søndag den 23. marts 2014

Weekend i marts

Et stykke interiør på AISM
Fredag eftermiddag efter skole mødtes jeg på Stellas skole, AISM, med vores norske venner, som begge er undervisere på Den Skandinaviske Skole her i byen, og som også har sine tre børn gående der. Stella havde lovet dem en rundvisning. I kraft af at de begge er lærere og i øvrigt videbegærlige og dejligt nysgerrige, så havde de mange gode spørgsmål.

De havde deres datter med, som er på Stellas alder. Sidste weekend var Stella inviteret til privat fødselsdagsfest sammen med de andre unge fra Den Skandinaviske Skole og havde en sjov aften og skal det igen på fredag. Så Stella er så småt ved at vænne sine ører til det skandinaviske.

Endnu et stykke udendørs interiør fra AISM
 Fredag aften var Stella til Hunger Games aften på skolen, hvor de rendte rundt i mørke og skulle kæmpe for hver især deres overlevelse. Stella har intentioner om at skrive et blogindlæg om det.

Charlie har ikke meget natur at boltre sig i, så fredag morgen blev hans jagtinstinkt tændt af et lille firben på væggen i gangen. Det kunne måske ligne mission impossible, men han endte faktisk med at få dræbt det.


Lørdag formiddag var jeg inviteret til smykkeudsalg hos en af byens førende designer, Carla da Silva. Det var en uventet oplevelse. Jeg kendte i forvejen intet til hendes design. Kommer så til det her salg i et privat hjem. Et utrolig flot og personligt hjem med brugskunst fra hele verden og meget smagfuldt indrettet. Nogle af disse stykker brugskunst var så brugt til at udstille smykkerne. Og hvilke smykker. Wauv! Så anderledes - så unikke hver og et af dem - og så stik modsat den nordiske minimalisme, som jeg ellers holder meget af. Selv lige nu, mens jeg skriver, kan jeg ikke sige, om jeg kunne lide smykkerne - altså til mig selv. For vel var de da flotte og særprægede, men ville jeg gå med dem nogensinde? Jeg købte ikke noget. Men nu har jeg da direkte kontakt til kunstneren selv, hvis jeg skulle komme på andre tanker.
Se hendes smykker under Quimera på Facebook.


Lørdag aften var vi inviteret til fest. Stella skulle passe børn hos nogle venner, som også skulle med til festen, så efter aftensmaden kørte vi Stella på job, og vi kørte til fest. Festens omdrejningspunkt blev husets Table Shuffleboard. Jeg har aldrig prøvet det før, men sjovt var det, og noget alle kan være med til. Dermed ikke sagt at det er nemt, for det er det ikke.
En anden anderledes ting ved festen var de små kulørte glas på bardisken, som viste sig at indholde gul og rød gele med vodka. Specielt, men ikke vammelt som jeg frygtede.

Bordet er dækket af sand.
Der er en rende med sand hele vejen rundt om træpladen.
Wikipedia om Table Shuffleboard
Bordet her er 18 feet langt dvs. omkring 5,5 meter.
Nu er det så søndag eftermiddag, og vi får besøg lige om lidt, og senere har vi en Skype aftale med Sarina. I morgen begynder så en ny uge med circuit training, et par møder, arrangering af min fødselsdagsfest, og på fredag går Stella til ferie - semesterbreak. Men det får I selvfølgelig alt sammen mere at vide om. Ha' en god uge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar