire forskellige køer. 

Vi skulle ikke nå noget, og køkulturen var egentlig okay, men kø er bare aldrig attraktivt. Det var svært midt i kaos at gennemskue, hvad der skete, men vi gætter på, at der var mulighed for at betale sig ud af køen, for nogle gange forsvandt folk fra køen, hvorefter vi kort tid efter så dem sætte sig ind i deres bil og køre til næste grænsepost.

En venlig ung portugiser hjalp os. Han forklarede, hvad der skulle ske og i hvilken rækkefølge. Han fortalte desværre også, at mængden af mennesker og situationen var helt normalt. Der var ikke engang tale om en travl lørdag. Han så mit desillusionerede udtryk og sagde: "But it's all worth it". Han skulle vise sig at få så meget ret - heldigvis da. Sikken en skøn weekend, vi har haft i Sydafrika.

Kø lige så langt øjet rækker, og klokken var kun 6.30. Grænsen åbner kl. 6.

Jens og Stella i køen.

Det tog 6 timer at køre de 200 km fra Maputo til Nelspruit.
Det tog til gengæld kun 3 timer og 45 minutter at køre retur.
Vi blev meget klogere på, hvordan det foregår, men hvilken joke det hele er. For eksempel skal man aflevere oplysninger om bilens nummerplade OG motorens nummer! Først til den ene grænsepost, og så til den anden grænsepost.

Her "et par småting" man skal huske, når man skal ind i Mozambique.  Såååååå langt fra Schengen-traktaten.

Faktaboks:

Schengen-traktaten blev indgået mellem 1985 og 1990 og havde til formål at nedlægge europæiske grænseposter og fjerne grænsekontrollen inden for Schengenområdet.

Hvad med katten?

Charlie i forhaven

Ja, hvad med Charlie? Hvordan har den klaret turen herned? Nogle af jer husker sikkert dyrlægens råd om, at han som en del af forberedelsen til turen burde høre lydcder med flyvemaskinelyde. Et råd vi aldrig fulgte. 

Charlie rejste med Jens og Stella herned. Det var en hård tur for Charlie. Ingen tvivl om det. Halvandet døgn på farten, tre lufthavne, to flyvemaskiner, et hotel og op til flere bilture. Meget af tiden uden "sine kære" omkring sig. Han endte hele rejsen med at komme kørende på transportbåndet i Maputos lufthavn sammen med alle kufferterne. Det var mens de var undervejs, at jeg flere gange fortalte mig selv, at det "jo bare" er en kat uden for mange tanker og følelser. 

Han klarede det okay, men fik vist et mindre chok. Han var - og er stadig - meget følsom for lyde og søger trygheden, det vil sige os. Jens påstår, at det har hjulpet gevaldigt, at jeg kom herned. Jeg - og Sarina - er den, han kender bedst. Jeg er hans madmor. Desuden er jeg hjemme ved ham i huset her. 

Han udforsker i øjeblikket forhaven, som nu engang er det rum han har. I Danmark havde han 1400 m2 have med tilstødende marker og gamle frugttræer. Til gengæld får han mindst lige så meget opmærksomhed nu som i Danmark. Hvis han kunne snakke, ville han lige som resten af familien sige, at han savner en sofa. 

Vores forhave. What you see, is what we've got.

Hvordan er der i Maputo?

Sådan spurgte vores kære venner i går, da vi FaceTimede (a la Skype bare mellem to Apple produkter på wi-fi) med dem. 

Jeg ville have elsket at svare kort og entydigt på det spørgsmål.

Jeg kunne svare, at her er trist, fattigt, beskidt, u-landsagtigt med alt hvad det indebærer som mangel på byplanlægning, istandsættelse og bureaukrati. At nogle af dem jeg møder har mørke øjne, forstået som et mørkt udtryk, der vidner om erfaringer, jeg slet ikke kender til.

Det ville være sandt. Jeg har set det, oplevet det.

Jeg kunne også fortælle, at her er smukt, lige ud til det indiske ocean, fantastiske restauranter med noget af det bedste mad, jeg nogensinde har smagt, afslappet stemning, god infrastruktur, gode butikker og udbredt internetforbindelse. At befolkningen er nogle af de mest smilende, som tilsyneladende altid synger og danser. 

Det ville også være sandt. Jeg har set og oplevet det. 

Jeg har været her to uger, så dette må blive mit svar til jer, der følger mig her på bloggen. 

Gad vide hvad mit svar er om et år?

Stellas skoledag

Middle Schools kantine

Det her indlæg fortæller faktuelt om Stellas skoledag. Stella skal nok selv skrive et indlæg om, hvordan det er at gå på skolen. Det kommer en anden dag.

Stellas skoledag begynder 7.30 og slutter 14.30.

Hun har 9 fag:
English, Humanity, Tech, Science, Math, Portuguese, Art, Drama og PE/Physical Education (=sport, både teori og praksis).

Timerne fordeler sig sådan her:
7.30-9.00  Block 1
pause, hvor hun går til et nyt klasseværelse
9.15-10.45 Block 2
pause, hvor hun går til et nyt klasseværelse
11.00-12.30 Block 3
Frokost
13.10-14.30 Block 4

Hver "block" dedikeres til ét fag. Fagene spreder sig over ugen.

Alle hverdage er der "After School Activity" fra kl ca 15-17.
Tirsdag og torsdag spiller hun fodbold på skolen og er derfor først hjemme kl. 17.30.

Velbekomme her fra Mozambique

Berta sniger alt muligt mozambikansk ind i vores hjem. Om morgenen kommer hun med de mærkeligste ting og fortæller, at det er vores aftensmad. Som forleden morgen, da hun smed den her trærod på bordet - sagde et eller andet portugisisk - og supplerede med at sige, at det var til frokost. Gisp. 

Her til aften fik vi en fisk ved navn baracuda med shema (hvidt majsmel kogt op til en stivelse), ris og matapa (en grøn sauce a la spinatsauce med kokos og rejer og nogle krydderier). (Forbehold tages for stavefejl). Det smagte godt. Lækker fisk og sauce. Det der majsstivelse faldt vi ikke for. 

Herunder kokken, lige før hun tog hjem i dag. Storsmilende som altid. Efter arbejde klæder hun om til hendes altid meget smarte tøj og (hjemmelavede!) smykker.

Det anbefales at spise fisk to gange om ugen. Hernede spiser vi det snart dagligt. Fantastisk at få lov til at prøve noget lokalt og originalt.

Studerende

Når jeg ikke farer rundt og forsøger at finde ud af, hvor man køber hvad, studerer jeg. Jeg har meldt mig til Probanas mini-MBA, Diplomleder (DIP). En uddannelse på 6 moduler, som jeg skal tage online over de næste 8 måneder. Selv eksamen kan jeg tage online.
Jeg er så træt af at sidde på barstolen hjemme i køkkenet (hvor jeg sidder lige nu!), at jeg foretrækker at sidde på AISMs voksenbibliotek. De har både sofaer og almindelige stole. Til gengæld tilbyder de ingen Wi-FI. Jeg har i dag forespurgt skolens IT-chef, om det mon kan lade sig gøre at give mig adgang, men jeg tvivler på, at jeg får lov.
Jeg følges med Stella i skole om morgenen (hun møder 7.30) og planter mig på biblioteket og nyder at studere personalejura, psykologi, forandringsledelse - i det hele taget alle afskygninger af Leadership og Management. Fordelen ved intet Wi-Fi er ingen forstyrrelser. Ro til koncentration om læsningen.
Dejligt at bruge sit hoved til noget fagligt ind imellem alt det praktiske.

Turisttur i "old Maputo"

I dag, søndag, besluttede vi at følge Lonely Planets "Walking Tour" i Maputos gamle bykerne. En både opløftende og deprimerende oplevelse.

Turen begyndte ved byens banegård, der af Newsweek er kåret til en ud af ti af verdens smukkeste "trainstations". Den er helt sikkert imponerende, og man fornemmer historien fra årtierne efter 1910, hvor den bygget. Meeeen som så mange af de andre bygninger i byen er den ikke vedligeholdt. 

Stella og Mia foran Maputos banegård.

Pladsen foran banegården. Her fornemmer man de russisk inspirerede bygninger.

ALT kan bæres på hovedet af afrikanske kvinder. Forskellen fra det billede de fleste af os går med og til virkeligheden er, at de i dag sms'er imens. Respekt! PS. Det har jeg desværre ikke et billede af.

Maputo har flere mad-markeder. Her et af dem.

Super flot Hugo Boss forretning og bygning på den ene side af gaden...

... og trist bygning på den anden side af gaden.

Sjov detalje i et parkeringshus. 

Noget belærende figur de har valgt at stille op foran rådhuset.  Jeg fik ikke lige fat i, hvem han er.

En tur i byens botaniske have afslørede seks ganske udmærkede tennisbaner.

Alt i alt en fin gåtur, der åbnede vores øjne for byens historie og storhedstid. Men også for alt det uudnyttede potentiale, der ligger i Maputo. Fantastiske strande, som ikke udnyttes pga forurening og affald. En bymidte uden planlægning i fortiden og tilsyneladende heller ikke i fremtiden. Personligt er jeg ret forarget over, at byens regeringsbygning, ministerier og andre offentlige bygninger ligger lige ned til vandet - på de bedste og dyreste adresser med de flotteste udsigter. Hvordan pokker skal det gavne byen? Nå, jeg har været her en uge, så det får jeg nok ikke sådan bare lavet om.

Vejret

Det er vinter her, når det er sommer i Danmark og vice versa. Og solen går nordom, hvilket er forvirrende, når man skal orientere sig, men jeg vænner mig vel til det.

Som I kan se af vejrudsigten, så sker der en halvering af varmegraderne om natten. Huset er ikke isoleret, så jeg har været ude og købe mig et varmere og større tæppe. Jeg frøs så meget om natten, at jeg ikke kunne sove.

Det svinger meget med varmen. I går, lørdag, var det utrolig varmt. Stella: "Det skræmmer mig, hvis det her er, hvad de kalder vinter". Da lå vi på 35 grader.

I dag er det lidt mere "normalt", hvad det så end er hernede. Lige nu er det søndag aften, kl. er 19.30, det er 20 grader og Jens' og min første tennistime er vel gennemført. Vi er på vej over i parken og spise på en af ynglingsrestauranterne, Campo De Fiori.

Lørdagens frokost

I dag, lørdag, blev frokosten indtaget på en restaurant helt ud til vandet. Den hedder Campo de (et eller andet med vand) og er ejet af de samme, som står for restauranten i parken, Campo de Fiori, over for vores hus.

Byen ses i baggrunden.

Jens og Stella

Normalt skriver jeg ikke om, hvad vi får at spise, men lige her i begyndelsen synes jeg, at I skal have en lille indføring i retterne, da de er anderledes og i den grad præget af Maputos beliggenhed ved havet.

Mias frokost: Carpaccio a tuna.
Tynde skiver rå tun med appelsin og oliven. Smagte himmelsk.

Jens og Stellas frokost: Fusilli med krabbesauce.
Smagte også fantastisk.

En del af restaurantens interiør: En stol lavet af våben.

Livlig aktivitet langs stranden her om lørdagen.

Weekendophold i Sydafrika, Nelspruit

Vi har booket et weekendophold i Sydafrika næste weekend den 23.-25. august 2013. Vi tager til Nelspruit, 3 timers kørsel vest for Maputo. Vi skal bo et sted, der hedder Chez Vincent.
Vi slår faktisk to fluer med ét slag, da Jens og Stella er tvunget til at forlade landet, for at sikre sig et nyt stempel i deres pas/visum. De har jo været her et godt stykke tid før min ankomst. Vi har pt kun tilladelse til 30 dages ophold ad gangen i Mozambique.

Dyr, dyr mad

Man kan købe stort set alt her i Maputo. Men hold nu op hvor er varerne dyre. For søren da. Jens og Stella har købt en flaske Head & Shoulders for tæt på 80 kr. Godt nok en stor dunk, men alligevel. Jeg har efterfølgende fundet den almindelige størrelse til 40 kr. De fleste slags ost koster mellem 40 og 100 kr for 250 gr. En dansk lurpak smør koster 50 kr. 1 liter yoghurt naturel koster cirka 20 kr. Muesli koster 35-40 kr for 750 gr. 1 liter low fat milk, langtidsholdbar koster 12 kr. Dybfrossen kød koster en tredjedel mere end derhjemme. Frugt og grøntsager er vist ikke så dyre, og her er udbuddet stort og friskt. Det er primært Berta, der køber frugt og grønt. I Danmark kan man også godt købe muesli til 35-40 kr. Forskellen er bare, at dér er der jævnligt tilbud. Det er der ikke her.

Her snakker alle til gengæld om Sydafrika. Det er åbenbart udbredt at tage over grænsen og handle stort af hvad som helst, men især kød og vin. Vi har booket et weekendophold i Sydafrika næste weekend igen, så får vi selv tjekket priserne ud.

Personerne omkring mig

Udover Berta har vi vagt 24/7/365 ved gaten til vores hus. Det er nødvendigt med en vagt. Alle huse har også gitter for vinduerne og pigtråd, hvor man kan klatre op på førstesalen af et hus. Sådan er det bare.

I dag er vores chauffør begyndt på arbejde. Her kører de fleste selv bilen, også kvinderne. Meeeen jeg skal lige lære byen at kende og få føling med det der med at køre i "den forkerte side" af vejen og sidde i "den forkerte side" af bilen.

Hils på Berta

Berta, fotograferet i vores forhave

Hils på Berta. Vores empregada (portugisisk), maid (engelsk) eller hushjælp som det hedder på dansk.

Hun er lige så lattermild, skæg og imødekommende, som billedet giver udtryk for. Hun er også en bestemt dame. Ikke så meget over for mig, men over for dem hun for eksempel handler med. Der er ikke noget underdanigt i hendes facon. Hun ved hvad hun vil, samtidig med at hun er åben for nye ideer og ønsker fra Senor Jens og Senorita Mia.

Hun møder kl. 9 om morgenen, hvor hun ankommer med sin mand på motorcykel, og er her til kl. 17 om eftermiddagen - ugens fem hverdage. Hun har fra begyndelsen frabedt sig weekendarbejde. Hun gør rent, stryger og laver mad. Shopper lidt mad, hvis jeg ikke har købt det rigtige (det er altså ikke helt nemt at handle mad, man ikke ved hvad er - og så på portugisisk!).

Vasketøjet deles vi om. Det kan jeg lige klare. Hun insisterer på at ordne Jens' tøj. Det vil i praksis sige, at hun stryger hans bukser og skjorter... og lægger hans underbukser sammen som om de skulle pakkes og sælges. Jens klager ikke. Jeg har bedt hende om IKKE at stryge hans underbukser, da jeg hellere vil have, at hun bruger tid på at lave mad og bage, men jeg har hende mistænkt for at gøre det alligevel.

Hun slutter sin arbejdsdag af med at lave vores aftensmad, som vi så selv opvarmer senere. Foreløbigt har hun lavet fantastisk velsmagende mad. Afrikanerne mixer og bruger tilsyneladende utroligt mange krydderier. Maden bliver ikke stærk af det, men meget smagfuld.

Turisttur i parken

I forbindelse med overvejelserne om at flytte hertil  tog jeg kontakt til den danske ambassade i byen og bad om kontakt til en familie med børn på vores børns alder, i håb om at få nogle svar på, hvordan det er at være teenager i byen og på skolen. En af de ansatte på ambassaden fandt en familie, hvis mor jeg jævnligt har været i kontakt med om alt muligt fx hvor vi skulle satse på at bo i byen. I dag skulle jeg spise frokost med hende og takke hende. Efter frokost tog vi en tur i parken til "Arts & Crafts Marked" - med andre ord et marked med salg af afrikansk håndarbejde. Dog sætter jeg spørgsmålstegn ved håndlavede, men typisk afrikansk er det.

Min ledsagerske udpegede for mig, hvad jeg kan købe mange andre steder i Afrika, og hvad der er decideret mozambikansk.

Til venstre: De her plader med små hverdagsscenarier er mozambianske. De er vel nærmest en slags dukkehuse.

Meget hverdagsagtige - her fødsler!

Tasker og kurve her fra egnen.

Ret hyggeligt og med de "lave" temperaturer omkring de 30 grader om dagen var det en dejlig gå tur. Det føles slet ikke så varmt.

Statuer på størrelse med mig.

Dagens indkøb: En ny taske til senorita Mia.