På gensyn til mormor og morfar

Sidste måltid mad på terrassen denne gang. Det er frokosttid, og Stella er i skole.

 Så er der antiklimaks i huset her. Mormor og morfar sidder lige nu på flyet til Johannesburg, hvorfra de flyver videre til Danmark natten over. De har været her siden den 3. januar, så her er mærkeligt stille. Med mormor og morfars ankomst begyndte vi også at bruge vores gårdhave/terrasse. Både vores chauffør og Berta sagde til dem, at de ville savne at have dem siddende ved bordet og sprede hygge. Ja, det vil vi alle. Vi har gættet rigtigt mange kryds-og-tværs ved det bord, både hver for sig og sammen og på kryds og tværs af hinanden.

De nåede at komme på safari i Kruger Nationalpark, på shopping i Sydafrika, på strandtur nord for Maputo og bare leve livet i Maputo. De fik snakket masser af både engelsk og portugisisk, og det gik faktisk rigtig godt. Og min far har smuglet op til flere pakker Colgate ud af Mozambique a 6 kr for de store 110 ml tuber. Jeg har aldrig tænkt over prisen på tandpasta hernede, men kan da godt se, at det er billigt. Sådan har vi haft fornøjelsen af at se tingene omkring os gennem deres øjne. Dog er de lige så forskrækket som os over mængden af affald i gaderne. Noget vi slet ikke oplevede på vores weekendtur nordpå. Tankevækkende at det åbenbart er i Maputo, at affaldet er synligt og flyder i gaderne.

En anden tankevækkende ting er de ting, der tilsyneladende forbliver uændrede. I julegave fik jeg TV-serien Rødder. I husker sikkert nok Kunta Kinte, som blev kidnappet fra Afrika og solgt som slave i USA omkring 1767. Den serie tog vi hul på, mens de var her. Den første scene er, hvor Kunta Kinte bliver født i en hytte et sted i Afrika. Ja, sådanne hytter så vi på vores ture. Kvindernes evne til at bære whatever på hovedet og med et barn fastslynget på ryggen praktiseret også stadigvæk - blot tilføjet en mobil i hånden. 1767 - 2014. Der er alligevel nogle år mellem disse to årstal.

Så er morfar klar til at flyve de 10.000 km nord på.
De gebærder sig begge som rejsevante forretningsfolk i lufthavne.

Typisk mozambikansk reklame - fotograferet i lufthavnen. Farverig. Patriotisk med flaget aftegnet i ansigtet. Smilende og med varme, brune øjne, og alt det gule fra solen. Sådan håber jeg, at mine forældre vil huske Mozambique.
Om ikke andet vil de huske varmen, når de kommer hjem til en temperatur, der ligger cirka 30 grader lavere end her.