onsdag den 28. maj 2014

Stolt mor med en forkærlighed for det amerikanske skolesystem

Sarinas diplom - i faget fysik
Som mor må jeg godt engang imellem ignorere janteloven og bare gennemrose sine piger og nogle af de amerikanske skolers procedure. Så kære læser, nu er du advaret.

Mine - åh, vores - to piger har fået sig hver et diplom. Sarina har fået Taylor High School Certificate of Recognition for Outstanding Achievement i fysik. At det lige blev i fysik kom vist også bag på Sarina selv. Matematik er nemlig et af hendes ynglingsfag, men fysik har hun det også okay med. Stella har fået AISM's Excellence i årgangens fag matematik, fordi hun har "mantained an exeptional standard of scholarship and duty".

Når man går på skoler med andre nationaliteter er det ingen hemmelighed, at især i matematik og de andre "hårde" fag, så er det sjældent, at de studerende kan hamle op med de japansk/kinesisk/koreansk studerende. De er bare for gode, så det giver lidt fornemmelsen af dobbeltsejr, når man kommer foran i netop disse to fag.

Det er vist helt på sin plads at skrive "vores" piger, for evnerne i fysik og matematik kommer næppe fra min hjerne - den analytiske og knap så faktuelt orienterede del af familien. Jeg hadede fysik. Rosen til vores piger skal først og fremmest gå på, at de ikke er kommet sovende til deres diplomer.

På amerikanske skoler - som de jo begge går på, bare på hvert sit kontinent - bliver de studerendes indsats målt og vejet flere gange månedligt, der bliver kørt lokal, national og international bench marking, og alle ekstraordinære gode resultater bliver honoreret - både løbende med et ekstra karakterblad for for eksempel "Straight A'es" (=rene 12-taller) og med diplom i slutningen af skoleåret. Især dette med at honorere er typisk amerikansk og meget udansk. Som forældre er man på grund af alle disse tests ikke i tvivl om, hvor ens barn ligger helt præcist. Vi ved for eksempel, hvordan Stella klarer sig i forskellige fag sammenlignet med 37.000 andre studerende i verden. Vi ved for eksempel også, hvor Sarina ligger karaktermæssigt blandt alle juniorer på hendes skole. Ret syret ikke?

Selvfølgelig kunne vi nu begynde en diskussion om, er det kun er de dygtige, der bliver rost og motiveret, at der ikke er plads til bredden etc. Omvendt kunne man også sige, at endelig betaler det sig at gøre en indsats, inden for det du er passioneret omkring, hvad enten det er matematik, engelsk drama, foto, sport eller et andet kreativt fag. Der er altid noget man er god til. Desuden bliver det hurtigt synligt, hvis ens barn halter bagefter i et fag. Afgørelsen om at sætte ind udskydes ikke med begrundelser i fornemmelser. Og skolerne har flere ordninger, hvor de dygtige hjælper dem, der har svært ved et fag. Altså en win-win-win-situation (for den der har et behov for hjælp, for den der hjælper og for skolen/underviseren). Jeg har gang på gang oplevet, hvordan måden amerikanernes måde at rose - hvem som helst - på motiverer og appellerer til at præstere. Meget inspirerende og lærerigt.

Best regards,
Proud Mom
Stellas diplom - i faget matematik.
Jeg har desværre ingen billeder af overrækkelsen af diplomet, for begivenheden fandt sted, mens vi var i DK,
og Stella vidste intet, før hun i går fik det i hånden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar