onsdag den 16. april 2014

Åh, nej, Berta er syg

Nå, men jeg tager højde for den nyudnævnte helligdag. Hvad der til gengæld ikke er godt er, at stakkels Berta er gået hen og har forstuvet foden. Så ingen rengøring, ingen strygning, ingen bagning af brød, ingen madlavning - gisp!

Hun vred om, da hun var ved at stige af en lastbils lad, og den begyndte at køre, inden hun var nået ned på jorden med begge fødder. Jeg skal lige tilføje, at det er normalt at hoppe på en lastbils lad og køre med ind til byen. De betaler for at sidde som sild i en tønde på et åbent lad.

Det er svært at finde ud af, hvor slemt det er, for de ved ikke selv meget om kroppen og medicin etc. Jeg ved, at hun har "ondt i benet", og at hun får "medicin". Anyway, hun har ondt og ligger der hjemme, så jeg har hyret en "ekstern" maid til at komme i morgen tidlig. Jeg havde ellers sat mig for at skulle i gang med kost og spand, men så sagde en af mine veninder, at jeg da bare skulle ringe til hende her og hyre hende for en dag for 200-300 Mt. Det svarer til 40-60 kr. Hvis Bertas forstuvning skal tage lang tid, er det godt at have en anden at trække på.

Der hører for øvrigt en anden sjov historie med til Bertas sygemelding. Da jeg kom hjem efter træning i mandags, var hun ikke kommet. Til gengæld lå der en sms fra hende med beskeden: "I feel on track and is not coming". Med lidt god vilje fik jeg det oversat til "jeg har det fantastisk og kommer ikke". Så jeg skrev tilbage, at det var OK, men at hun godt lige måtte sygemelde sig om morgenen, ikke op ad dagen. Så fik jeg en sms, hvor hun skrev, at hun ikke forstod, hvorfor jeg ikke bekymrede mig om hende og kun bad om tidlig sygemelding. Jeg fattede ikke en brik og ringede hende op. Det viste sig, at hun mente: "I fell from a truck" hvilket er noget helt andet end "I feel on track". Grim misforståelse, men den har vi forhåbentligt fået udryddet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar