Stellas indlæg: Week Without Walls

Vandfaldet i baggrunden, som vi lige har hoppet langs

Boa Tarde endnu en gang. Som lovet (Stellas tidligere indlæg), vil jeg nu skrive om min såkaldte Week Without Walls. Jeg beklager det forsinket indlæg, men jeg har bare haft super travlt den seneste tid. Man kan godt mærke, at vi er kommet godt ind i skoleåret efterhånden. Lærerne er i hvert fald ikke forsigtige med lektiemængden.

Som sagt, var jeg for noget tid siden (16.-20. september) i Sydafrika med min årgang. Syg, uforglemmelig oplevelse. En masse fede aktiviteter fandt sted og helt klart et stort skridt på det sociale område.

Aftensmaden bliver tilberedt

Vi mødtes mandag morgen klokken 6.30. Alle var iført deres sweatpants og hoodies, da vi vidste, at med de ustabile veje og trafikken i Afrika, ville køreturen være lang. Præcis klokken 7.00 kørte vi væk fra skolens område med en lidt for stor bus. Vi fyldte cirka 2/3 af bussens siddepladser, hvilket var rimelig rart. Jeg havde forudset, at på denne tur ville vi få lidt mere frihed end de normale skoleture i Danmark, og min teori blev allerede støttet her. Sikkerhedssele og ro var på ingen måder vigtigt. Folk vandrede ned af bussens gang, hoppede fra sæde til sæde og smed affald så det svinede. Anyways, vi havde i forvejen fået en pakkeliste hvor der i blandt stod ”snack til busturen.” Jeg havde med mors hjælp pakket en sund pastasalat, to fuldkornsbrød og en flaske vand som madpakke, men næ nej. Vi havde tydeligvis misforstået ordet ”snack”. Mine klassekammerater havde mindst 5 pakker chips med, slikkepinde, slikposer, sodavand, småkager osv. med. Og  de spiste det alt sammen gudhjælpemig. Så der sad jeg stille og roligt og spiste mig mæt i agurker og feta tern mens de andre kværnede sukkerknald efter sukkerknald. I har sikkert lagt mærke til at det ikke var ordenligt mad, de havde med. Vi stoppede nemlig ved Afrika (og Asiens) yndlings restaurant; KFC. Det er lidt ligesom McD, hvis stedet er ukendt for nogen af jer. Og der blev købt, så jeg tror arbejdernes løn steg med 157%. Jeg snuppede da også en lille is, da priserne var utrolig billige og fristende. 8 kroner for det der svarer til en McFlurry hvor i Danmark den koster 22 DKK.

Med 2 stop ankom vi til Induna Adventures klokken 16. Det vil sige 9 timer i det hele. Personligt mener jeg, at tiden gik alt for hurtigt, og jeg ville med glæde have tilbragt 5 timer mere i bussen.

Efter en lang gåtur var det godt at få kølet tæerne

Området bestod af en reception, legeplads, kiosk, camping område og en cafe; alt sammen omringet af floder, store bjerge og træer. De yderligere aktiviteter lå et par kilometer væk. Meget, meget smukke omgivelser. Cafeen, kiosken osv. lå sammen, hvor selveste teltene lå en lille gåtur væk, ”lige rundt om hjørnet”. Der var 21 telte eksklusivt 4 telte til lærerne, 2 badeværelser (et drenge og et pige), 4 bænke til spisning og en lille å. De fleste havde på forhånd aftalt sovemakkere, hvor jeg ligesom bare gik med strømmen og endte med en Portugisisk pige, som jeg havde snakket en del med. På trods af den store plads i teltene, bestemte lærerne, at 2 i hvert telt var passende. Badeværelserne bestod af 2 forholdsvis nydelige, og rene hytter med 4 brusere og 4 toiletter.

Den første dag var afsat til afslapning og pakke ud, så folk tumlede egentlig bare rundt i mellem teltene og dyppede fødderne i åen. Klokken 18.30 blev der serveret aftensmad. Indunas køkkenpersonale var en accentfyldt, behårede mand og en lidt-for-gammel, rynket kvinde. Maden smagte ikke exceptionelt fremragende, men dårligt var det bestemt ikke. De sædvanelige retter bestod af ris, kød, salat, kylling, pasta, grøntsager osv. Den aften gik jeg temmelig tidligt i seng, da min sovemakker havde en kraftig hovedpine. Det var efterhånden lang tid siden, jeg havde slået mig ned i den frie natur, så at falde i søvn til Afrikas mange, ukendte fugles fnidder og pibende hvisken et par telte længere nede, var ikke helt værst.

Her kan I fornemme teltpladsen

Vores fire lærere var alle temmelig velbekendte fra min side. Min højtelskede matematiklærer Mrs. Da Silva, drengenes favorit, Ms. Lue, som jeg må indrømme sagtens kunne ende op på Vogues forside, min ”advisor”, Mr. Vasco som bliver sammenlignet med en tør mariekiks, fordi han simpelthen er så kedelig, og sidst men ikke mindst, vores kraftige idrætslærer, Mr. Armindo. Anyways, vi blev vækket klokken 6 den følgende dag af Mr. Armindo, der åbenart havde en stor passion for sang i badet. Stille blev snorken til gab og folk vågnede. Jeg var meget overrasket over, tja hvordan siger man det, alles (især pigernes) åbenhed for deres morgenudseende. Af erfaring, ved jeg at det er noget danskerne ikke er så trygge ved. De skal normalt lægge en halv Matas butik i ansigtet, og i drengenes tilfælde, en flaske voks i håret, før de på nogen måde kan fremstille sig for omverdenen. Men hernede i varmen, kunne de med ingen skam vise sig frem med uldet hår og pyjamas. Det havde jeg intet imod, da min smukkeste side ikke ligefrem er synlig klokken 7 om morgenen og jeg ikke havde mulighed for at skjule den.

Dette er så gekkoing

Morgenmaden de fleste dage var toast, røræg, små domino yoghurter og noget udløbet juice. Ikke det vildeste men det var da nok til at fylde maverne nu, når vi skulle ud og lave en masse fysiske aktiviteter. Formiddagen var varm, og pigerne havde i forvejen advaret mig om heden ugen ville bringe, og at jeg bare skulle bringe en masse shorts. Jeg er evig taknemmelig for deres råd, uden at lyve. Først på dagsordenen stod ”hiking”. Dybest set skulle vi gå 6 kilometer igennem skoven langs en flod, og ja, vi skulle gå op af et bjerg. Jeg krydser da finger for, at solen gav mig lidt farve og alt den billige chokolade fra Mozambique blev brændt af. Jeg svedte i hvert fald cirka 4 liter. Hvis man ser bort fra udmattelsen turen bragte, var det en smuk udsigt, vi fik oplevet, og det var da lidt hyggeligt.

Vi gik hjem og fik frokost og så skulle vi ellers skynde os ud igen. Denne gang skulle vi ud og river rafte. Det er stort set x antal mennesker der ror ned af en flod. Af og til støder man på et par kraftige strømme, der bliver skabt af stenene i vandet. Sidst jeg prøvede det var i 2009 i Sri Lanka, så jeg kunne dårligt nok huske det. Men nej hvor var det sjovt. Udfordrende, men sjovt. Uheldigvis blev jeg sat sammen med en noget så doven partner. Ikke nok med at man skulle knokle for at få båden til at sejle ligeud, der var jo også 1000 omgivelser man skulle lægge mærke til. Floden var placeret lige midt i Afrikas skønhed, og for at være ærlig, det eneste jeg kunne tænke på var Min Søsters Børn i Afrika, hvor de var et lignende sted. Hele turen havde jeg også kendingsmelodien på hjernen, og det var ikke ligefrem så mine klassekammerater kunne synge med.

Tykke dragter i fuld solskin

Trætte og udmattet tilbragte vi aftenen på, tja, ingenting. Ærlig talt tror jeg aldrig jeg har grint så meget på så få timer før. Jeg er blevet temmelig gode venner med at par piger som minder mig meget om nogen af mine tidligere veninder i DK. De griner nemlig af alt og alle og kan finde humor i alting. Lad os indse det, det gør jeg også. Vi havde det så sjovt, og jeg tror helt seriøst jeg optjente en six-pack den aften. Mens jeg opholdte mig på toiletterne sammen med de nævnte piger, ved jeg at de andre for det meste hang ud inde i teltene. De populære drenge og piger slog sig naturligvis ned sammen og spillede kort inde i klassens ”it – girls” telt. Det var egentlig den eneste måde pigerne og drengene kommunikerede på. Ellers var de resterende for det meste adskilt. Da klokken nærmede sig Askepots sengetid, kunne man godt mærke at næsten ingen havde tænkt sig at tilbringe natten i deres oprindelig telt. 40 børn var spredt i omkring 7 telte, så jeg forenede mig et par energiske, elsket piger. Det skal lige siges, at skolen i forvejen havde advaret os på de kolde aftner. Forberedt, havde jeg den første nat iført mig 27 trøjer og 3 tæpper. Den nat var dog ekstremt varm, og det resulterede i min meget lette påklædning den anden aften. Men eeeek, jeg kunne let have transformeret mig indtil en is skulptur #2 aften, hvis det ikke havde været for værtindens tæppe.

Grade 8

Den tredje dag ankom og den stod på Zip – lining (For ikke at forvirre jer, så er zip – lining en aktivitet, hvor man bliver hængt på en snor via et par reb spændt fast til dig. Snoren strækker sig over et åbent område, højst sandsynligt med en lækker udsigt) og klatring i træer. Jeg startede med klatringen, og det var faktisk ikke en særlig god oplevelse. For det første tog de uendeligt lang tid på trods af at udfordringen kun var 15 meter lang. For det andet sad jeg fast på grund af rebet, der holdte mig, så jeg skulle stå på en minimal platform og blive viklet ud af jeg ved ikke hvad. Jeg havde i forvejen prøvede det 2 gange i sommers, dog på en større bane, og det var 1000 gange sjovere. Jeg var en af de sidste, hvilket gjorde jeg missede bussen, der skulle køre os op på toppen af et bjerg. Heldigvis var jeg ikke den eneste, så uden hjelm eller sikkerhed blev 3 andre og jeg bragt op til toppen på en motocross. Bulet var vejen rimelig meget, men det var det værd, kan jeg love.

Støttet af et par stykker træ skruet sammen og  reb rundt om, endte jeg oppe på en platform højt oppe i bjergene. Ubeskrivelig, fantastisk udsigt. Jeg har aldrig været bange for højder men jeg svedte da en dråbe eller to. Henry hed manden, som styrede det hele med hans 80’er walkie talkie. Jeg var udmærket klar over, at de i Syd Afrika er rimelig religiøse, men det tænkte jeg ikke over, da jeg uheldigvis nævnte, at jeg ikke troede på Jesus og Gud, og det var grunden til, jeg ikke bad med de andre. Blikkene jeg fik fra mine 3 motorcross venner viste tydeligvis, at det er det værste man kan nævne i Sydafrika. Og det blev hurtigt bevist. Henry reagerede straks og han blev ligefrem sur på mig. Ikke lige den bedste situation at være i. Manden der nu havde kontrol over min dødsdato så mig som en dårlig person. Upsi. Men jeg lærte da, at dette ikke er Danmark, men et sted de tager sådanne tanker dybt seriøst. Jeg lukkede da også munden direkte efter. Sendt af sted blev jeg, og turen i luften virkede meget, meget lille. Det var fantastisk og helt klart en oplevelse til mindekassen.

Frokosten den dag var nok den værste af alle. Menuen stod på hotdogs, men jeg tvivler på, det var det, de serverede. Brødet smagte af luft og pølsen havde noget gennemsigtigt skind, så man dårligt nok kunne bide. Uheldigvis skulle vi dyrke masser af motion den eftermiddag, og vi kunne altså ikke leve på et glas vand. Vi havde dog ikke et valg. Vi gik ned til receptionen og blev efterfølgende delt ind i 3 hold. Gps games hed dagens aktivitet. Vi fik en gammel Garmin gps der for hver station pegede en retning og viste x antal meter vi skulle løbe. Ikke nok med at der var 9 udfordringer og 30 kilometers afstand mellem dem, solen havde på forhånd planlagt, at dehydrere hver eneste person i miles omkreds lige på det tidspunkt. Hvis man ser bort fra det, var det skide skægt. Forhindringerne kunne være alt, de fleste tankevækkende. Jeg takker Gud for det geni der var landet på mit hold, for jeg havde ingen ide om hvad der foregik. Trods vores hårde arbejde og maraton løb kom vi på sidstepladsen.

River rafting

Den aften skulle vi selv lave mad. Mrs. Da Silva startede madlavningen med at bede os om at stille os i vores normale grupper. Dvs. dem vi færdes med. Hvis du har læst mit forrige indlæg, har jeg nævnt de meget formet grupper, der findes i min årgang. På 0,5 havde folk stillet sig med deres typiske mennesker. Forvirret stillede jeg mig hos ”grine-gruppen”. Ud fra det formede Mrs. Janine, som hun også bliver kaldt, madgrupperne. Hun tog en person fra hver gruppe og placerede dem i en separat gruppe. 3 grupper blev formet, hvorefter vi hver fik et par ingredienser, redskaber og krydderier. Jeg har aldrig været den store kok, medmindre der er pasta involveret, så jeg meldte mig ivrigt, da de skulle bruge to styks til at hente brande.

Da alle 3 gryder var placeret vældigt i bålet, kom lærerne med en lille overraskelse. Der kom en professionel trommespiller og lærte os et par rytmer. Og nej, det er ikke de der typiske boyband trommer, det var sådan en kæmpe Congo tromme. Vi fik hver en af de små som man ofte ser til 2. klassernes musikundervisning. Jeg var ikke så begejstret for lektionen, og jeg var tydeligvis ikke den eneste. Dvs. diverse jublen da kvinden var gået.

Rigtig afrikansk stil rundt om bålet med trommer

Torsdag morgen var vores sidste dag i selveste Induna Adventures, hvilket gjorde alle mere anspændt for at få suget det sidste af Afrikas smukke omgivelser ind. Vi startede med at blive delt ind i 2 grupper. Den første skulle ud til en flod og ”gekko” som det hedder. Jeg var #2 så jeg forklarer mere om gekkoing senere. Min gruppe blev så delt endnu en gang. Den ene halvdel skulle spille paintball, hvor min skulle spille fodbold. Det havde jeg da intet imod. Drengene har en stor interesse for sporten, mens jeg er den eneste pige, der faktisk dyrker den. Det har da også skaffet mig en smule interesse fra drenge. Og jeg var vidst rimelig heldig den dag, fordi mål efter mål røg ind i kassen og de fleste tabte kæben over mine ”evner”. Men selv de indfødte kunne ikke klare heden, så kampen blev ikke lang, og vi tilbragte resten af vores tid dedikeret til sport på at se det andet hold spille paintball.

Paintball har altid virket fristende, jeg har dog aldrig prøvet det. Og i hvert fald ikke i 35 graders varme. Med de store sparkedragter og iltsugende masker kunne jeg let have besvimet. Selvom jeg altid har været til de mere drengede ting, kunne jeg godt nok ikke se det sjove i paintball. Da den første havde brugt alle hans 50 kugler, havde jeg dårligt nok brugt 5. Men vores hold vandt, så tja.

Gekkoing, som jeg nævnte tidligere, er nok noget af det fedeste, jeg længe har prøvet. Det var helt vildt sygt. Vi kørte først 10 mennesker meget sammenpresset på en lidt for bulet vej. Men endnu en gang, det var det hele værd. Da vi ankom, fik vi hver vores lille gummibåd. Vi skulle derefter hoppe i vandet og bare padle langs strømmen. Vi kom også ud for vandforhindringer et par gange, som var lidt vildere end dem fra tirsdagens rafting.

Den egentlige grund til vi overhovedet skulle gekko var fordi vi skulle ud og hoppe fra klipper og destinationen kunne ikke nås med bil. Først og fremmest skulle vi have overstået et 3 meters klippespring. Og det var endda den mindste for at det ikke skal være løgn. Jeg ved ærligt talt ikke hvordan jeg skal beskrive naturen, vi var omringet af. Bjergene dykkede nærmest ned over os og skabte et indelukket bur, hvor solen ikke kunne nå ind. Uha, det var dejligt. Og som mindst forventede, hoppede jeg. Vi fortsatte med at gå en smule, hvor vi så ankom til en klippe, hvor der gudhjælpemig var 10 meter ned. Det var SÅ surrealistisk. Vi hoppede nemlig langs et vandfald, hvilket gjorde det sådan 16 gange mere vidunderligt men også skræmmende. Ikke alle havde lyst til at gøre det, heller ikke jeg i starten, men jeg vidste bare, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke gjorde. Sidst men ikke mindst, et 7 meters spring skulle også lige gennemføres.

Efter hjemturen, hvor vi egentligt KUN snakkede om hvor fantastisk det var, skulle vi have aftensmad. Vi var alle rimelig trætte efter den fysisk aktive dag og det stod hermed på pakning. Endnu en gang endte jeg inde hos et par andre piger og sov. Det var en af tøsernes fødselsdag, så præcis klokken 24 blev vi vækket og sang fødselsdagssang for hende.

Ziplining

Turen hjemad gik stille og roligt. På grund af grænsens mange besværligheder om fredagen kørte vi ekstraordinært tidligt og lavede kun et stop på en tankstation. Der blev de fleste af mor og fars penge godt og grundigt brændt af på alverdens lækkerier som ikke kan fås i Mozambique.

Så ja, det var min tur. Som sagt var den uforglemmelig, og jeg fortryder på ingen måde jeg tog med. Men nå, nu skal jeg tilbage og studere reglerne i hockey. Vi skal have en test på torsdag i idræt, og jeg ser ikke en dumpet karakter som en mulighed.

Fortsæt god aften J