Berta is back

Grovboller til Stellas madkasse

Uhm, her dufter af bagværk... her dufter af Berta ;-)
She's back. Med bandage om højre fod.
I dag har hun så bagt grovboller og muesli-banan muffins til Stellas madkasse - og lavet gluerods-omelet til frokost til Jens og jeg. Uhm, godt at have hende tilbage.

Hun har i dag inspiceret "vikarens" arbejde og er ikke tilfreds med husets tilstand. Alle Jens' skjorter er blevet hængt ordentligt i rækkefølge (efter farve og delt i korte og lange ærmer), og hun har bemærket strygemærkerne på nogle af dem. Hun har gået rundt og mumlet noget videre i dag, indtil hun her til sidst sagde højt: I need to clean my house! Og når Berta siger det på denne måde, så er der ikke noget at gøre. Jeg forsøger ellers at få hende til at tage foden op, når hun holder pause, at sende hende tidligere hjem, så hun ikke overanstrenger foden den første dag på arbejde, men... ja, det styrer hun jo først og fremmest selv.

Mad til Stella. Nystrøgne og fint foldede underbukser til Senor Jens og... ingen adgang til køkkenet for Dona Mia. I morgen, når Berta har humpet rundt med kost, spand og klud, så tror jeg, at jeg kan skrive, at vi alle er glade.

Muesli-Banan muffins, sundt og mættende mellemmåltid for både Stella og Jens

Hjemmesituationen

Mundo's - stedet at se Formel 1 og fodbold - og for øvrigt nyde byens bedste pizzaer.

Der er stadig ingen Berta her i huset. Men det er glædeligt, at det langsomt går fremad med hendes højre fod, som er forstuvet. Hun kommer, når hun engang bliver klar. I mellemtiden har jeg hyret en "freelance-hushjælp"til at komme og gøre rent en gang om ugen. Hun laver ikke mad, så den hænger jeg selv på - desværre. Gid det var omvendt; at hun kunne hyres til at lave mad og bage, mens jeg gjorde rent, men sådan er det ikke.

Ellers begynder vi da så småt at tænke mere og mere på, at vi om to uger skal til Danmark til konfirmation. Da vil det være små 10 måneder siden, vi (Stelle og jeg) sidst var i landet og se vores kære. Wov, så længe har Stella og jeg aldrig været væk fra Danmark - og fra vores kære. Det kan faktisk godt give lidt kriller i maven at tænke på, at vi snart skal kramme de mennesker, som vi jo inderst inde i vores hjerter savner helt vildt, og som vi i dagligdagen hernede lidt med vilje "glemmer" for ikke at dyrke fraværet men i stedet dyrke nuet og de nye omgivelser.

Når vi så kommer retur efter konfirmationen, har vi 20 dage tilbage af vores tid i Afrika... hm, det kan jeg ikke lige tackle hverken i hovedet eller hjertet, men det er sådan det er.

God weekend

Solopgang fra badeværelsesvinduet kl. 6 fredag morgen

Det er fredag morgen, og weekenden byder på fuld sol, 30 grader og afslapning for Jens og mit vedkommende, mens Stella er på hele fredagen og hele lørdagen. Hun har i en rum tid haft travlt med at øve til mellemskolens skuespil, Snehvide, hvor hun spiller et af skovens rådyr. Så hendes dage i denne uge lyder typisk på skole og teater fra kl. 7-19. Vi skal se stykket i aften, og i morgen skal de spille om eftermiddagen og om aftenen, så hun er væk hele dagen. Jeg gætter på, at hendes søndag bliver hjemme og med ro på - og så de lektier, som mangler. Hvad Jens og jeg finder ud af at fordrive tiden med - må vise sig.

Spillets sminkøse har øvet sig, men det endte lidt anderledes op.

Dhow

Hvem skulle tro, at der helt nede til venstre gemmer sig Maputos lækreste restaurant og butik.

Der er få steder med høj lækkerhedsfaktor i Maputo, synes jeg. Med lækkert sted mener jeg ud over rent og pænt sådan gennemført og unikt i stilen - med nogle anderledes og fede ting og mad - hvor man med det samme mærker en helt speciel stemning, når man kommer der ind og bare bliver i højt humør. Sådan et sted er Dhow, der betyder skib og er inspireret af bindeleddet mellem varerne og kulturen fra det fjerne østen og til Afrika og Europa. Symbolikken passer meget godt med stedet, der primært er græsk (maden) og med salg af varer fra fjernøsten og Afrika. 

Jeg mener, fancy, moderne og "internationalt" indrettede restauranter og hoteller kan man finde overalt. Når man er inde i dem, så aner man ikke, om man er i Dubai, New York eller Maputo. De er ikke interessant andet end som "get-away"-sted, hvor man glemmer alt om støv, affald og fattigdom, hvilket sådan set også er godt nok, men oplevelsen skal komme fra dem du er sammen med, hvor her kommer æstetikken til dig fra omgivelserne. 

Desværre fungerer det bedst at kommunikere på portugisisk med personalet, brugskunstens priser skal du nogen gange dobbelttjekke, for du tror, det er løgn, at det kan være prisen i Meticais (mozambikansk valuta), og betjeningen kan kræve sin tålmodighed, men hvad pokker Nobody's perfect.

Så er vi i gårdhaven - allerede her begynder det at ligne et interessant sted.

Så er der dømt hygge og afslappet stemning i det fri og i skygge.

Måske I kan fornemme udsigten til venstre: Vandet.

Stella inspicerer blandt andet duftelysene i den spændende butik, hvor priserne dog er latterligt høje.
Nogle af tingene har jeg set i Sydafrika til noget der minder om det halve.
Andre ting har jeg aldrig set andre steder - og kan du lide det, så er det bare med at slå til.
Min julegave fra Jens - en maske på pind - er købt her. Og det var sådan en, den-må-jeg-have-oplevelse.

En sjældenhed: en næsten tom restaurant. Billedet er taget før åbningstid.

Udsigten. Billedet her viser lige hjørnet af den pool, der er der.
Den er nærmest klods op og ned ad bordene, så ingen bader i den.
Men den giver stemning som den ligger der dekoreret af træ-krokodiller, krukker etc.

 Dhows hjemmeside - her og deres Facebook side - her.

Måske påvirker det mig også positivt, at hver gang jeg er der, mindes jeg mit ynglingssted i Colombo, Sri Lanka: The Gallery Café.

Når mutter går i køkkenet

Berta er her stadig ikke. Støn. Suk. Jer, der kender mig ved, at jeg ikke synes, at køkkenet er det sjoveste sted at opholde mig. Med mindre det er for at kigge på og nyde et glas vin. Så hellere rengøring. Nu hvor jeg selv laver mad, går det for alvor op for mig, hvad det er for noget crap - dårlig kvalitet -, vi kan købe her i byen. Puhha, ikke sjovt at stå der og stege kød og observere, at gryden langsomt fyldes med fedt, efterhånden som kødet steger. Jeg har for længst lært Berta tricket med at si kødet efter stegning, men jeg mister appetitten, når jeg laver mad her.

438 gram hakket oksekød til 23 kr. Billigt ville nogle sige. Men jeg aner så heller ikke, hvad pakken indholder.
Få gange har vi oplevet noget der minder om knoglestykker i. Fedtprocenten er ukendt. Holdbarheden er helt fantastisk: Det kan holde sig til den 11. maj 2014, altså 22 dage i køleskabet!
Det er jeg ikke sikker på, at nogle af Jens' utallige apps om madvarers opbevaring og holdbarhed understøtter.
PS: Sarina og Stella gør jævnligt grin med Jens' "madapps".
De synes vist nok, at der er mange andre apps, der er mere interessante at have.
PPS. Jeg har forsøgt lokale slagtere, men de synes heller ikke at kende til fedtprocent og garanterer også lang holdbarhed.

A propos holdbarhed så har æg hernede ingen "udløbsdato" eller sidste salgsdag, og de opbevares ikke på køl. 

De her ting oplevede vi også i Sri Lanka og Bangladesh. Det er en del af fornøjelsen ved at bo i et ikke-udviklet land. De andre steder fandt jeg løsninger, og her hedder løsningen at handle hos den sydafrikanske kæde Woolworth Food, der svarer til det danske Irma. Det er noget, læs meget, dyrere end de andre supermarkeder, men kvalitet koster nogle gange, og så får de kun varer en gang om ugen. Det er da også pokkers, at jeg selv skal lave mad :-(

Anderledes toiletrutiner

Hvad er der lige med afrikanere og deres toiletbesøg - eller rettere rutiner omkring toiletbesøg? Bare rolig du skal ikke til at læse om intime detaljer nu.
Stella er begyndt at "sende" mig i forvejen, når vi besøger offentlige toiletter i Mozambique og Sydafrika. Vi oplever begge næsten hver gang, at en dør er enten ulåst eller halvåben og går derfor ind, men sørme om der så ikke sidder en person på toilettet. Nogle gange med en mobiltelefon, hvilket må betyde, at de har tænkt sig at sidde der længere tid. Men hvorfor låser de ikke døren? Én kom med den teori, at de simpelthen ikke er vant til at låse døre nogen steder. Én anden kom med den teori, at de er bange for at blive låse inde. Uanset hvad så er det noget af en sjov adfærd at have sig. Der er da vel en grund til, at der er låse på dørerne!? Men det generer dem åbenlyst ikke, at man kommer ind, så regn ikke med at den rutine ændres foreløbig. Gå hellere på toilettet med din mor og send hende i forvejen.

Circuit training i silende regn

Tre gange om ugen træner jeg circuit træning i en baghave. 10 øvelser med en blanding af konditions- og styrketræning, som gennemføres i alt fire gange. Jeg elsker det. Det er varierende, det er udendørs, og det giver synlige resultater.
Forrige fredag begyndte det at dryppe lidt fra himlen, lige da vi startede. Det fik ikke den hårde kerne af aktive til at stoppe. Og vi blev ved, selv om regnen tog mere og mere til, og det til sidst silede ned. Fordelen er jo, at det er 20 grader, selv om det regner. Da vi ikke kunne se mere, fordi det bare løb ned over ansigterne, måtte vi stoppe, men sjældent har jeg grint så meget under træning og følt sådan en... frihed.

Det skønne og uskønne

Bilene strand, lidt nord for Maputo

 Mozambique er kendt for sine kilometer lange, attraktive strande - og det holder stik. Anantara, en kæde med luksus hoteller har netop åbnet ét hotel i Afrika - og det er i Mozambique på øen Bazaruto. Et kvalitetsstempel til Mozambique.

For os der bor i Maputo ser omgivelserne noget anderledes ud. Vi ser dynger af affald og ingen skraldespande. Ude på landet er de søde til at rydde op efter sig, for der bor de jo i mindre landsbyer, men lige så snart byerne får en vis størrelse, så ligner det en offentlig skraldeplads. Desværre :-(

Fra en af indfaldsvejene til Maputo

Med familien Heise i Sydafrika

 Sidste weekend var der afgang til Sydafrika for at møde familien Heise, som vi lærte at kende i Dhaka og som i dag bor i Ghana i Afrika. Hvis du har lyst, kan du læse deres blog her. De tilbringer påskeferien i den østlige del af Sydafrika i en autocamper. Så vi havde aftalt at mødes i Graskop på en campingplads. Stella og jeg havde ikke set dem siden vi forlod Dhaka i juni 2011. Det skulle vise sig at blive et festligt gensyn.

Det tog laaaaang tid at komme til Graskop.
Først tog det tid at komme ud af Maputo, så holdt vi og ventede på vejarbejde på Mozambique siden og senere på Sydafrika siden. Sidstnævnte sted holdt vi bare og ventede på modkørende trafik i 45 minutter!
Så kedeligt, når nu man bare vil op til familien Heise!

Udsigten fra vores hytte.  

Poolen - koldtvandspool.
Ja, det tror jeg da, med cirka 10 graders varme om natten her i bjergene. 

Mere udsigt fra campingpladsen.

Morgenmad på Harriet's Pancake, hvor vi tidligere har været - læs her.

Min morgenmad, som selvfølgelig blev afsluttet med pandekage. 

Så gik turen ellers til Induna Adventure - hvor vi også har været før.
Her iklædes de village river raftere redningsveste. 

Jens og Stella var makkerpar igen.

Jens i elegant spring - body rafting. De fire andre er så klar.

Morten i fin stil.

De fem eventyrlystne river rafters.

Imens studerede Maya, Mette og jeg chokolade i stor stil.

Jeg måtte lige som sidst have mig en "Choc shot".
Et shotglas lavet af chokolade (kan vælge mellem hvid, lys eller mørk - se billedet ovenfor) med varm chokolade i.
Mums!

Vi kiggede også på sko i en Tsonga butik - som jeg også stiftede bekendtskab med i Drakensberg.
Læg mærke til lamperne; håndsyet i læder og med synlige sting (= Tsongas kendetegn).

Jeg måtte da også lige eje disse slippers eller tslops, som de kaldes.
Maya valgte farven for mig. Det gjorde hun godt.

Om aftenen grillede vi - i 10-14 graders varme eller kulde, burde jeg hellere skrive.

Her hygger vi os med at gætte sangere og titler på korte melodier afspillet fra Fridas mobil.
Med fælles hjælp gik det faktisk okay. Vi spænder jo vidt i alder ;-)

Rasmus er godt pakket ind - han var nok den der nød eftermiddagens river rafting mest.
Han smilede i alt fald stort hele tiden og bagefter.

For søren det var koldt, men Morten sørgede for ild i pejsen og kul på grillen.
Fremragende bøffer og majs. Det endte jo med gourmet middag.

De to store tøser.

Her ser I en glad vinder i Balut.

På vej hjem fra en fantastisk weekend med ufatteligt dejlige mennesker.

Én til at tanke op, én til vinduerne og én til at holde kreditkort maskinen (ham med ryggen til).
Der var faktisk en fjerde person også, men han kiggede på.
Så Jens B kan næsten stå med hænderne i lommerne, mens han tanker op.

Åh, nej, Berta er syg

Nå, men jeg tager højde for den nyudnævnte helligdag. Hvad der til gengæld ikke er godt er, at stakkels Berta er gået hen og har forstuvet foden. Så ingen rengøring, ingen strygning, ingen bagning af brød, ingen madlavning - gisp!

Hun vred om, da hun var ved at stige af en lastbils lad, og den begyndte at køre, inden hun var nået ned på jorden med begge fødder. Jeg skal lige tilføje, at det er normalt at hoppe på en lastbils lad og køre med ind til byen. De betaler for at sidde som sild i en tønde på et åbent lad.

Det er svært at finde ud af, hvor slemt det er, for de ved ikke selv meget om kroppen og medicin etc. Jeg ved, at hun har "ondt i benet", og at hun får "medicin". Anyway, hun har ondt og ligger der hjemme, så jeg har hyret en "ekstern" maid til at komme i morgen tidlig. Jeg havde ellers sat mig for at skulle i gang med kost og spand, men så sagde en af mine veninder, at jeg da bare skulle ringe til hende her og hyre hende for en dag for 200-300 Mt. Det svarer til 40-60 kr. Hvis Bertas forstuvning skal tage lang tid, er det godt at have en anden at trække på.

Der hører for øvrigt en anden sjov historie med til Bertas sygemelding. Da jeg kom hjem efter træning i mandags, var hun ikke kommet. Til gengæld lå der en sms fra hende med beskeden: "I feel on track and is not coming". Med lidt god vilje fik jeg det oversat til "jeg har det fantastisk og kommer ikke". Så jeg skrev tilbage, at det var OK, men at hun godt lige måtte sygemelde sig om morgenen, ikke op ad dagen. Så fik jeg en sms, hvor hun skrev, at hun ikke forstod, hvorfor jeg ikke bekymrede mig om hende og kun bad om tidlig sygemelding. Jeg fattede ikke en brik og ringede hende op. Det viste sig, at hun mente: "I fell from a truck" hvilket er noget helt andet end "I feel on track". Grim misforståelse, men den har vi forhåbentligt fået udryddet.

Vi har ikke påske, men vi fået en fridag

Så har Ministry of Labor dvs. præsidenten igen vedtaget med sig selv, at vi skal have en helligdag. Fredag den 18. april er i dag blevet erklæret for helligdag. Noget sjovt noget sådan bare lige at vedtage, at en af de nærmeste dage skal være helligdag, og at alle skoler, firmaer og forretninger derfor skal lukke. De gør det åbenbart igen og igen.

Jeg har ikke hørt hvorfor det bliver på fredag. De lokale mener, at det skyldes, at det er Langfredag. I så fald bliver det Mozambiques første helligdag, som relaterer sig til kristendom / religion. Alle deres andre helligdage har at gøre med krig, uafhængighed, arbejderdag, kvindedag eller andet. Men nej, påske har vi ikke. Men derfor vil jeg da gerne benytte lejligheden til at ønske alle jer i Danmark en god påske - eller Glad Påske, som svenskerne siger.

Retur til Danmark

Maputos fantastiske blå himmel og varme vil jeg helt sikkert savne i DK

Sådan her har Jens og jeg skrevet på Facebook i dag:

Next move for the Bastrup family....

After an exciting time in Africa we have decided to head back to Kolding, Denmark from June 2014.

The educational environment in Mozambique has not been what we hoped for, and since we of course prioritize education of our children, we have taken the consequence.

Stella will go back to the school she left in the summer of 2013. Sarina will return from Houston and start studying on IB at Kolding Gymnasium. Mia will be returning to her previous job at FredericiaKommune. What Jens will do is still not clear, but for a start he will most probably stay in Mozambique a little longer than the rest of the family - until his successor is in place.

Vi flytter altså tilbage til Danmark den 10. juni. Planen var oprindeligt, at vi alle fire skulle holde sommerferie i Danmark og i begyndelsen af august skulle rejse sammen til Maputo, hvor Stella skulle begynde i grade 9 og Sarina på samme skoles International Baccalaureate, IB (en international linje i High school). Stella har i dette skoleår mødt en skole, der til tider var mere portugisisk/mozambikansk med dertil hørende kultur end amerikansk og international, og det synes vi ikke, at Sarina skal opleve også. Så derfor flytter vi retur til Danmark.

Maputo by, vores venner (de få vi har nået at få), vores ture, varmen, solen, strandene og meget andet vil vi komme til at savne helt vildt. 

Sikkerhed på skolen

Sådan ser der ud på parkeringspladsen foran skolen kl. 14.30 hver eftermiddag, når de studerende får fri. Der er både vagter med og uden våben (AK47). I efteråret, hvor der var mange kidnapninger i Maputo, var det værre. Dels var der flere vagter, og dels bar de både AK47 og pumpguns. I begyndelsen lod jeg meget mærke til vagterne og deres våben. Syntes ligesom ikke at det hørte en skole til, men jeg affandt mig hurtig med argumentet om deres præventive betydning og dermed sikkerheden. I dag skelner jeg stort set ikke mellem vagterne med og uden våben. Hm...

Det autentiske versus det moderne

Trods det halvdårlige vejr var Swaziland et interessant besøg. En sød og imødekommende befolkning. En flot natur. Ingen synlig affald rundt omkring. God mad baseret på friske og lokale råvarer og gode priser. Umiddelbart forekom landet også at være noget mere udviklet end Mozambique. Og så har jeg slet ikke været inde på, at der også er rig mulighed for safari i Swaziland, men det gik vi bare ikke efter. Fordi det er så udviklet, mødte vi også nogle af kontrasterne mellem det oprindelige, autentiske Swaziland og så kopieringen af de moderne ting fra de sydafrikanske, større byer. Sri Lanka har gennem årerne fundet sin egen nationale stil, hvor både det engelske, det srilankanske og det moderne er integreret i en egen unik stil i alt fra bolig til mad. Hvor ville det være fedt, hvis Swaziland kunne gøre det samme - og ikke bare kopierer storbystilen med centre, hvor du ikke aner om du er i Durbai, Cape Town eller USA, når du er inde i dem. House on Fire er i alt fald et godt bud på sådan en stil, selv om den er ret flippet og minder meget om Gaudis arkitektur i Barcelona.

House of Fires menukort.

Det er hyggeligt at spise sammen og drøfte dagens oplevelser.
Hvad der var den bedste oplevelse, og den værste.
Blot en skam at der mangler hende der I ved nok fra over there.

Internettet studeres ivrigt hos os alle tre, når vi kommer tilbage til hotellet om aftenen.

Jens i gang med at betale regningen inden for i restauranten, hvor pejsens ild spreder varme og hygge.

Man behøver ikke være længe i Swaziland, før man ved, hvem der regerer der.
Kongen himself er på alle pengesedlernes ene side, og de der tre fjer bærer han til offentlige arrangementer sammen med sit røde, mønstrede klæde, som er slynget rundt om hans krop. Han har vist nok 15-20 koner og vælger sig stadigvæk en ny en gang imellem.

På den anden side af sedlen finder vi krigerne.

Vi så skiltet Mugg&Bean og endte til vores forbavselse inde i et helt nyopført indkøbscenter bygget i romersk stil med søjler og marmorgulv. Fuldstændig malplaceret, synes jeg, men meget velbesøgt, måtte vi konstatere.
Vi købte da også vores varme coffee-choko-caramel-to go.

Kongen på væggen vidnede om, at vi var i Swaziland.

Her er han i sit "nationalkostume". Lidt fjollet med de der tre, røde fjer, men et sikkert kendetegn.