mandag den 24. marts 2014

Dagens avisoverskrifter den 23. marts 2014

At læse dagens avisoverskrifter kan fortælle en masse om et land. Jeg synes derfor, at I skulle have chancen for at høre, hvad der står af nyheder på nettet i dag.


Dagens avisoverskrifter i Club of Mozambique:

Præsidenten, Guebuza, rejser rundt og hilser på folket, samtidig med at han præsenterer Frelimo partiets kandidat, Filipe Nyusi, til valget den 15. oktober.

Bemærkning: Ved valget skal mozambikanerne vælge deres fjerde præsident siden de blev uafhængige af Portugal i 1975.


For fire uger siden begyndte man på registreringen af vælgere til valget den 15. oktober. I de fire uger er foreløbigt 3 mio registreret.

Bemærkning: Med godt 24 mio indbyggere er der et stykke vej til alle potentielle vælgere er registrerede.


Landets uddannelsesminister, Augusto Jone, udtaler, at medierne ikke skal ses som en fjende men som en partner. Vi skal også fortælle om, når det går godt, og vi skal via medierne holde øje med, hvad folket siger om os.

Bemærkning: Lyder umiddelbart fornuftigt og er da en udstrakt hånd til pressen i byen, men hvad betyder det reelt?


Kommissionen af militære eksperter mødtes i sidste uge for at blive enige om retningslinjerne for "foreign mediation" (mediation/mægling ved en ekstern part) og for at fjerne oppositionspartiet, Renamos, fjendtligheder især i nord.

Bemærkning: Regeringen (=Frelimo) har længe villet afvæbne Renamo, som i efteråret har gennemført voldelige handlinger i det nordlige Mozambique. Til denne "afvæbning" har Renamo ønsket sig en gruppe af mæglere bestående af repræsentanter fra EU, USA, Portugal, Sydafrika og nogle andre lande. Efter nytår blev de enige om dette, men det vides ikke, om udenlandske repræsentanter er blevet kontaktet og sikkert er det, at der er ikke sket nogen afvæbning af Renamo. Denne diskussion har kørt længe, og jeg fornemmer ikke nogen fremgang eller handling.


En Maputo provins, cirka 30 km vest for Maputo, er erklæret fri for landminer. Det blev fejret ved en ceremoni i fredags. Programmet for rydning af landminer blev etableret for 20 år siden og er nu i sin sidste fase. Mozambique håber med udgangen af året at kunne tilslutte sig kategorien: "A country free of land mines".

Bemærkning: Programmet skulle have været afsluttet 2009 men blev forlænget med 5 år. Seks ud af 10 provinser er i dag erklæret minefri. For mig lyder det urealistisk, at de skal nå fire provinser inden nytår. Så vidt jeg ved, er det FRELIMO og RENAMO selv, der under borgerkrigen lagde landminerne for hinanden. Jeg er usikker på, hvem der betaler for oprydningsarbejdet. Jeg ved blot, at det involverer både amerikanere og englændere.

Konklusion
Mange af overskrifterne minder måske meget om andre landes overskrifter: Et kommende valg, en regering og et oppositionsparti (her er der dog tale om et et-partis demokrati), snak om regeringens rolle ift medierne og så udrydning af landminer. Jeg kan heller ikke her vide, hvor meget af sandheden der fortælles. Forskellen er for mig at se, at disse "uskyldige" snakke, som der refereres til,  involverer våben, der snildt kan tages i brug, hvis den ene part finder det nødvendigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar