Endelig kom mormor og morfar

Så storsmilende kom mormor og morfar ud til os. 

Vi ventede og ventede og ventede - i Maputo lufthavnen. Vi havde med spænding fulgt mormor og morfars rejse via Flightstats, holdt vejret mens vi vidste, at de skulle skifte fly i Frankfurt på cirka en time (hvilket er kort tid i så stor en lufthavn), landingen i JoBurg (Johannesburg hedder JoBurg på disse kanter) og endelig Maputo lufthavns velkomsthal. Og så kom de ikke... i alt fald ikke i første omgang. Jeg indrømmer, at jeg var bekymret for alt fra helbred til visa problemer og sagde på et tidspunkt til Jens, at han måtte bruge sin maskulinitet til at komme ind og tjekke, hvad der skete. Stella og jeg havde prøvet at komme forbi security, men nej.
Pludselig kunne vi lige skimte dem og deres vink til os, og Stella spurtede hen til dem gennem security gate og alting. Hun tænkte simpelthen ikke over det, før to security mænd råbte efter hende. Men for sent... der var hun allerede om halsen på mormor og morfar. Stellas "forstyrrelse" i procedurerne gjorde, at tolderen valgte ikke at fuldføre det han var i gang med, nemlig at få min far til at åbne sin kuffert og forklare, hvad han havde med. De to toldere kunne godt se, hvad der var vigtigst lige i det øjeblik.
Det viste sig såmænd bare, at de havde været i køen med en meget emsig paskontrollør.

Hjemme får mormor og morfar lige en ekstra velkomstkrammer.

I går var så vores lillejuleaften med risengrød på terrassen, mens kalenderlyset brændte den 23. december (jep, Stella har tænkt det hele igennem). Og så lige Bertas hjemmebagte pizza til mormor, som ikke spiser risengrød. I dag er vores juleaftensdag, så Jens skal i køkkenet, og morfar og Stella skal samle og pynte plastikjuletræet. Billeder følger i morgen.